Fodbold som fællesskabskatalysator

I hallen fortsætter kampene, og småsnakken blandt forældre og ventende spillere langs væggene bliver igen og igen afbrudt af spillet på banen, der skal fejres. En Parasport Aalborg-spiller leverer en skarp assist til et mål og laver korsets tegn og sender to fingre mod himlen i en Messi-hilsen. Kort efter blafrer nettet i den anden ende, og der uddeles krammere til dem, der vil have.  

- Når børnene er inde på banen, er de fodboldspillere og intet andet. Den her glæde, som vi mærker til træning og kamp, bekræfter os bare i, at det er det helt rigtige at bruge kræfter på, siger Ruben Skjellerup Meng.  

Han bliver bakket op af sin aalborgensiske kollega Per Mørch, tidligere CP-landsholdsspiller og nu mangeårig træner for holdet fra Parasport Aalborg: 

- Jeg har før fået spørgsmålet, om det ikke er hårdt og vanskeligt at have med børn og unge at gøre, som har udviklingshandicap og forskellige udfordringer. Der må jeg svare, at det er det ikke. Jeg arbejder til daglig i en SFO, og de her børn i parasportregi er slet ikke så hårde ved hinanden, som jeg ellers oplever, at børn kan være.

Venskaber på tværs af hold     
Endnu en kamp er overstået til dagens træningssamling, som varer i fem timer, og som klubberne selv arrangerer på skift for at knytte holdene endnu tættere sammen. Der opstår tvivl om resultatet, da Specialstyrkens målmand Gustav Fabricius Dorby giver træner Ruben Skjellerup Meng et hjerteligt kram og jublende udbryder, at de klarede sig en uafgjort. 

- Gustav, tabte vi ikke med ét mål? Spørger træneren.  

- Nej, nej, svarer målmanden afvisende og bakker glædestrålende væk fra sin træner igen.

For hans søn Marius Skjellerup Meng har mødet med andre holds spillere været guld værd.  

- Han er blevet gode venner med et par af spillerne fra Randers, og de sender masser af snaps til hinanden og spiller Fortnite sammen. De har det fedt, så det betyder noget ekstra at skulle møde dem i dag. Hvis der ikke havde været det her fodboldfællesskab og vores møder på kryds og tværs, så var de relationer aldrig opstået, siger far og træner Ruben Skjellerup Meng og giver et eksempel mere: 

- To af vores egne spillere fra Hinnerup går i klasse sammen, og de har faktisk aldrig rigtig talt sammen før, men pludselig, da de startede til fodbold, begyndte de at spendere en masse tid sammen. 

Giver ro og styrket selvværd  
Udover dagens træningssamling træner Specialstyrken fra Hinnerup hver søndag og spiller 16 årlige kampe i Parasport Danmark-regi. 

- Vi har fra første fløjt følt os som en del af et større fællesskab i DBU og Parasport Danmark. Det var helt tydeligt fra begge organisationer, at et hold som vores var kærkomment, og vi har fået god støtte på alle mulige måder undervejs, fortæller Ruben Skjellerup Meng, og tilføjer: 

- Det har betydet meget for os som trænere, så vi har nogen bag os, og så kan vi fokusere på at opbygge et godt fællesskab gennem fodbolden. I den forgangne weekend var hele holdet for eksempel i Randers Regnskov, og der talte vi faktisk slet ikke fodbold, fordi der var det udelukkende det sociale og samværet, der var i fokus.  

Aalborg-træner Per Mørch ser en meget vigtig opgave i netop at underbygge fællesskabet: 

- De relationer og dét netværk, der kan bygges gennem parasportsfællesskaber, er så vigtige. De kan give en ro og et styrket selvværd, det ved jeg også fra mit eget liv med CP. Når man en dag står der og er 18 eller 20 år, og der er en masse ting, som presser sig på i det voksenliv, man skal have, så betyder det rigtigt meget, at man selv eller ens forældre ikke står alene eller på bar bund. 

Det er en opfattelse som Ruben Skjellerup Meng deler:   

- Jeg ser virkelig de her børn nyde godt af anerkendelsen og af fodboldfællesskabet, og de udvikler sig så meget, især socialt. Skulle Marius en dag stoppe med at spille fodbold, og det håber jeg selvfølgelig ikke, han gør, så vil jeg fortsætte som træner. For det er også enormt meningsfyldt for mig at være en del af.