Fra parasportstjerne til almen-landstræner

Da Peter Rosenmeier ved årsskiftet takkede ja til rollen som landstræner for U19-herrelandsholdet i bordtennis, var det med en klar bevidsthed om, at opgaven ville være anderledes end det, mange forbinder med en landstræner.

– Jeg skal træne nogle, som er bedre til bordtennis, end jeg nogensinde selv kommer til at være. Min opgave bliver ikke at lære dem at slå en bedre baghånd eller justere deres serv. Jeg er hentet ind for at styrke det, der ligger rundt om det tekniske. Kulturen. Vindermentaliteten. Helt ned til de beslutninger, de træffer i hverdagen, siger Peter Rosenmeier.

Opgaven bliver helt ny for Danmarks mest vindende parabordtennisspiller, der for første gang ikke selv skal stå for enden af bordet. Han træder ind i et transitionsmiljø, hvor spillerne befinder sig i et afgørende spænd i deres udvikling. De er ikke længere børn. De er endnu ikke seniorer. De er på vej.

– Det er i de år, fundamentet bliver lagt. Det er her, man enten lærer at tage ansvar for sin egen udvikling eller bliver ved med at vente på, at andre gør det for én. Hvis vi vil have flere spillere, der kan begå sig på højt niveau, så skal vi skabe de rigtige rammer for dem og turde stille krav.

”Dumt ikke at spørge Peter”
I Bordtennis Danmark har man gennem længere tid haft blikket rettet mod ungdomslandsholdet og spørgsmålet om, hvordan man løfter niveauet og gør spillerne mere konkurrencedygtige.

– Peter og jeg har haft mange samtaler om, hvad der skal til for at styrke ungdomsmiljøet og levere flotte resultater på internationalt niveau. Han har de helt rigtige kompetencer og en personlig erfaring fra eliteidrætten, som er svær at lære fra en bog, siger Linus Mernsten, der er landstræner for herrelandsholdet og Head Coach hos Bordtennis Danmark.

Han fortsætter:

– Hvis vi skal tage næste skridt og løfte niveauet, skal vi også turde gøre noget anderledes. Derfor ville det være dumt ikke at spørge Peter om opgaven. Uanset om man er atlet eller paraatlet, kender man til de sportslige rammer, som ungdomsholdet skal lære at navigere i. For Peter falder de ting naturligt, men for unge spillere er det ikke nødvendigvis en selvfølge. 

Hvem vil jeg være som træner?
Gode rammer, struktur og ansvar er nøgleord, der går igen, når Linus Mernsten og Peter Rosenmeier taler om ungdomslandsholdet.
Og når opgaven lyder på en kulturændring, følger en personlig refleksion helt naturligt hos Peter: Hvilken type træner vil han være i det miljø, han skal være med til at forme?

Rosenmeier er kendt for sit energiske og udadvendte væsen, og han er ikke bleg for en kæk kommentar. Men rollen som træner kræver en anden positionering end den, han indtager som spiller.

- Jeg skal ikke være deres bedste ven. Jeg skal være en, de kan læne sig op ad. Der skal være tydelighed og krav, og jeg skal kunne stå fast, når det er nødvendigt. Balancen mellem mit afslappede jeg og den autoritet, som rollen kræver, er noget, jeg har tænkt meget over. Hvis jeg skal kunne flytte dem, skal der både være nærhed og seriøsitet, siger Peter og fortsætter:

- Jeg har selv stået midt i kampe, hvor én sætning fra min træner gjorde forskellen. En justering, en påmindelse, en ro. Det øjeblik, hvor man får retning igen. Jeg ved, hvor meget det betyder, at der står en, som ser situationen udefra og kan give klarhed, når det hele spidser til. Det er den erfaring, jeg gerne vil tage med ind i min egen trænerrolle.

For ham er succeskriteriet ikke en medalje ved næste slutrunde, men en gradvis styrkelse af spillernes præstationsniveau. Han vil hæve bundniveauet og skabe stabil udvikling.

- Hvis spillerne står stærkere, når de en dag tager skridtet op til seniorniveau, ser jeg det som en succes. Det, jeg kan påvirke, er spillernes tilgang til kampene og kvaliteten af deres præstationer. Hvis deres grundniveau bliver højere og mere stabilt, så vil resultaterne og medaljerne også komme over tid.

Bedre forudsætninger for næste generation

Selvom titlen som ungdomstræner er helt ny, er det ikke første gang, at Peter beskæftiger sig med unge spillere.

I flere år har han sideløbende med sin egen karriere arbejdet med børn og unge i parasporten – og engagementet til dette er udsprunget fra egne levede erfaringer.

- Jeg er ikke i nærheden af at være så god, som jeg kunne være blevet. Jeg startede sent, og jeg kendte ikke til mulighederne. Derudover havde jeg slet ikke de samme rammer, som unge paraspillere har i dag. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at der var et potentiale, som kunne have været udfoldet tidligere, hvis strukturen omkring mig havde været stærkere, fortæller Peter Rosenmeier.

Netop den erfaring har været en drivkraft for ham. Hvis næste generation af børn og unge med et handicap eller særlige behov har bedre rammer fra starten af, kan de nå længere.

Rising Stars motiverer

Den drivkraft blev gjort til handling i 2018, da Peter sammen med para-landstræner Christoffer Petersen startede projektet Rising Stars for børn og unge med fysiske handicap.

– Projektet startede ikke med en stor, strategisk brainstorm. Christoffer og jeg diskuterede egentlig bare, hvor hurtigt vi egentlig ville kunne dygtiggøre unge parabordtennisspillere, hvis vi fik dem ind tidligt og gav dem de rigtige forudsætninger, fortæller Peter Rosenmeier.

Freja Juhl Larsen blev den første Rising Stars-deltager.

Dengang var hun otte år, og til en start trænede hun en time om ugen sammen med Peter Rosenmeier og Christoffer Petersen. Udviklingen kom hurtigt.

– I dag spiller Freja på højt, internationalt niveau, og hun har stadig mange år til at forfine sin præstation. De rigtige rammer fra en tidlig alder har en stor betydning. Men senere har vi jo også erkendt, at det ikke kun handler om sporten, men også om identitet og fællesskab. Jeg har talt med 400-500 familier, som alle fortæller, at det har gjort en kæmpe forskel for deres børns trivsel og selvtillid at deltage i Rising Stars. Det er de historier, der gør, at man bliver ved, siger Peter med et smil.

Stadig sportslige ambitioner
Selvom Peter nu står med ansvar for U19-landsholdet, er hans egen karriere langt fra sat på pause. Titlen som ungdomslandstræner er ikke et farvel til hans egne ambitioner, men et supplement, der skal give mening både sportsligt og menneskeligt.

– Det var vigtigt for mig, at det kunne lade sig gøre uden at gå på kompromis med mine egne sportslige ambitioner og mit privatliv. Jeg har stadig mål, som jeg arbejder målrettet hen imod. Det her skulle ikke være noget, der tog energi fra min egen satsning, men noget der kunne supplere den, siger Peter.

At det kunne lade sig gøre, skyldes ikke mindst opbakning fra flere sider.

– Jeg er taknemmelig for, at man fra Parasport Danmarks side har sagt, at det her giver mening. Det er ikke en selvfølge, når man stadig selv er aktiv og har et program, der i forvejen er fyldt. Der har været respekt for, at jeg både er spiller og nu også træner. Og det betyder meget.

For Peter hænger de to roller tættere sammen, end man måske umiddelbart skulle tro. Erfaringen som aktiv eliteudøver er det fundament, han står på som træner. Og omvendt giver trænerrollen nye perspektiver på hans eget spil.

– Jeg har en tro på, at det kan styrke mig selv som spiller. At jeg kan lære en masse ting i arbejdet med de unge, som jeg kan tage med ind i min egen karriere. Om det så viser sig at holde stik, må tiden jo vise, men jeg tror på, at det kan udvikle mig, slutter Peter Rosenmeier.

Og i sidste ende er det måske den røde tråd gennem hele hans virke. At bruge egne erfaringer til at skabe bedre forudsætninger for andre.

Først i Rising Stars.
Nu på ungdomslandsholdet.

Og med blikket rettet mod en generation, der forhåbentlig får lidt stærkere rammer, end han selv havde.