Hall of Fame blev indviet

 De to første medlemmer, Karl Vilhelm Nielsen og Lisa Kjær, har fået deres faste plads på væggen, og dermed også i den kollektive fortælling om parasport som en samfundsinstitution, der i årtier har kæmpet for ligeværd, synlighed og respekt. 

Som protektor for Parasport Danmark siden 1981 var det H.K.H. Prinsesse Benedikte, der forestod den officielle indvielse, og Parasport Danmarks formand John Petersson takkede Prinsessen for hendes mangeårige opbakning. 

– De har været en stærk ambassadør for vores bevægelse og for værdierne om fællesskab, ligeværd og respekt. De samme værdier, som denne Hall of Fame bygger på, sagde han i sin velkomsttale. 

Prinsessens tilstedeværelse understregede den historiske betydning af dagen, hvor omkring 70 gæster var med til begivenheden, der forbandt parasportens fortid, nutid og fremtid i ét symbolsk greb: En mur, der hylder mod og menneskelig styrke. 

Fælles erindring og forbilleder 
Ved indvielsen satte flere prominente stemmer ord på betydningen af Parasportens Hall of Fame. Forfatter og aktivist Caspar Eric gav i sin medrivende tale gæsterne et indblik i sin egen opvækst med cerebral parese.  

– Når man lever med et handicap, er mure noget, man er vant til at støde ind i. Meget sjældent er mure noget, vi bliver hængt op på. Men nu er den tid endegyldigt forbi. Som én, der voksede op uden andre med handicap rundt omkring mig og uden at se et eneste menneske med handicap i medierne, så er den her mur, den her væg, med til at sige; ’se, her har du nogle forbilleder.’ 

Som dreng gik Caspar Eric til sport, hvor han kæmpede på fodboldbanerne for at bevise, at han var lige så god som de andre, og at han derfor var berettiget til at være en del af dét fællesskab. En kamp, som han fra start stod til at tabe. 

I en tid, hvor vi taler meget om inklusion, er det således vigtigt at huske, at der sommetider er behov for at skabe særlige rammer, hvor selvværdet kan vokse og ligeværdet mærkes.  

– Det er vigtigt, at vores paraatleter ikke ’kun’ integreres i almenidrætten og på den store klinge i Sportens Hall of Fame, hvor vores fravær i øvrigt er mærkbart, pointerede Caspar Eric.

–  Det her sted viser os, at vi gerne må drømme om at blive husket for noget og være en del af historien – ikke på trods af vores handicap, men i kraft af det. Det her sted har jeg savnet hele mit liv, lød det.