”JEG SKAL BARE VÆRE JOHN”
Hårdt arbejde, et stærkt vindergen og et smilende, ligefremt væsen har bragt John Petersson til tops i international idrætspolitik. Men hvad har formet den lille mand med de store ambitioner, og hvad drømmer han om som ny vicepræsident for den Internationale Paralympiske Komité?
Fra talerstolen lod John Petersson blikket vandre ud over de 400 delegerede i den enorme konferencesal i Seoul. Mænd og kvinder, afrikanere, amerikanere, asiater, europæere.
Han mærkede hjertet banke. Han havde et kvarter til at holde den vigtigste tale, han nogensinde havde holdt.
Det var den 27. september 2025, og John Petersson var på valg som vicepræsident for den internationale Paralympiske Komité (IPC). Hvis han vandt, ville han være den dansker med den højeste idrætspolitiske post i verden.
Valgkampen havde været hård og udmagrende for John og hans team, og talen var det sidste skridt, der skulle få ham over målstregen foran de to andre kandidater fra England og Australien. Fornemmelsen i hans team var, at der var stemmer at hente.
– Det var mit indtryk, at der var en stor åbenhed overfor kandidaterne, og at mange stemmer kunne flyttes ved at lave en rigtig god præsentation, fortæller Parasport Danmarks bestyrelsesmedlem Asger Lind Krebs, der var med i Seoul.
”Jeg skal bare være John”
IPC, organisationen bag de Paralympiske Lege (PL), har fyldt enormt meget i John Peterssons liv. Som kun 14 år gammel debuterede han som svømmer ved PL i 1984 og deltog i alt fem gange. Med 15 PL-medaljer i perioden 1984-2000 er han den mest vindende danske parasvømmer nogensinde. Knap havde han fået den sidste medalje hængt om halsen, før han blev valgt ind i Parasport Danmarks bestyrelse, og siden blev han næstformand og i 2018 formand.
Men at blive vicepræsident for IPC vil være højdepunktet i hans politiske karriere, og give ham en unik platform for den politik, som han og Parasport Danmark vil føre.
Derfor havde han med sit team arbejdet hårdt længe inden afrejsen til Sydkorea, hvor han holdt møder med repræsentanter fra hele verden, heriblandt en række afrikanske og små caribiske lande.
I international sportspolitik har hvert land én stemme, og det er således lige så vigtigt at få lille Jamaicas stemme, som det er at få store USA’s.
Han ankom tidligt til Seoul for at deltage i IPC’s bestyrelsesmøde, og da de delegerede nogle dage senere ankom, stod han ved registreringsskranken i lufthavnen og delte visitkort ud.
‘Hello, I am John Petersson. I am running for vice president. Nice to meet you.’
Hvis man har mødt John Petersson, så ved man, at det er sådan han er, smilende og ligefrem. Det var anden gang han stillede op til posten som vicepræsident, og én af de ting, han havde lært af det snævre og smertefulde nederlag han fik i 2017, var, at han bare skulle være sig selv.
– I 2017 havde vi fokus på, at jeg skulle være præsidentiel, men det er ikke mig. Jeg skal bare være John, der smiler hele tiden og snakker med folk, fortæller John Petersson.
Det hemmelige våben
John og hans team, som han flere gange under interviewet omtaler som uundværligt, kørte en kampagne med få, klare budskaber, der blandt andet handlede om, at han kunne repræsentere de små lande, at han var en erfaren kandidat, og at der skulle flere idrætter og atleter med til PL. Men i de mange samtaler han havde med medlemslandene, var fokus især på at lytte.
– Jeg bad ikke nogen om at stemme på mig, men spurgte ind til hvilke udfordringer, de havde. Jeg prøvede at sætte mig ind i deres problemstillinger og så fortælle, hvordan jeg kunne hjælpe. Nogle havde for eksempel svært ved få deres nationale olympiske komité i tale. Der kunne jeg fortælle, hvordan vi lykkedes med det i Danmark, forklarer John Petersson, der også kunne fortælle om, hvordan Parasport Danmark gennem udviklingsarbejde har været med til at løfte parasporten i andre lande.
Under selve generalforsamlingen var den danske delegation rundt og tale med så mange som
overhovedet muligt. Her var Johns hemmelige våben hans datter Katja, der var med i Seoul. At
kandidatens datter er tidligere svømmer som sin far, og nu træner et parasvømmehold, fortalte
en stærk historie.
– Det, tror jeg, betød noget. Det fortæller noget om Johns værdier som familiemenneske, som man kan spejle sig i, uanset hvor man kommer fra, siger Asger Lind Krebs.
Sejren
De hårde dage og den store tidsforskel tog på John Petersson, og om natten havde han svært ved at falde til ro. Det var usædvanligt for den tidligere topsvømmer, der lever et disciplineret liv, og normalt sover tungt fra klokken 11 om aftenen til seks om morgenen. Men ikke i Seoul.
– Jeg sov ad helvede til. Det kørte rundt i hovedet på mig. Alle mulige tanker om det ene og det andet, fortæller han.
Men da han stod på talerstolen, mærkede han ikke længere trætheden, kun adrenalinen. Elitesvømmeren, der altid præsterede, når det gjaldt, tog over. Han havde løbet sin tale igennem igen og igen oppe på sit hotelværelse, og havde lavet de sidste justeringer så sent som samme morgen. Han var klar. Han smilede til forsamlingen.
’Kære delegerede’
– Jeg er en cirkushest – jeg kan godt lide at stå deroppe, siger John, der et kvarter senere kunne bade sig i forsamlingens bifald, efter at have holdt sin måske bedste tale nogensinde.
– Han gjorde det virkelig godt, fortæller Asger Lind Krebs. – Der var mange, der kom hen til mig efter talen, og sagde, at ’John får min stemme, for jeg kan se, at han er den bedste kandidat’.
I første valgrunde fik John Petersson flest stemmer, men ikke absolut flertal, så valget måtte ud i en anden runde. Her stemte 95 af de 176 stemmeberettigede lande på ham og med flertallet i hus, brød de delegerede igen ud i klapsalver.
– Jeg følte en hel utrolig lettelse. Jeg får stadig gåsehud, når jeg fortæller om det, siger John Petersson, her en lille måned efter valget.
Folk strømmede hen for at lykønske ham, men det var vigtigt for ham hurtigt at komme ud til sin datter Katja.
– Jeg måtte kæmpe mig igennem den kø, og da jeg så endelig kom ud til hende, stod hun med sin telefon med min kone Birgitte, min søn Mads og mine børns kærester. Det var et stort øjeblik, fortæller John Petersson.

Det var et følelsesladet øjeblik, da John Petersson umiddelbart efter valget til vicepræsident sammen med sin datter kunne ringe hjem til resten af familien.
Basen i Jyllinge
Familien betyder i det hele taget meget for den nye IPC-vicepræsident. Han lever et travlt liv med mange rejser, hvor han ud over sit idrætspolitiske virke også er medejer af revisionsfirmaet Harboe Consult. Derfor er det vigtigt for ham at have en base.
Den ligger i Jyllinge, den lille sjællandske provinsby, hvor han har boet det meste af sit liv. Først som barn og ung, til han flyttede hjemmefra som 19-årig, og siden som voksen, da han 12 år senere flyttede tilbage med Birgitte og deres to børn.
Her har han sine tre hjem: forældrenes hus, hans eget hus, hvor han bor med Birgitte, og hvor hans børn er vokset op, og byens svømmehal, Jyllingehallen.
– Jeg har svømmet i den hal det meste af mit liv. Jeg var med til at indvie den som otteårig i 1978, og jeg svømmer der stadig tre gange om ugen. Det sted betyder rigtig meget for mig, fortæller han.
Det er i Jyllinge, han er dannet, og spørger man ham selv, kommer hans væremåde og tilgang til livet både fra forældrene, ham selv og svømningen.
– Mine forældre har altid ment, at man ikke skulle tage specielt hensyn til mig. De har lært mig at klare mig selv, og jeg er aldrig blevet gemt væk. Og så har jeg åbenbart haft noget i mig selv. Det, at jeg er åben og går lige ind i folk, tror jeg, ligger i mine gener og i måden, jeg er opdraget på. Og så kan man sige, at svømning og idræt har påvirket mig, fordi jeg fandt noget, jeg var god til, siger John Petersson, der tog den selvtillid, han fandt i svømmehallen, med sig, da han begyndte i gymnasiet og siden blev revisor.
– Jeg tænker ikke over det i hverdagen, men jeg tror, at jeg altid har villet vise, at det er muligt. Jeg ved jo godt, at jeg har nogle fysiske begrænsninger, men jeg ser kun muligheder, siger han.
John Petersson
- 55 år
- Bor i Jyllinge på Sjælland
- Gift med Birgitte, far til Katja og Mads
- Formand for Parasport Danmark
- Næstformand for den Internationale Paralympiske Komité
- Tidligere elitesvømmer. 15 PL-medaljer i svømning i perioden 1984-2000.
- Udannet revisor. Partner i Harboe Consult.
Visioner for IPC
Nu er John Petersson så én af to vicepræsidenter i IPC, og spørger man Parasport Danmarks bestyrelsesmedlem Asger Lind Krebs, er han den helt rigtige mand til posten.
– I Parasport Danmark oplever vi en politisk leder, der er rigtig god til at lytte, give plads til andre og få skabt en god stemning. I et forbund som IPC med så mange interesser på spil, hvor hele verden skal mødes, tænker jeg, at det er rigtig godt at have sådan en person, der altid leder efter fælles løsninger, siger han.
For John Petersson er der to hovedområder, der har hans fokus: For det første at IPC bliver bedre til at understøtte medlemslandene med viden, erfaringer og projekter.
– IPC bør i højere grad blive en serviceorganisation, der gør mere for medlemslandene. Det gør vi allerede, men vi skal blive bedre, siger han.
Og for det andet, at der skal flere idrætter og atleter med til Paralympiske Lege. Her har han blikket rettet mod to handicapgrupper:
– Atleter med udviklingshandicap skal kunne deltage i flere idrætter, og atleter med svære handicap skal have nemmere ved at konkurrere på højeste niveau. Det kræver, at vi forbedrer forholdene og tilgængeligheden, siger han.
Jeg ved, hvor jeg kommer fra, og jeg vil præge beslutningerne med mit europæiske, nordiske og danske værdisæt.
Men får de danske klubber og udøvere noget ud af, at Parasport Danmarks formand også er næstformand i IPC?
– Det er jo et godt spørgsmål, siger John Petersson, der tænker sig om et øjeblik.
– Måske ikke direkte. Som vicepræsident repræsenterer jeg ikke Danmark, men hele verden, og skal arbejde for alle atleter og medlemslande. Men jeg ved, hvor jeg kommer fra, og jeg vil præge beslutningerne med mit europæiske, nordiske og danske værdisæt.
Hans nye post kan også sætte ham i svære dilemmaer. Det så man allerede ved generalforsamlingen i Sydkorea, hvor IPC igen tillod Rusland og Hviderusland at deltage ved PL. Parasport Danmark var imod beslutningen, og her var det Asger Lind Krebs, og ikke John Petersson, der udtalte sig på Danmarks vegne.
– Det er et dilemma. Jeg repræsenterer Danmark som formand, og vi har den skarpe holdning, vi har. Men som næstformand i IPC er jeg nødt til at respektere medlemslandenes demokratiske valg. Så det er en svær balancegang, og det bliver nok sådan, at i de situationer bliver det næstformanden eller Asger, der udtaler sig. Så vi ikke bringer Parasport Danmark, og for den sags skyld mig, i en dårlig position, forklarer John Petersson.
Præsidentambitioner?
Han er valgt som vicepræsident i fire år, og når de er gået, har IPC’s præsident Andrew Parsons siddet i 12 år og kan ikke genvælges. Det er således naturligt at spørge John Petersson, om han har ambitioner om at blive præsident for IPC.
– Jeg har tænkt over det, det ville være unaturligt andet, når man er blevet valgt som vicepræsident, men jeg har ikke gjort det op med mig selv endnu. Det hele er meget nyt, og jeg skal lige i gang, siger vicepræsidenten, der har været mærket af den intense valgkamp.
– Jeg har sovet rigtig meget, efter jeg er kommet hjem. Hvis jeg lægger mig på sofaen, så sover jeg. Jeg har brugt utrolig meget mental energi, siger han.
Som vi taler sammen, har han endnu ikke haft sit første møde med Parsons og hans med-vicepræsident Leila Marques Mota. Det er en ny virkelighed, han skal vokse ind i.
Men i morgen står han op klokken seks som altid. Han enten cykler 20 kilometer eller svømmer 120 baner i Jyllingehallen, passer sine pligter i parasporten og Harboe Consult, tager hjem til Jyllinge, ser måske krimi med Birgitte og går i seng inden klokken 23. Han sover godt om natten.
– Jeg er meget disciplineret. Nogen vil kalde det kedeligt, det synes jeg ikke, at det er. Jeg laver det, jeg kan lide, siger John Petersson.
Imponerende og flot
Hans Natorp, Formand for DIF og præsident for Danmarks Olympiske Komité, er imponeret af, at det er lykkedes John Petersson at blive valgt til vicepræsident i IPC:
- Vi er i DIF optagede af at få danske idrætspolitikere valgt til internationale poster, og det er et centralt punkt i vores nye internationale strategi. Vi vil gerne påvirke udviklingen indefra, og det kræver, at der sidder danskere med ved bordene. Derfor er det glædeligt, at John har fået en så fornem post. Parasporten er i en rivende udvikling, og det er meget flot med en så fremtrædende post til en dansker i IPC.
- Mange lande satser rigtig mange ressourcer på at få valgt deres repræsentanter ind, og vi er et lille land med forholdsvis få ressourcer til rådighed. Set i det lys er det imponerende idrætspolitisk arbejde af John og af Parasport Danmark, der arbejder meget strategisk med det internationale område.
Value cannot be null. Parameter name: source