Parasport Danmark logo hvid.png

Klogere på klubberne

En ny, stor klubundersøgelse skal gøre Parasport Danmark klogere på forbundets klubber - og bedre til at understøtte deres behov.

Klogere på klubberne
Illustration: Mia Mottelson.

Hvad skal der til for, at Parasport Danmark gør en reel forskel for medlemsklubberne? Det spørgsmål har forbundet sat sig for at få et mere præcist svar på.

Sidst i 2025 gennemførte Parasport Danmark derfor en omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt forbundets cirka 500 medlemsklubber. Omkring 150 klubber deltog og gav dermed et solidt indblik i både tilfredshed, behov og fremtidsforventninger.

– Vi vil gerne undersøge, hvordan vi kan være relevante og nærværende for vores klubber. Så vi kan finde ud af, hvilken forskel vi gør blandt klubber og frivillige og hvordan vi kan gøre det endnu bedre, fortæller Parasport Danmarks udviklingschef, Martin Elleberg Petersen.

Nærhed giver tilfredshed
Undersøgelsen tegner et billede af klubber, der generelt er tilfredse – især når de har tæt kontakt med forbundet – men også af et potentiale for at styrke relationen til de klubber, der i dag ikke har meget kontakt til forbundet.

45 % af de deltagende klubber har en høj eller meget høj tilfredshed med forbundet, mens kun 9 % har en lav tilfredshed. Ingen har svaret, at de slet ikke er tilfredse. Det er bemærkelsesværdigt, at hele 14 % svarer ”ved ikke”. Det peger på, at mange klubber ikke har en tæt relation til forbundet.

Dykker man ned i besvarelserne, viser der sig interessante forskelle afhængigt af, hvem der svarer. Almenklubber svarer langt oftere ”ved ikke” end rene parasportklubber. Og blandt de klubber, der bruger Parasport Danmarks ydelser, er tilfredsheden markant større end blandt dem, der ikke gør.

Blandt klubber, der benytter mindst fire af forbundets ydelser – for eksempel stævnedeltagelse eller sparring med konsulenter – er tilfredsheden høj eller meget høj hos 74 %. Til sammenligning er den kun 28 % blandt klubber, der ikke benytter nogen ydelser.

– Det er jo rigtig dejligt, at de klubber, der er tæt på os og bruger vores ydelser, er tilfredse. Det viser, at vi gør noget rigtigt. Men svarene viser også, at vi mangler kommunikation med dem, der ikke er så tæt på. Det er for eksempel de almene klubber, som måske har få medlemmer med handicap og mange andre aktiviteter end parasport, men også hos de rene parasport klubber er der plads til udvikling. Og det er jo netop derfor, vi har lavet undersøgelsen – for at få dem i spil, siger Martin Elleberg Petersen.

Klubpakke på tegnebrættet
Blandt de ydelser, klubberne i dag bruger Parasport Danmark til, er turneringer og events de mest benyttede, sammen med støtte, der gør aktiviteter mulige, såsom transport- og økonomisk støtte.

Til gengæld er det nogle andre ydelser, klubberne efterspørger. Her topper træneruddannelse samt støtte til rekruttering, markedsføring, fondsansøgning og sparring med andre klubber ønskelisten.

Her ser Martin Elleberg Petersen et behov hos klubberne, som forbundet kan blive bedre til at understøtte.

– Det kunne være godt, hvis vi fik mere fokus på udvikling - områder, der ikke kun handler om økonomi, men om at hjælpe klubberne med at håndtere deres udfordringer, siger udviklingschefen, der kan se for sig, at Parasport Danmark laver en form for ”udviklingspakke” til klubberne.

– Den kunne indeholde forskellige indsatser, som klubberne kan gøre brug af: træneruddannelse, klubudvikling, støtte til fondsansøgninger, samt rekruttering, som vi allerede har stort fokus på.

Samtidig peger han på forskelle i klubbernes behov. Parasport Danmarks medlemsklubber kan overordnet opdeles i parasportklubber, hvor alle medlemmer har et handicap, og almenklubber, der ofte kun har ét hold eller enkelte medlemmer, der dyrker parasport.

Hvor parasport klubberne ofte har brug for støtte til klubudvikling, har almenklubberne typisk behov for mere handicapspecifik viden.

– De almene klubber efterspørger måske ikke så meget lederudvikling, fordi de sandsynligvis får det via deres specialforbund eller Danmarks Idrætsforbund. Men de efterspørger viden om parasport. For eksempel vejledning i, hvordan de bedst inkluderer mennesker med handicap: Hvad skal man være opmærksom på? Hvad er de gode råd?

Fortsat dialog
Ifølge udviklingschefen har undersøgelsen givet Parasport Danmark et stærkt datagrundlag om klubbernes ønsker og behov. Næste skridt er at have en dialog med klubberne om, hvordan resultaterne kan omsættes til konkrete tiltag.

– Nogle af svarene stritter i forskellige retninger. Derfor har vi brug for at komme ud og tale med klubberne for at få uddybet deres perspektiver. I det hele taget skal vi se på vores dialog og kommunikation med klubberne. En anden ting undersøgelsen viser er nemlig, at det skriftlige materiale vi fremsender, ikke når langt nok ud. Så vi har en dialogmæssig kommunikativ opgave, siger han.

I den kommende tid vil Parasport Danmarks konsulenter derfor gennemføre en række uddybende telefoninterviews med udvalgte klubber. Og den 1. maj – i forbindelse med repræsentantskabsmødet – inviterer forbundet til dialogmøde.

–  Her vil vi gennemgå undersøgelsen og facilitere en dialog om, hvordan vi kan blive bedre til at understøtte klubberne. Det kan også være, at vi præsenterer konkrete idéer – for eksempel den udviklingspakke, jeg nævnte – for at høre, om klubberne synes, det er en god idé, eller om det skal være noget helt andet. Så vi håber at rigtig mange klubber vil deltage og være med i dialogen. Af den grund har Parasport Danmarks bestyrelse afsat økonomi så repræsentanter fra klubber kan få dækket omkostninger forplejning, overnatning og transport i forbindelse med både dialogmødet og repræsentantskabsmødet dagen efter.

Planen er desuden at gennemføre den samme undersøgelse igen om to år for at følge udviklingen.

Optimistiske klubber
Der er ikke plads til at komme rundt om alle undersøgelsens resultater her, men én ting mere er værd at fremhæve: den store optimisme blandt klubberne.

39 % forventer flere parasport medlemmer over de næste to år, mens kun 2 % forventer færre medlemmer.

Lignende svar ses, når det handler om antallet af aktiviteter, antallet af trænere, og kvaliteten af idrætsaktiviteterne. For alle områder er der langt flere, der forventer vækst og udvikling, end tilbagegang. Troen på fortsat fremgang for parasporten er således stærk blandt klubberne.

Og så er vi på Parasports redaktion glade for, at to ud af tre adspurgte læser Parasport-bladet fysisk eller digitalt. Der er dog stadig en tredjedel, som ikke læser bladet, for manges vedkommende fordi de ikke kender det. Det er også en del af den kommunikative udfordring.

Få læst figurerne i artiklen højt

Figur 1: Tilfredshed med Parasport Danmark

Meget høj tilfredshed: 8,5%. Høj tilfredshed: 37,3%

Nogen tilfredshed: 30,7%

Lav tilfredshed: 9,2%

Ingen tilfredshed: 0,0%

Ved ikke: 14,4%

FIGUR 2: De syv med brugte ydelser fra Parasport Danmark

Konkurrencer og events: 28,9%

Transport-/rejsestøtte: 26,3%

Økonomisk støtte/tilskud/pulje: 21,1%

Idrætsudvalgsarrangementer: 14,5%

Hjælp til klassifikation: 13,8%

Rådgivning og konsulentbistand: 9,9%

Træner- og lederuddannelse: 8,6%

FIGUR 3: De 5 områder, hvor flest klubber efterspørger hjælp fra Parasport Danmark til.                                   

Uddannelse af trænere og ledere: 38,1%

Klubudvikling (fx ift. medlemsrekruttering): 35,8%

Rådgivning om fondsansøgning: 35,1%

Markedsføring eller rekrutteringskampagner: 33,6%

Netværk og erfaringsudvikling med andre klubber: 30,6%

FIGUR 4: Klubbernes forventede parasport-medlemsudvikling over de næste to år

Flere medlemmer: 39,1%

Uændret antal medlemmer: 56,4%

Færre medlemmer: 2,3%