Parasport Danmark logo hvid.png

SIDEN SIDST

Nyt samarbejde med sclerosehospitaler 

Parasport Danmark og Sclerosehospitalerne i Ry har indgået en samarbejdsaftale, der skal introducere patienter for idræt som en integreret del af deres behandlingsforløb. 

Samarbejdet skal understøtte patienters overgang fra hospitalstilbud til lokale idrætsmuligheder. Det inkluderer månedlige informationsmøder på hospitalerne og løbende opfølgning efter udskrivelse. Her tilbyder Parasport Danmark individuel vejledning, så patienter hjælpes med at finde en idrætsgren og en lokal klub, der passer til behov og interesser. 

- Når man får en sygdom som multiple sclerose og har følger deraf, kan det være nærliggende at tænke, at det med sport ikke længere er muligt. Men der er høj evidens for, at dét at være fysisk aktiv har stor positiv betydning for mennesker med sclerose, siger Ellen Jensen, rehabiliteringsleder fra Sclerosehospitalerne.  

Parasport Danmark har etableret samarbejde med flere rehabiliteringsinstitutioner. Her Vejlefjord Rehabilitering.
Parasport Danmark har etableret samarbejde med flere rehabiliteringsinstitutioner. Her Vejlefjord Rehabilitering.

Parasport Danmark har over den senere tid også etableret samarbejdsaftaler med Hammel Neurocenter og Vejlefjord Rehabilitering.  

- Vi ser idrætten som et væsentligt element i gode rehabiliteringsforløb. Derfor arbejder vi på at få formaliserede samarbejdsaftaler med rehabiliteringsinstitutioner, siger Parasport Danmarks afgående udviklingschef Søren Jul Kristensen. 

Garmin er ny performance partner 

Præcision. Innovation. Resultater på højeste niveau. Det er grundpillerne i et nyt, stærkt samarbejde mellem Parasport Danmark og Garmin Nordic Denmark, der bliver organisationens officielle performance partner.  

Med adgang til avanceret teknologi og detaljeret indsigt får danske paraatleter nye muligheder for at finjustere deres træning, optimere restitutionen og nå deres fulde potentiale. De rette indsigter kan være forskellen mellem små forbedringer og et gennembrud. 

- Dette samarbejde er et stort skridt for dansk parasport. Teknologi spiller en central rolle i moderne eliteidræt, og med Garmin som performance partner får vi adgang til præcise data og analyser, der kan hjælpe vores atleter med at nå deres mål. Det handler ikke kun om at træne hårdere, men også om at træne smartere, siger Parasport Danmarks formand, John Petersson. 

Garmin ser også et stort potentiale i samarbejdet: 

- Vi er stolte af at blive performance partner for Parasport Danmark og ser frem til at bidrage med vores teknologi og viden for at hjælpe danske paraatleter med at tage deres præstationer til næste niveau, siger Tomas Havris Lundgaard, Key Account Manager B2B hos Garmin Nordic Denmark. 

3,2 millioner til Tumbling Stars  

‘Vi tumler os til livsglæde’ lyder mottoet for børneidrætstilbuddet Tumbling Stars, som nu træder ind i en ny fase.   

Med 3,2 millioner ekstra i støtte fra Nordea-fonden, kan det succesfulde projekt, der i forvejen er støttet af Elsass Fonden, sætte nye ambitiøse mål om flere idrætstilbud til flere glade tumlinger.  

- Vi er utrolig glade for at støtte projekt Tumbling Stars og bidrage til, at endnu flere børn med fysisk handicap kan tumle sig til idrætsglade og sociale relationer i et trygt fællesskab med ligesindede, fortæller Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.   

Tumbling Stars er et idrætstilbud for børn med fysiske handicap i alderen 3-6 år. Her styrkes børnenes motorik og koordination gennem tumlen, kast, greb, løb og leg i et trygt og sjovt fællesskab. Projektet er i dag repræsenteret i seks byer – Roskilde, Aarhus, Aalborg, Herning, Lyngby og Odense – med mere end 70 børn. Projektet tilbyder børn og deres familier et trygt springbræt, der gør det lettere at tage del i idrætslivet på lige vilkår. 

Nye chefer i Parasport Danmark

1. marts havde Martin Ellebjerg Petersens første arbejdsdag som ny udviklingschef i Parasport Danmark, hvor han skal arbejde med at styrke og nytænke dansk parasport og være med til at løfte organisationens arbejde med inklusion, fællesskaber og idræt. 


Martin Elleberg Petersen har mere end 20 års erfaring inden for idrættens verden. Som tidligere direktør for Danmarks Cykle Union og afdelingschef i Team Danmark har han bevist sit talent for at opbygge stærke partnerskaber, tænke innovativt og omsætte visioner til konkrete resultater.  

Han afløser rutinerede Søren Jul Kristensen, der har arbejdet i Parasport Danmark siden 1995 i en række forskellige ledelsesfunktioner. 

1. februar tiltrådte Maiken Schütt i den nyoprettede stilling som chef for Kommunikation og Kommerciel. Her har hun nu ansvaret for at skærpe parasportens stemme i offentligheden og sikre, at sportens mange inspirerende fortællinger når endnu bredere ud.


Maiken Schütt har en baggrund som elitesportsudøver på sejlerlandsholdet, og kommer fra en stilling som Content & Marketing Manager hos DIF og Team Danmark Kommerciel. Her har hun blandt andet været med til at udvikle OL- og PL-kampagnen Ingen Vinder Alene, der blev rost for at sætte fællesskabets styrke i centrum – et tema, som også spiller en central rolle i parasportens udvikling. 

PRØV EN SPECIALCYKEL  

Drømmer du om at cykle, men har særlige behov?  

I forbindelse med det internationale cykelløb Copenhagen Sprint inviterer Cyklistforbundet, Videnscenter om handicap, Elsass Fonden, Københavns Kommune og Copenhagen Legacy Lab sammen til en fantastisk dag, hvor du kan: 

  • Prøve et bredt udvalg af specialcykler. 
  • Få vejledning fra kommunens konsulenter i regler og lovgivning.  
  • Få inspiration til, hvordan du kommer op på cyklen (igen).  
  • Møde kendte paracykelryttere.  
  • Opleve stemningen ved Copenhagen Sprint 

Det er den 21. juni, Kl. 10.00-15.00. 
Det foregår i Amorparken, på hjørnet af Blegdamsvej/Tagensvej i København.   

Læs mere på cyklistforbundet.dk/specialcykel  

Støtte til børne & ungdomsaktiviteter  

Drømmer I om at puste liv i jeres idrætsfællesskaber for børn og unge? Så kan det være, at I skal søge Nordea-fondens Ung puls-pulje. 

Nordea-fonden øremærker 40 mio. kr. til foreninger og organisationer fra Danmark, Grønland og Færøerne, der vil skabe sociale mødesteder for børn og unge, som de kan benytte før eller efter træning. Et sted, hvor de kan få fælles oplevelser og hygge sig gennem aktiviteter.  

Midlerne kan gå til alt fra ny indretning, grej, bedre faciliteter og fællesskabsskabende aktiviteter for børn og unge. Alt sammen noget, der understøtter jeres sociale mødested. 

Deadline er 3. juni.  

Læs mere om Ung puls-puljen og jeres støttemuligheder på nordeafonden.dk 

Nye klubber og tilbud  

Fodbold i Allinge  
Tejn IF har etableret et fodboldtilbud for børn og unge med udviklingshandicap. Kontakt Lene Møller på lob@tejnif.dk eller tlf. 6154 9123. 

www.tejnif.dk 

Håndbold for børn i Rørvig  
Rørvig Idrætsforening har oprettet et Lykkeligahold for børn med udviklingshandicap i alderen 5 til 16 år. Kontakt Camilla Jønck på tlf. 2445 2688 eller e-mail camilla4500@gmail.com 

www.roervig-if.dk  

Skydning i Herning  
Lind Skytteforening tilbyder pistol- og riffelskydning for mennesker med fysiske handicap, og riffelskydning for unge med ADHD, autisme og lignende. Kontakt Michael Brandt på lindskytter@gmail.com eller tlf. 2085 3292 

www.lindsf.dk 

Svømning i Randers  
Swimteam Neptun tilbyder svømning for børn og unge med fysiske handicap, synshandicap eller udviklingshandicap. Både konkurrence- og undervisningshold. Kontakt Morten Brøndum på morten@swimteam-neptun.dk eller tlf. 4418 3230. 
www.swimteam-neptun.dk
 

Ridning i Randers  
Toftens Rideklub tilbyder ridning for voksne med handicap. Der er mulighed for at ride springning og dressur samt deltage i forskellige arrangementer afholdt af rideklubben. Kontakt Susanne Pedersen på susanne.9560@gmail.com eller tlf. 6165 0410.  

www.tori.dk

Kørestolsrugby i Aarhus  
Foreningen for øget livskvalitet gennem handicapidræt tilbyder kørestolsrugby på Egmont Højskolen. Kontakt John Hinrup på tlf. 2033 2378, eller e-mail john@egmontopen.dk 

www.egmontopen.dk 

Wakeboard i Aarhus  
Aarhus Watersports Complex tilbyder wakeboarding for mennesker med handicap. Kontakt Kenneth Enggaard Christensen på Kenneth@AWC.dk eller tlf. 2825 2671. 

www.awc.dk 

Multisport på Djursland  
Åstrup-if i Nordjurs tilbyder multisport for ældre med bevægelseshandicap. Kontakt Jørgen Kildahl Josefsen på formand@aastrup-if.dk eller tlf. 2033 8993.  

www.aastrup-if.dk 

Bowling i Skive  
Bowlingklubben Skive af 1993 har oprettet to hold for voksne med handicap. Kontakt Kim Jørgensen på tlf. 4061 2497 eller e-mail kimmartinjorgensen8@hotmail.com, eller brug hjemmesidens kontaktformular.  

www.bkskive.dk 

Skydning i Holstebro  
Ulfborg Bys Skytteforening tilbyder skydning for mennesker med handicap. Kontakt Henrik Moesgaard Thorup på kasserer.ubs@gmail.com eller tlf. 5120 1889.  

Ridning i Jammerbugt  
Nørhalne Rideklub tilbyder ridning for alle med handicap og funktionsnedsættelser. Kontakt Klaus Fischer på norhalnerideklub@gmail.com eller tlf. 2024 6490. 

www.norhalnerideklub.dk 

Svømning i Brønderslev  
Brønderslev Svømmeklub 08 tilbyder svømning for unge med udviklingshandicap. Kontakt Helle Brogaard på bsk08@bsk08.dk eller tlf. 2562 9960.  

www.bsk08.dk