Parasport Danmark logo hvid.png

Fra Lykkeliga til Special Olympics

I Skjern Håndbold vokser spillerne med sporten - fra børneårene i Lykkeliga til voksenlivet i Special Olympics. Erfaringerne herfra er inspiration for en ny netværksaftale mellem Parasport Danmark, Dansk Håndbold og Lykkeliga.

Fra Lykkeliga til Special Olympics

Lyden af gummisko og grin fylder hallen i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter. Der dribles mod gulvet, og en spiller jubler højt, da bolden rammet nettet. 

På banen står omkring 20 Special Olympics-spillere side om side med deres trænere. Koncentrerede, men med højt humør. 

– Der skal spilles ligakamp i morgen, så i dag træner vi på en enkelt bane, fortæller Charlotte Svarrer og kaster et blik ud over holdet. – Men fordi vi får lov at være i arenaen, hvor slaget skal stå, har spillerne ikke noget imod det, tilføjer hun med et smil. 

Charlotte har i mange år stået i spidsen for Skjerns Special Olympics-hold og sidder samtidig i Parasport Danmarks breddeudvalg. 

Hver tirsdag samles hun og spillerne her. Et par dage senere overtager Lykkeligaholdet.  

Special Olympics er et tilbud til ældre spillere med et udviklingshandicap, hvor der spilles kampe, tælles point og trænes på mere konkurrenceprægede vilkår, mens Lykkeliga er et tilbud for børn og unge i samme målgruppe, som har fællesskab og leg i centrum.  

Begge hold er i dag en integreret del af Skjern Håndbold, og rejsen hertil begyndte for snart to årtier siden. 

En idé tog fart i Shanghai 
Tilbage i 2007 ringede telefonen hos Charlotte Svarrer. Det daværende Dansk Handicap Idræts-Forbund spurgte, om hun kunne samle et herrehold til Special Olympics’ pregames i Shanghai. 

– Jeg blev ringet op lige efter sommerferien og fik tre dage til at samle et hold. Selvom det var med kort varsel, lykkedes det og vi havde en fantastisk tur. På den lange flyvetur hjem kiggede min kollega og jeg på hinanden og tænkte: Det kan simpelthen ikke passe, at de her spillere ikke kan gå til håndbold i en klub, når de kommer hjem. Det må vi lave om på. 

Charlotte Svarrer, der er træner på Special Olympics-holdet og medlem af Parasport Danmarks breddeudvalg. Foto: Christer Holte.
Charlotte Svarrer, der er træner på Special Olympics-holdet og medlem af Parasport Danmarks breddeudvalg. Foto: Christer Holte.

Som sagt, så gjort. 

Kort efter hjemkomsten var det første Special Olympics-hold i Skjern Håndbold en realitet. Få år senere fulgte et børnetilbud, da SFO’en på Skjernåskolen tog børn med udviklingshandicap over i hallen for at spille håndbold. Her blev grundstenen lagt til det, der i dag er Lykkeligaholdet. 

Når man vokser med sporten 
Selvom de to hold træner på forskellige dage, hænger miljøerne tæt sammen. Trænerne kender hinanden, og mange af spillerne tager med tiden skridtet fra Lykkeliga til Special Olympics-holdet.  

– Når børnene bliver ældre, har de mulighed for at kigge forbi til en Special Olympics-træning, så de kan lære trænerne at kende. De kender omgivelserne og klubben, og det gør overgangen lettere og mere tryg, fortæller Charlotte Svarrer. 

Skiftet handler ikke kun om alder, men også om niveau, tryghed og lyst. Nogle spillere har brug for at øve lidt med de nye trænere først, mens andre hurtigt er klar til mere fart og konkurrence.  

Det vigtigste er, at der er et tilbud til alle. Når vi har både Lykkeliga og Special Olympics, kan spillerne finde det sted, hvor de trives bedst, uanset alder eller evner.
- Charlotte Svarrer, træner i Skjern og medlem af breddeudvalget i Parasport Danmark

Erfaringerne fra Skjern Håndbold viser, hvordan håndbolden kan fungere på tværs af alder, niveau og forudsætninger, og hvordan en klub kan skabe en rød tråd fra børneårene i Lykkeliga til voksenlivet i Special Olympics. 

En ny netværksaftale mellem Dansk Håndbold, Parasport Danmark og Lykkeliga skal gøre den slags overgange enklere at tilrettelægge i flere klubber landet over, så hver spiller kan finde sit rette niveau. Målet er, at samarbejdet skal styrke rekruttering og fastholdelse landet over. 

– Det vigtigste er, at der er et tilbud til alle. Når vi har både Lykkeliga og Special Olympics, kan spillerne finde det sted, hvor de trives bedst, uanset alder eller evner. Det giver bedre muligheder for at imødekomme en bred del af målgruppen, så de kan udvikle sig i deres eget tempo og blive i sporten, siger Charlotte Svarrer.

Lidt mere fart på 
På Special Olympics-holdet løber 21-årige Casper Christensen på banen til opvarmning. Han har spillet håndbold, siden han gik i SFO på Skjernåskolen. 

– Jeg kunne bedst lide at stå på mål, da jeg startede, og det gør jeg stadig lidt. Men jeg kan også godt lide at skyde på mål. 

For Casper handler håndbolden mest om vennerne. 

– Jeg har mange venner på mit hold, og nogle af mine gamle venner fra Lykkeliga spiller også her. Det er sjovt at komme til træning. 

For den 23-årige holdkammerat Signe Sørensen er det positionen som stregspiller, der er sjovest.   

– Jeg spillede Lykkeliga både her i Skjern, og dengang jeg gik på efterskole. Jeg var også med til Lykkecup, og det var sjovt, fortæller hun. – Jeg kunne godt lide mine venner på holdet, men jeg var også typen, der gerne ville have lidt mere tempo. 

Overgangen til Special Olympics blev derfor et naturligt næste skridt. 

– Da jeg skiftede til Special Olympics-holdet, kunne jeg mærke, at det var lidt vildere, og det kunne jeg godt lide. Der er mere fart på, og det passer mig. Men jeg er glad for, at jeg havde tiden i Lykkeliga først. 

23-årige Signe Sørensen øver afleveringer til dagens træning.

Stolthed i grønt 
Spørger man Pernille Graunbøl, der træner Lykkeligaholdet, er det fællesskabet, som gør, at Skjern Håndbold ikke oplever problemer med at rekruttere og fastholde spillere.  

– Noget af det bedste ved at være under Skjern Håndbold er, at man altid føler sig som en del af klubben. Der har aldrig været tvivl om, at vi er Skjern Håndbold, også selvom vi spiller Lykkeliga eller Special Olympics. Det giver et helt særligt sammenhold, og der er venskaber på kryds og tværs. 

Hun smiler og tilføjer:  

– Jeg bliver så stolt, når børnene står til stævner med et grønt Skjern-logo på brystet. Det er en del af deres identitet at spille håndbold - og at gøre det i Skjern. Den glæde og forpligtigelse smitter, siger Pernille Graunbøl.  

Dagens træning på Special Olympics-holdet starter med en samling på banen. 

Et fællesskab, der favner alle 
Tit lægger både Casper, Signe og deres holdkammerater vejen forbi Carsten Thygesens kontor.  

Han er direktør i Skjern Håndbold og fortæller, at både Lykkeliga og Special Olympics er en vigtig del af klubbens identitet. 

– Vi er en bredde- og eliteklub. En familie, som består af flere elementer. Det indebærer, at der ingen, der er vigtigere end andre. Alle skal have det godt og føle sig som en del af fællesskabet, uanset hvilket hold man spiller på, siger han og fortæller, at Lykkeliga- og Special Olympics-spillere deltager i bankospil, indløb og events et par gange om året sammen med ligaspillerne.  

Arrangementerne gør noget ved hele klubbens kultur. 

– Vores ligaspillere er vant til at blive målt på resultater, men her er der nogle helt andre faktorer i spil. Der er glæde, når man scorer et godt mål, det er ærgrelse, når man misser, men mest af alt er der fællesskab. Det minder os om, hvad sporten kan. 

Samarbejde skal styrke sammenhængen 
I oktober 2025 indgik Parasport Danmark, Dansk Håndbold og Lykkeliga en netværksaftale, der skal styrke sammenhængen mellem børne- og voksenhåndbolden for mennesker med et udviklingshandicap.    

Målet er at give flere klubber mulighed for at etablere både Lykkeliga og Special Olympics-hold, så spillere kan fortsætte med håndbold uanset alder eller niveau.  

Visionen er at skabe en tydelig struktur, hvor børn, unge og voksne kan blive i sporten og udvikle sig i deres eget tempo, og sikre plads til både leg, læring og konkurrence. 

Lykkeliga og Special Olympics 

  • Lykkeliga er et landsdækkende håndboldfællesskab for børn og unge med udviklingshandicap. Her handler det om leg, glæde og venskaber – ikke om point eller resultater. Forældre og frivillige spiller ofte en aktiv rolle i træningen. 
  • Special Olympics er en del af Parasport Danmark og henvender sig til unge og voksne med udviklingshandicap. På Special Olympics-håndboldhold spilles der efter officielle håndboldregler med turneringer, stævner og divisionering, så alle møder modstandere på samme niveau.