Parasport Danmark logo hvid.png

Siden sidst

Nyt fra parasporten

JYSK hjælper i SVØM Slagelse Korsør  

 

Med støtte fra JYSK Aktivitetspulje har SVØM Slagelse Korsør fået en ny sekretariats-PC, som frivillige officials skal bruge til stævneafviklinger. Det betyder, at resultater og oplevelser fra både enkelt- og weekendstævner nu kan køre endnu mere smidigt – til glæde for svømmere, forældre og alle de engagerede frivillige.     

JYSK aktivitetspulje udlodder hvert kvartal 5x5000 kr. til aktiviteter i parasportsklubber. Næste ansøgningsfrist er den 1. februar.  

Klik her for at læse mere og søge.

Samarbejde skal skabe flere idrætstilbud til psykisk sårbare   

Foto: Christer Holte. 

Kun 2 % af landets idrætsforeninger har tilbud målrettet mennesker med handicap og psykiske sårbarheder. 

Siden 2018 har Parasport Danmark, DAI og DGI arbejdet sammen for at ændre det – og nu er aftalen forlænget til 2027.   

- Vi arbejder hver dag på at udvikle og etablere idrætstilbud for målgruppen, og i det arbejde også nedbryde de barrierer, som stadig hindrer mange mennesker med handicap, særlige behov og psykisk sårbarhed i at finde plads og fællesskab i idrætsforeningerne. Det glæder mig, at vi fortsætter det gode samarbejde med DAI og DGI om at gøre vejen ind i idrætten lettere for endnu flere," siger John Petersson, formand for Parasport Danmark.

Dedikation i verdensklasse  

Katrine Bjelke Kristensen modtager legatet af Commercial Sales Coordinator Søren Brunsborg, der er barnebarn af JYSK-grundlægger Lars Larsen.

Paradressurrytter og PL-sølvvinder Katrine Bjelke Kristensen har modtaget JYSK’s Bring Dedication-legat på 50.000 kroner. 

Legatet gives til paraatleter, der udviser en helt særlig dedikation i jagten på deres mål – og det gør Katrine i alt, hun tager fat på. Hun balancerer eliteidræt, jurastudie og familieliv med en imponerende ro og vilje, der inspirerer både inden for og uden for parasporten. 

⁠ – Det betyder meget at blive set og anerkendt for den indsats, jeg lægger hver eneste dag, siger Katrine Bjelke Kristensen og fortsætter: 

–  Ridning giver mig en følelse af frihed, og jeg plejer at sige, at hesten er min fysioterapeut på fire ben. Sporten gør en positiv forskel for mig – både fysisk, i forhold til min muskelsvind, og psykisk. Men det er heller ikke nogen hemmelighed, at ridning kræver meget både økonomisk og praktisk. Derfor betyder opbakningen fra JYSK alverdens for mig. 

Kæmpe bevægelsespark ved Egmont  

Illustration: LYTT Architecture.

Ved Egmont Højskolen summer det af aktivitet. Her er byggeriet af Egmont Bevægelsespark i fuld gang – et nyt, stort udendørsområde med plads til idræt, leg, ophold og bevægelse for alle, uanset funktionsevne. 

Bevægelsesparken er tænkt som et sted for ægte inklusion, hvor alle kan deltage og bidrage – elever, kursister, lokalbefolkning og besøgende. Projektet er udviklet med fokus på universelt design, så området kan bruges af alle uden behov for særlige tilpasninger.  

Med sine 30.000 m² bliver bevægelsesparken det første universelt designede udendørs bevægelsesområde i Danmark, og måske endda i verden. Første spadestik blev taget i august, og parken forventes at åbne i sommeren 2026.  

Følg tilblivelsen på egmont-bevægelsespark.dk 

Special Olympics tog til EU    

Fra venstre: fodboldspiller Jonas Rodh, EU-parlamentsmedlem Villy Søvndal, Special Olympics Danmarks Sports Director Anette Svejstrup og håndboldtræner Andreas Kronborg

Sidst i september var Special Olympics Danmark med, da Special Olympics EU Days løb af stablen i Bruxelles – et europæisk topmøde, hvor sportens potentiale til at skabe fællesskab, udvikling og inklusion er i centrum. 

Her mødtes Special Olympics atleter, trænere og andre fra hele Europa med hinanden og mange EU-politikere. Fra Danmark deltog Jonas Rodh, fodboldspiller fra Skalborg SK, Andreas Kronborg, håndboldtræner i Viborg HK, og Anette Svejstrup, Sports Director i Special Olympics Danmark. 

Delegationen havde spændende møder med bl.a. EU-parlamentsmedlemmerne Per Clausen og Villy Søvndal, hvor der blev talt om, hvordan idræt kan gøre en forskel – ikke kun på banen, men i livet.  Gennem sporten udvikler Special Olympics-atleter livsfærdigheder, der styrker både selvtillid, selvstændighed og sociale relationer. 

  –  Vi ser det som en vigtig opgave at vise, hvordan sport kan åbne døre og skabe lige muligheder. Special Olympics handler ikke kun om idræt, men også om livskvalitet og deltagelse i samfundet, siger Anette Svejstrup. 

Special Olympics EU Days samler aktører fra hele Europa om sportens rolle som drivkraft for inklusion og samarbejde på tværs af politik, organisationer og civilsamfund.  

Inspirerende dag med Pressalit Sports Academy

I starten af november var Parasport Danmarks paralympiske landstrænere og -holdledere samlet til netværksmøde med fokus på ernæring og perspektiver på det at være landstræner.  

Majke Jørgensen fra Team Danmark gav inspirerende input om ernæring, mens landstræner i cykling Amalie Winther Olsen og kørestolsrace Ebbe Blichfeldt gav praktiske indsigter i arbejdet som landstræner i parasporten.  

Sidst på dagen blev trænere og holdledere kastet i ilden på Odense Cykelbane. Her var banecykling, kørestolsrace, kuglestød og diskoskast på programmet.  

Nye klubber og tilbud  

Bordtennis i Brøndby  
Brøndby Bordtennis Club tilbyder bordtennis til spillere med fysiske handicap. Spillerne er inkluderet på almene hold. Kontakt Michael Ryding på michael.ryding@hotmail.com eller tlf. 4090 1021.  
brondbybordtennisclub.dk 

Fodbold og tumlehold i Køge  
IF Frem Bjæverskov Fodbold har et tumlehold for de mindste med handicap og særlige behov og et fodboldhold til de lidt ældre børn. Kontakt Heidi Pedersen på formand@iffrembjaeverskov.dk eller tlf. 2962 1292.    
iffrem-bjæverskov.dk  

Ridning i Næstved  
Maglebjerg Sportsrideklub tilbyder ridning til voksne med fysiske handicap. Kontakt Mette Tving Andersen på mettetving@gmail.com eller tlf. 2448 0429.  
www.mas-rideklub.dk 

Roning og kajak i Holte  
Holte Roklub tilbyder roning og kajak for voksne med synhandicap og bevægelseshandicap. Kontakt Bjørn Christau på formand@holte-roklub.dk eller tlf. 2424 4793.  
holte-roklub.dk 

Ridning i Frederikshavn 
Sæby Rideklub tilbyder ridning for voksne med synshandicap. Kontakt Maria Rafn på maria.m.rafn@gmail.com eller tlf. 5325 7929.  
saebyrideklub.dk 

Håndbold i Holstebro  
TTH Holstebro tilbyder Special Olympics håndbold for voksne med udviklingshandicap. Kontakt Jan Facius på jan@tthholstebro.dk eller tlf. 2514 8930.  
www.tthholstebro.dk