Parasport Danmark logo hvid.png

”Fedt at repræsentere de rød-hvide farver”

Inden afrejse til de Paralympiske Vinterlege i Milano-Cortina 2026 mødte vi sitskiløber Adam Nybo til en snak om forventninger, forberedelser og følelsen af at stå på startstregen ved verdens største vintersportsbegivenhed.

”Fedt at repræsentere de rød-hvide farver”

Hvad betyder det for dig at skulle til Vinter-PL som Danmarks eneste deltager?  
– Det er noget helt særligt at få lov til at repræsentere Danmark. Man mærker virkelig fællesskabet ved åbnings- og afslutningsceremonierne, hvor atleter fra hele verden står sammen. Ved både Vinter-OL og -PL er der lande med, hvor man tænker: ”Hvordan kan I dyrke vintersport?”. Det kan der jo også være nogle, der tænker om Danmark. Men netop derfor er det fedt at repræsentere de rød-hvide farver.   

Du stiller op i slalom og storslalom i sitski – hvad kendetegner disciplinerne? 
– Slalom og storslalom kaldes for de tekniske discipliner. De foregår i lavere fart og på en kortere bane end fartdisciplinerne Super-G og styrtløb, og så involverer de flere sving. Man har to gennemløb ved hver konkurrence, og banen er ny hver gang. Man får ikke lov til at prøve banen inden – kun at køre langsomt ned langs banen for at se, hvordan den er sat. Det betyder, at man skal være virkelig skarp til at læse og huske kombinationerne og omsætte det til fart og flow, når det gælder. 
 
Hvilke tanker går igennem dit hoved inden start? 
– Alt lyd forsvinder, når jeg kører ind i startteltet, og mit fokus bliver ekstremt skarpt. Det eneste, jeg koncentrerer mig om, er, hvordan banen ser ud. Hvordan er kombinationerne? Hvor skal jeg være ekstra opmærksom? Når starteren tæller ned og siger “go”, tager jeg et åndedrag, og så er det bare afsted. Det er en følelse, jeg ikke oplever andre steder i mit liv. 

Hvordan har du forberedt dig frem mod legene?  
– Skiløb kræver planlægning og prioritering, når man bor i et land som Danmark. Selve skiløbet foregår på træningslejre i udlandet, hvor jeg som minimum gerne vil have et par dage på sne, ellers bliver det for meget transport og for lidt kvalitet. I Danmark handler træning for mig mest om at holde det fysiske ved lige. Særligt min core og overkrop, som er afgørende i sitski. Jeg spiller også kørestolsbasket, som styrker mange af de samme muskelgrupper. Det giver mig samtidig et holdsportselement, som jeg ikke får i en individuel disciplin som sitski.  

Hvornår blev du for alvor bidt af sitski? 
– Jeg startede med sitski, da jeg var syv år gammel. Min familie og jeg var på skiferie i Norge, hvor mine forældre så en voksen mand køre sitski. Kort efter købte de en til mig, og min far hjalp mig med at lære det, selvom han ikke havde den fjerneste idé om, hvordan man gjorde. Jeg væltede rundt i starten, men stille og roligt lærte jeg det. Jeg blev bidt af farten og følelsen af frihed. Senere vandt jeg en ungdomskonkurrence i Holland, og selvom der næsten ikke var nogle konkurrenter, tændte det noget i mig. Jeg kunne mærke, at jeg blev en bedre skiløber af at konkurrere.  

De Paralympiske Vinterlege i Milano-Cortina blev afholdt fra den 6. til 15. marts 2026. Læs mere om Adams præstation på PL | paralympiskelege.dk

Om Adam Nybo   
Alder: 25 år 
Klub: Skiklubben Hareskoven 
Discipliner: Slalom og storslalom i sitski 
Klassifikation: LW 12-1 
Handicap: Nedsat funktion i benene som følge af nervesygdommen Transversel Myelitis 
Bedste resultat: 12. Plads ved VM i 2022 
PL-erfaring: Deltog ved sit første Vinter-PL i Beijing i 2022 
Privat: Studerer jura på Københavns Universitet og arbejder sideløbende hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Bor i Valby med sin forlovede Ida, men kommer oprindeligt fra Rask Mølle i Østjylland.