Parasport Danmark logo hvid.png

Data skal løfte dansk paraskydning

Selv de mindste detaljer kan gøre en forskel i en præcisionssport som skydning. Puls-, søvn- og belastningsmålinger skal løfte niveauet hos parasportens landsholdskytter.

Data skal løfte dansk paraskydning
Landsholdsskytterne Buster Antonsen (tv.) og Martin Black Jørgensen (th.) har deres Garmin-ure på i alle deres vågne timer. Pulsen er en vigtig datakilde, når man dyrker en præcisionssport.

Skydning er er en præcisionssport, hvor detaljerne er afgørende. Et mikroskopisk ryk i håndleddet eller et ubevidst pulsslag i det forkerte øjeblik kan være afgørende for din præstation.  

– I finaler mærker man ikke altid, at pulsen stiger, før skuddene begynder at sidde dårligere. Det kan være nerver, træthed eller noget helt tredje – men uden data ved man ikke, hvad der faktisk trigger det, forklarer skytten Buster Antonsen, da vi møder ham og landsholdskollegaen Martin Black Jørgensen på skydebanen under Lyngby Stadion. 

Tidligere på året indgik Parasport Danmark et partnerskab med Garmin, der skal styrke en datadrevet elitekultur i dansk parasport. Garmin er førende i verden, når det handler om sportstech, herunder smartwatches og andet udstyr, der kan måle puls, søvnkvalitet og træningsbelastning.  

De data kan give indsigter, der kan være afgørende, når marginalerne er små, fortæller Martin Black Jørgensen.  

– Det handler om at finde de rigtige årsager til, at pulsen stiger, så vi ikke drager nogle forkerte konklusioner. Vi kigger selv på data lige nu og forsøger at finde sammenhængen, siger han og kommer med et konkret eksempel på hans erfaringer med kostens påvirkning på pulsen. 

– Hvis jeg spiser fiberrigt, så har jeg en mere stabil puls over dagen. Og hvis pulsen er stabil, når jeg skyder, så kan jeg finde en rytme. Man finder ind i en rytme sammen med pulsen, så den stabile puls er vigtig. Optimalt selvfølgelig en lav og stabil puls, siger han.  

Fra rå data til brugbar viden 
De to atleter er i forvejen vant til at arbejde med selv de mindste detaljer.  Indstillinger af siddestilling, ryglæn, udstyr, greb og stabilitet er nogle af de variabler, de altid arbejder på at tilpasse.  

Men de mange data som Garmin-samarbejdet giver adgang til, er de først ved at lære at bruge.

 – Vi har et stort datasæt, men vi mangler hjælp til at finde de rigtige mønstre. Derfor ligger der et arbejde forude i at opbygge en fast struktur for, hvordan data opsamles, analyseres og bruges aktivt, siger Buster Antonsen.

En lav og stabil puls er målet, når man skal ramme plet.
En lav og stabil puls er målet, når man skal ramme plet.

Martin Black Jørgensen ser også nogle spændende muligheder i at koble dataindsamlingen med metaltræning.  

– Teknologien kan give mig data på, hvordan jeg reagerer under pres. Små justeringer i mit mentale fokus kan være forskellen mellem finale og medalje. Det kunne være spændende at teste en træningssituation op mod en konkurrencesituation, og så arbejde på, hvordan vi kan overføre roen fra træningen til rampelyset, siger han. 

Teknologien kan give mig data på, hvordan jeg reagerer under pres. Små justeringer i mit mentale fokus kan være forskellen mellem finale og medalje.
- Martin Black Jørgensen, paraskytte

Fælles retning mod L.A.  
Både Martin Black Jørgensen og Buster Antonsen har ambitiøse mål for de kommende år, og det ultimative mål er at kunne toppræstere ved de kommende Paralympiske Lege i Los Angeles 2028.  

Her kan Garmin blive en vigtig partner på vejen.  

– Jeg skal hæve mit niveau for at vinde medalje igen i LA, siger Martin Black Jørgensen. – Garmins udstyr kan være med til at finde de mønstre, vi ikke selv kan se, og gøre os endnu skarpere i både trænings- og konkurrecesituationen. 

Dansk paraskydning har aldrig stået stærkere. Med et ambitiøst landshold, en international toptræner og nye datadrevne værktøjer i ryggen er fundamentet lagt til at sigte efter endnu større resultater. I en sport, hvor millimeter afgør medaljer, kan data vise sig at blive et stærkt våben for dansk paraskydning. 

Parasportens performance partner 

  • Garmin er officiel performance partner for Parasport Danmark. 
  • Paraatleterne får gennem samarbejdet adgang til udstyr, der kan indsamle data om deres træning og restitution.
  • Ambitionen er, at partnerskabet skal bidrage til at optimere de danske paraatleters muligheder for at udleve deres fulde potentiale i sporten.