Hall of Fame blev indviet
Den 22. oktober blev et stykke danmarkshistorie skrevet i Idrættens Hus i Brøndby med indvielsen af Parasportens Hall of Fame – et nyt monument over de mennesker, der har banet vejen for dansk parasport.
De to første medlemmer, Karl Vilhelm Nielsen og Lisa Kjær, har fået deres faste plads på væggen, og dermed også i den kollektive fortælling om parasport som en samfundsinstitution, der i årtier har kæmpet for ligeværd, synlighed og respekt.
Som protektor for Parasport Danmark siden 1981 var det H.K.H. Prinsesse Benedikte, der forestod den officielle indvielse, og Parasport Danmarks formand John Petersson takkede Prinsessen for hendes mangeårige opbakning.
– De har været en stærk ambassadør for vores bevægelse og for værdierne om fællesskab, ligeværd og respekt. De samme værdier, som denne Hall of Fame bygger på, sagde han i sin velkomsttale.
Prinsessens tilstedeværelse understregede den historiske betydning af dagen, hvor omkring 70 gæster var med til begivenheden, der forbandt parasportens fortid, nutid og fremtid i ét symbolsk greb: En mur, der hylder mod og menneskelig styrke.
Fælles erindring og forbilleder
Ved indvielsen satte flere prominente stemmer ord på betydningen af Parasportens Hall of Fame. Forfatter og aktivist Caspar Eric gav i sin medrivende tale gæsterne et indblik i sin egen opvækst med cerebral parese.
– Når man lever med et handicap, er mure noget, man er vant til at støde ind i. Meget sjældent er mure noget, vi bliver hængt op på. Men nu er den tid endegyldigt forbi. Som én, der voksede op uden andre med handicap rundt omkring mig og uden at se et eneste menneske med handicap i medierne, så er den her mur, den her væg, med til at sige; ’se, her har du nogle forbilleder.’
Som dreng gik Caspar Eric til sport, hvor han kæmpede på fodboldbanerne for at bevise, at han var lige så god som de andre, og at han derfor var berettiget til at være en del af dét fællesskab. En kamp, som han fra start stod til at tabe.
I en tid, hvor vi taler meget om inklusion, er det således vigtigt at huske, at der sommetider er behov for at skabe særlige rammer, hvor selvværdet kan vokse og ligeværdet mærkes.
– Det er vigtigt, at vores paraatleter ikke ’kun’ integreres i almenidrætten og på den store klinge i Sportens Hall of Fame, hvor vores fravær i øvrigt er mærkbart, pointerede Caspar Eric.
– Det her sted viser os, at vi gerne må drømme om at blive husket for noget og være en del af historien – ikke på trods af vores handicap, men i kraft af det. Det her sted har jeg savnet hele mit liv, lød det.
Det her sted viser os, at vi gerne må drømme om at blive husket for noget og være en del af historien – ikke på trods af vores handicap, men i kraft af det.
En fortælling i den større historie
Initiativet til Parasportens Hall of Fame er taget sammen med Politiken, og ved indvielsen understregende dagbladet sportsredaktør, Christian Heide-Jørgensen, at sport for mennesker med funktionsnedsættelser ikke en niche, men en del af den store fortælling om dansk idræt.
– Med Parasportens Hall of Fame tager vi ansvar for en fortælling, der ikke alene handler om guldmedaljer og stjernestøv, men som også rummer socialt engagement, fællesskab og insisteren på menneskeligt ligeværd. Karl Vilhelm Nielsen og Lisa Kjærs ansigter på væggen er eksempler på, at Parasportens Hall of Fame står for retten til at blive vurderet på indsats, lød det fra Christian Heide-Jørgensen, der pointerede hvordan Parasportens Hall of Fame kan tjene som en inspiration for Sportens Hall of Fame.
– Parasportens Hall of Fame skal ikke ses eller forstås som et modstykke til Sportens Hall of Fame og det flotte galleri af bronzefigurerer i foyeren i Idrættens Hus, men den må hellere end gerne tjene som inspiration til Sportens Hall of Fame, der stadig har til gode at optage en paraatlet, sagde han.
Inspiration til fremtidens paraatleter
Blandt gæsterne var flere aktuelle paraatleter, heriblandt Daniel Wagner og Bjørk Nørremark, som begge netop var vendt hjem fra VM i paraatletik med medaljer i bagagen.
– Det er ret fint nu at kunne se, hvem jeg står på skuldrene af – og hvor meget der er blevet kæmpet for parasporten før min tid. Jeg bliver inspireret til selv at bidrage til den fortsatte bevægelse, sagde Bjørk Nørremark.
Daniel Wagner tilføjede:
– Fortællingerne om de mennesker, der lagde fundamentet, jeg står på som atlet i dag, fortjener den største anerkendelse. Væggen her motiverer, og jeg håber også selv at kunne inspirere – både mennesker med og uden handicap.
Et monument for mod og ligeværd
Med Parasportens Hall of Fame får dansk idræt for første gang et fysisk sted, der hylder dem, der har kæmpet for ligeværd – på og uden for banen.
Hvert år vil nye medlemmer af Parasportens Hall of Fame blive indlemmet, og de nye ansigter vil ligeledes både kunne ses på væggen i Parasport Danmarks lokaler i Idrættens Hus, og de vil være at finde digitalt med deres respektive historier på skrift og lyd digitalt.
Parasportens Hall of Fame
- Indviet den 22. oktober 2025 hos Parasport Danmark, Idrættens Hus, Brøndby
- Indviet officielt af H.K.H. Prinsesse Benedikte, protektor for Parasport Danmark siden 1981
- Initiativet er taget af Parasport Danmark og Dagbladet Politiken og bakket op af Bevica Fonden
- Første medlemmer: Karl Vilhelm Nielsen og Lisa Kjær
- Lær de to første medlemmer af Parasportens Hall of Fame meget bedre at kende her.