Fodbold som fællesskabskatalysator
Relationer, netværk og venskaber, som ellers kan være udfordrende at skabe i hverdagen, blomstrer på fodboldhold for børn med særlige behov. Fem timers træningssamling i Hinnerup satte en tyk streg under udbyttet.

- Så du, at jeg viftede en stor Randers-spiller væk lige før? Spørger 14-årige Marius Skjellerup Meng stolt, da han småforpustet kommer ud til sin far efter en kamp til dagens træningssamling.
Marius Skjellerup Meng har dværgvækst og en hjerneskade og er umådelig hurtig på et halgulv. Hans far nikker bekræftende. - Ja, det er jo lige før, at han er dobbelt størrelse af dig. Godt klaret.
Marius’ far er Ruben Skjellerup Meng, der i 2023 skabte holdet Specialstyrken, som er en del af HOG (Hinnerup og Omegns Gymnastikforening), hvor Marius spiller. Specialstyrken er værter for dagens indendørs træningssamling med deltagelse af Parasport Aalborg og Randers KFUM’s fodboldhold for børn med særlige behov.


I hallen fortsætter kampene, og småsnakken blandt forældre og ventende spillere langs væggene bliver igen og igen afbrudt af spillet på banen, der skal fejres. En Parasport Aalborg-spiller leverer en skarp assist til et mål og laver korsets tegn og sender to fingre mod himlen i en Messi-hilsen. Kort efter blafrer nettet i den anden ende, og der uddeles krammere til dem, der vil have.
- Når børnene er inde på banen, er de fodboldspillere og intet andet. Den her glæde, som vi mærker til træning og kamp, bekræfter os bare i, at det er det helt rigtige at bruge kræfter på, siger Ruben Skjellerup Meng.
Han bliver bakket op af sin aalborgensiske kollega Per Mørch, tidligere CP-landsholdsspiller og nu mangeårig træner for holdet fra Parasport Aalborg:
- Jeg har før fået spørgsmålet, om det ikke er hårdt og vanskeligt at have med børn og unge at gøre, som har udviklingshandicap og forskellige udfordringer. Der må jeg svare, at det er det ikke. Jeg arbejder til daglig i en SFO, og de her børn i parasportregi er slet ikke så hårde ved hinanden, som jeg ellers oplever, at børn kan være.
Venskaber på tværs af hold
Endnu en kamp er overstået til dagens træningssamling, som varer i fem timer, og som klubberne selv arrangerer på skift for at knytte holdene endnu tættere sammen. Der opstår tvivl om resultatet, da Specialstyrkens målmand Gustav Fabricius Dorby giver træner Ruben Skjellerup Meng et hjerteligt kram og jublende udbryder, at de klarede sig en uafgjort.
- Gustav, tabte vi ikke med ét mål? Spørger træneren.
- Nej, nej, svarer målmanden afvisende og bakker glædestrålende væk fra sin træner igen.

Konkurrenceelementet er ikke trukket fuldstændig ud af ligningen. Ruben Skjellerup Meng forklarer:
- Vi fokuserer benhårdt på det relationsskabende og på fællesskabet, det vil altid være det vigtigste, men der er også en grad af konkurrence i det. Det vokser de også af. Se bare på min egen dreng, der i flere dage har ladet op til den her træningssamling, fordi der er noget særligt på spil. Ikke fordi han eller de andre bliver kede af at tabe, men det må gerne betyde lidt, og så fejrer vi de succeser, der måtte komme, uanset hvordan de tager sig ud.
For hans søn Marius Skjellerup Meng har mødet med andre holds spillere været guld værd.
- Han er blevet gode venner med et par af spillerne fra Randers, og de sender masser af snaps til hinanden og spiller Fortnite sammen. De har det fedt, så det betyder noget ekstra at skulle møde dem i dag. Hvis der ikke havde været det her fodboldfællesskab og vores møder på kryds og tværs, så var de relationer aldrig opstået, siger far og træner Ruben Skjellerup Meng og giver et eksempel mere:
- To af vores egne spillere fra Hinnerup går i klasse sammen, og de har faktisk aldrig rigtig talt sammen før, men pludselig, da de startede til fodbold, begyndte de at spendere en masse tid sammen.


Giver ro og styrket selvværd
Udover dagens træningssamling træner Specialstyrken fra Hinnerup hver søndag og spiller 16 årlige kampe i Parasport Danmark-regi.
- Vi har fra første fløjt følt os som en del af et større fællesskab i DBU og Parasport Danmark. Det var helt tydeligt fra begge organisationer, at et hold som vores var kærkomment, og vi har fået god støtte på alle mulige måder undervejs, fortæller Ruben Skjellerup Meng, og tilføjer:
- Det har betydet meget for os som trænere, så vi har nogen bag os, og så kan vi fokusere på at opbygge et godt fællesskab gennem fodbolden. I den forgangne weekend var hele holdet for eksempel i Randers Regnskov, og der talte vi faktisk slet ikke fodbold, fordi der var det udelukkende det sociale og samværet, der var i fokus.
Aalborg-træner Per Mørch ser en meget vigtig opgave i netop at underbygge fællesskabet:
- De relationer og dét netværk, der kan bygges gennem parasportsfællesskaber, er så vigtige. De kan give en ro og et styrket selvværd, det ved jeg også fra mit eget liv med CP. Når man en dag står der og er 18 eller 20 år, og der er en masse ting, som presser sig på i det voksenliv, man skal have, så betyder det rigtigt meget, at man selv eller ens forældre ikke står alene eller på bar bund.
Det er en opfattelse som Ruben Skjellerup Meng deler:
- Jeg ser virkelig de her børn nyde godt af anerkendelsen og af fodboldfællesskabet, og de udvikler sig så meget, især socialt. Skulle Marius en dag stoppe med at spille fodbold, og det håber jeg selvfølgelig ikke, han gør, så vil jeg fortsætte som træner. For det er også enormt meningsfyldt for mig at være en del af.
Nomineret til Årets Holdkammerat
Ved prisuddelingsshowet Sport 2024 var én af Specialstyrkens spillere, Silas Junker, nomineret til prisen som Årets Holdkammerat. Det var hans træner, Ruben Skjellerup Meng, der havde peget på ham.
- Silas kan sagtens finde på egenhændigt at stoppe en kamp eller træning, hvis han vurderer, at en med- eller modspiller har slået sig. Så han er bare en utrolig god og fair holdkammerat, og det vidner også om den gode kultur på holdet, lyder det fra Ruben Skjellerup Meng.
Selv er Silas Junker ydmyg omkring nomineringen.
- Det er da fedt, at jeg blev nomineret, og det gør ikke så meget, at jeg ikke vandt. For mig er det vigtigt at være en god holdkammerat, og at vi har et godt sammenhold. Det her hold betyder meget for mig, og jeg kan faktisk lide al slags sport, siger Specialstyrken-spilleren.
44 klubber er ’En del af holdet’
Både Specialstyrken fra Hinnerup og holdene fra Randers KFUM og Parasport Aalborg er med i ’En del af holdet’, som er et projekt, DBU og Parasport Danmark står bag med støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Projektets formål er at gøre det muligt for endnu flere børn og unge med handicap eller særlige behov at blive en del af fodboldklubbers positive fællesskaber. Igennem projektet vejledes der i opstarten af nye hold, der tilbydes skræddersyede træneruddannelse, og klubber kan få hjælp til at arrangere fodboldskoler og stævner. 44 klubber er lige nu ’En del af holdet’, mens over 100 trænere har gennemført en skræddersyet træneruddannelse og flere klubber (herunder HOG) har planlagt en fodboldskole til sommer.
- Vi er glade for, at der er kommet så mange klubber med, så endnu flere kan få glæden af at være en del af fodboldfællesskaber. Det er en ekstra gevinst, når klubberne ud over den ugentlige træning har mod på at mødes med andre klubber til stævner, fællestræninger og lignende, lyder det fra Stine Sloth Jensen, der er projektleder på ’En del af holdet’ i Parasport Danmark. Projektet kører indtil 2026. Læs mere på www.dbu.dk/edah