Stærke partnerskaber mod Los Angeles
Interessen blandt virksomheder og fonde for at støtte op om parasporten er stor. På et år er antallet af toppartnere i forbundet fordoblet. Senest er Bevica Fonden og Toyota kommet til.

De stærke danske præstationer ved de Paralympiske Lege i Paris 2024, og et øget fokus i samfundet på at skabe en tilgængelig og mangfoldig verden, har været med til at gøre Parasport Danmark til en attraktiv samarbejdspartner. I december forlængede forbundets mangeårige toppartner Pressalit samarbejdet, og i februar blev der indgået nye toppartnersamarbejder med Bevica Fonden og Toyota.
Hvor Parasport Danmark for et år siden havde tre toppartnere, har forbundet i dag seks: JYSK, Presslit, Elsass fonden, KV Fonden, Bevica Fonden og Toyota. For alle partnerskaberne gælder det, at de løber frem mod de Paralympiske Lege i Los Angeles 2028.
I forbundet oplever man en stor interesse fra kommercielle partnere og fonde, der vil være med til at skabe synlighed om parasporten og gode vilkår for, at mennesker med handicap kan dyrke idræt. Gennem partnerskaberne kan der ikke kun skabes bedre rammer for de danske atleter, men også en stærkere bevidsthed om inklusion i samfundet.
- PL i Paris bragte stor opmærksomhed på, hvad parasporten og PL-atleterne bidrager med af inspirerende historier og sportslige præstationer. Det er fantastisk at mærke, hvordan både virksomheder og fonde kan se gensidig værdi i at bakke op om parasporten. Vi oplever, at der fra partnernes side er en øget ambition i forhold til, hvordan vi i fællesskab kan synliggøre og sammen forløse parasportens store potentiale, både ind i idrætten og i et større samfundsperspektiv, siger Parasport Danmarks formand John Petersson.
Sporten som løftestang
Parasportens forskellige toppartnere bringer alle hver deres unikke perspektiv, resurser og kompetencer ind i samarbejdet.
I Bevica Fonden arbejder man for at skabe en mere inkluderende verden gennem universelt design. Her kan parasporten om noget vise, hvor meget der er muligt for mennesker med funktionsnedsættelser, når rammerne er rigtige. Første konkrete initiativ har været at støtte op om parasportens nyindstiftede Hall of Fame.

Forperson Thomas Sinkjær fortæller, at man gennem samarbejdet vil skabe en bredere samtale om, hvordan vi får skabt bedre rammer for et mere inkluderende samfund.
- I Danmark er vi særligt udfordret på, at vi stadig mangler at se det samlede politiske system sætte en tydelig dagsorden på handicapområdet. Jeg er helt sikker på, at dette partnerskab kan være med til at sætte fokus på netop dét, siger Thomas Sinkjær.
Mobilitet skaber muligheder
Toyota bringer deres globale filosofi om "Mobility for All" ind i samarbejdet. Med fokus på inkluderende mobilitetsløsninger vil Toyota gøre det lettere for mennesker med handicap at bevæge sig frit og uafhængigt – både i hverdagen og i elitesporten. Parasporten har her en særlig plads hos Toyota, der i de seneste otte år har arbejdet for at ligestille almenidræt og parasport og derigennem inspirere til en inkluderende verden uden grænser for mobilitet.
- I jagten på ambitiøse mål og drømme er det vigtigt at have nogle at se op til og til at inspirere én til at tro på, at intet er umuligt. Paraatleterne er alle store inspirationskilder, og derfor er vi både glade, stolte og ydmyge over at være med til at støtte de danske paraatleters rejse mod ”umulige” mål og deres deltagelse ved de Paralympiske Lege i Los Angeles 2028, siger Pernille Kim Johansen, administrerende direktør hos Toyota Danmark.
Toyota-direktør Pernille Kim Johansen med Parasport Danmark-formand John Petersson, samt bordtennisspilleren Peter Rosenmeier, der længe har været en del af atletholdet Team Toyota.

25 års engagement
Pressalit har i et kvart århundrede støttet Parasport Danmark, og har en afgørende hånd med i de bedste danske atleters internationale toppræstationer - ikke mindst gennem Pressalit Sports Academy, som er en platform for kompetenceudvikling, trivsel og netværksdannelse for talenter, eliteatleter, trænere og eksperter. Pressalit står også bag kåringen af ’Pressalit Årets Para-atlet’, der 1. februar gik til svømmer Alexander Hillhouse.
- Arbejdet med at understøtte lige vilkår for alle, uanset fysiske forudsætninger, er en vigtig værdi for os. Det gælder naturligvis også, når det handler om sport. Det vidner vores 25 år med Parasport Danmark og arbejdet med Pressalit Sports Academy om, fortæller direktør i Pressalit, Dan Boyter.
Mod Los Angeles 2028
De kommende fire år står dansk parasport stærkt med en række samarbejdspartnere, der på hver deres måde er er engageret i at gøre parasporten til en drivkraft for positiv forandring.
Med Los Angeles 2028 som det store mål skal der både skabes optimale betingelser for de danske PL-atleter, men også ydes en vedvarende indsats for at nedbryde barrierer og fremme inklusion og tilgængelighed i samfundet fortæller Parasport Danmarks direktør Ivan Løvstrup.
- De kommende år skal vi arbejde videre med at sætte parasporten på dagsordenen og skabe optimale rammer for topatleterne, talenterne på vej samt sikre at endnu flere mennesker finder vej ind i parasportens fællesskaber. Et stærkt netværk af kommercielle partnere og fonde er helt afgørende for, at vi kan lykkes med udviklingen i en tid, hvor vi også oplever øget professionalisering. Vi er et stærkt hold i og omkring parasporten, og partnernes opbakning bliver altafgørende frem mod Los Angeles 2028, slutter Ivan Løvstrup.