Parasport Danmark logo hvid.png

Leder: Parasportens Hall of Fame

Leder: Parasportens Hall of Fame
Karl Vilhelm Nielsen og Lisa Kjær er de første to medlemmer af parasportens Hall of Fame. Se side 14. Foto: Finn Frandsen/Politiken

Sporten har sin Hall of Fame. Man finder buster af de største danske idrætsudøvere gennem tiderne i Idrættens Hus i Brøndby. Men nogle idrætter har deres også deres egen Hall of Fame. Det gælder f.eks. håndbold og svømning. 

På initiativ fra dagbladet Politiken har parasporten nu også fået sin helt egen Hall of Fame. Det skal blive et æresgalleri for dansk parasports største pionerer og ikoner gennem tiden. 

Parasportens Hall of Fame skal betragtes som en hæder til dem, der har skabt og bidraget til parasportens internationale resultater og til parasportens udvikling i Danmark. Det gælder de dygtigste idrætsudøvere, men det gælder også de ildsjæle, der har gjort en ekstraordinær indsats uden for sportens arena. Og allerhelst må de gerne have bidraget begge steder.  

”Parasportens Hall of Fame må også gerne afspejle den sociale side af parasporten og den enorme vilje, der er blevet og fortsat bliver investeret i at ændre synet på en temmelig mangfoldig minoritet, der stadig lider under et slør af manglende viden og ulige vilkår," siger Politikens sportsredaktør Christian Heide-Jørgensen, som er initiativtageren. 

Parasportens Hall of Fame bakkes op af Bevica Fonden, der arbejder for at give mennesker med bevægelseshandicap størst mulig selvstændighed og uafhængighed. 

Det er et initiativ, som vi i Parasport Danmark er særdeles glade for. Hen over de sidste år er det blevet tydeligt, at parasporten nu fremstår som en mere ligeværdig del i det samlede billede af dansk idræt. Det kulminerede ved Danmarks Radios store sportsgallashow i begyndelsen af januar, hvor de danske parasportsudøvere blev præsenteret flot. Det er vores håb, at Parasportens Hall of Fame både kommer til at sætte fokus på de idrætslige præstationer og på det flotte arbejde, der gøres i og omkring idrætterne. Derved motiverer udnævnelsen forhåbentlig også til, at aktive idrætsudøvere efter endt karriere kommer til at bidrage med deres erfaringer og kompetencer til det videre arbejde med at udbrede parasporten. 

Udpegningen af medlemmer til Parasportens Hall of Fame sker årligt og vælges af en lille gruppe med repræsentanter for Politiken, Parasport Danmark og Bevica Fonden. De første år forventer de tre parter, at der udpeges to nye repræsentanter årligt til Parasportens Hall of Fame.