JYSK løfter støtten til rekordniveau
JYSK og Parasport Danmark har indgået en ny fireårig rekordaftale.
Et af Danmarks længst løbende sportspartnerskaber fortsætter med endnu større kraft. JYSK og Parasport Danmark har indgået en ny fireårig aftale, der løber frem til udgangen af 2029. I aftalen øger JYSK den økonomiske støtte til 2,5 mio. kroner årligt – et historisk højt niveau for dansk parasport.
JYSK har støttet Parasport Danmark siden 1989, da JYSK’s grundlægger Lars Larsen blev opmærksom på, at de danske paraatleter manglede støtte efter et succesfuldt PL i Seoul i 1988.
Gennem mere end 36 år har JYSK kontinuerligt bidraget markant til parasportens udvikling, og i samarbejdets levetid er parasporten blevet en naturlig og prioriteret del af dansk idræt på både bredde- og eliteniveau. Med den nye aftale kan JYSK og Parasport Danmark se frem til at fejre 40-års jubilæum i 2029.
– Det har i mange år været en stor glæde for os i JYSK at følge og støtte de danske paraatleter, som gang på gang leverer fantastiske sportsresultater. I dag er kravene for at klare sig i international topparasport større end nogensinde, og derfor betyder det også ekstra meget for os, at vi kan styrke og videreføre vores partnerskab, siger Rami Jensen, President & CEO i JYSK.
Samarbejdet bygger fortsat på den samme grundtanke som i 1989: at sikre danske paraatleter de bedst mulige rammer for at udvikle sig og konkurrere på højeste niveau.
– JYSK har været afgørende vigtig i opbygningen af dét fundament, der har udviklet dansk parasport til det, det er i dag. Det kræver en solid økonomi at give alle mennesker med handicap eller særlige behov mulighed for at dyrke idræt og samtidig skabe rammerne for, at vores bedste atleter kan gøre sig gældende på den internationale scene, siger Parasport Danmarks direktør Ivan Løvstrup.
Bring Dedication-legater til Bjørk Nørremark og Martin Black Jørgensen
Før årsskiftet modtog længdespringeren Bjørk Nørremark og skytten Martin Black Jørgensen JYSK’s Bring Dedication-legat på henholdsvis 25.000 og 50.000 kroner.

Legatet bliver hvert år tildelt paraatleter, der udviser en særlig dedikation i jagten på deres mål. For Bjørk Nørremark kommer anerkendelsen på det helt rigtige tidspunkt.
– Det betyder mega meget. At få tingene til at hænge sammen – både økonomisk og tidsmæssigt – kan være svært, når man jonglerer tre arenaer som atletik, kunst og studie. Det her giver mig muligheden for at optimere og justere på de små ting, der kan gøre en stor forskel, siger VM-bronzevinderen.
Også for Martin Black Jørgensen, der i 2024 kom til PL i Paris på et wildcard og vandt en sensationel bronzemedalje, hjælper legatet ham med at balancere en hverdag med både arbejde og en dyr sport.
– Det tærer på både energien og tiden, at man skal have et arbejde og sporten ved siden af. Jeg ville gerne kunne blive fuldt professionel, forklarer Martin selv.