En sund investering

- Det er surt, for jeg vil gerne deltage på lige fod med de andre. Jeg vil jo få mere ud af det med en håndcykel, både socialt og fysisk, også på lang sigt.  

Kommunerne giver ikke tilskud  
Helga Mark er ikke alene om ikke at have adgang til det aktivitetshjælpemiddel, hun har brug for. En ny undersøgelse viser, at hele 45 % af dem, der har behovet, mangler adgang til et aktivitetshjælpemiddel, som f.eks. en sportskørestol, en FrameRunner eller en løbeprotese. Og det er især manglende kommunale tilskud, der holder mennesker med handicap væk fra idrætshallerne og løbestierne i skovene. 55 % procent af dem, der har søgt, har fået afslag på tilskud til et aktivitetshjælpemiddel i deres kommune. Undersøgelsen, der er lavet af Moos-Bjerre Consultants (MBC) for Aktivitetshjælpemiddelalliancen, der blandt andet består af Videncenter om Handicap, Parasport Danmark og flere handicaporganisationer, er den første af sin art i Danmark

Her har man spurgt 318 personer med funktionsnedsættelser, særligt fysiske handicap, om deres adgang til aktivitetshjælpemidler. Da datagrundlaget er, det man kalder, ikke-repræsentativt, er resultaterne forbundet med en del usikkerhed, men de peger ikke desto mindre på, at der er tydelige problemer i forhold til at have adgang til aktivitetshjælpemidler i Danmark, når man har et handicap.  

At så mange mennesker med handicap ikke har adgang til et aktivitetshjælpemiddel er et kæmpe problem, mener Parasport Danmarks formand John Petersson.  

- Vi mangler jo halvdelen af dem, der kunne være medlem af en parasportsklub og dyrke idræt. Der er et uforløst rekrutteringspotentiale, hvor vi og vores klubber kunne være med til at gøre, at de her mennesker fik en bedre sundhed og et bedre socialt liv i nogle fællesskaber, og dermed også bedre selvtillid og selvværd, siger John Petersson.  

Protesen hjalp Emilie videre  
Men hvor stor en positiv forskel kan et aktivitetshjælpemiddel egentlig gøre i den enkeltes liv? Det kan 22-årige Emilie Aaen fortælle om. Hun levede et aktivt ungdomsliv og var gymnast på eliteungdomsniveau, da hun i 2021 fik amputeret venstre underben efter en trampolinulykke. Ikke længe efter amputationen søgte hun om en løbe- og springprotese i Greve kommune, hvor hun bor, men fik som så mange andre afslag, fordi det var et aktivitetshjælpemiddel.  

Men da Emilie arbejdede som træner i sin klub og på daværende tidspunkt også som idrætslærer på en folkeskole, havde hun også brug for løbeprotesten til sit arbejde, så hun søgte igen, denne gang gennem jobcenteret, og fik den bevilliget.  

- Jeg var ekstremt heldig, at vi kunne søge på den måde, fortæller Emilie.  

- Det giver en kæmpe frihed og det ekstra frirum, som min hverdagsprotese ikke giver. Nu kan jeg træne og være aktiv. Her føler jeg mig som en helt normal person uden et handicap, hvis man kan sige det sådan, fortæller Emilie, der med springprotesen skruet på også har oplevet stor sportslig succes i længdespring. I 2024 debuterede hun ved de Paralympiske Lege i Paris, og i januar blev hun kåret til Bestsellers Olympiske Håb ved idrættens årlige gallashow.  

- Protesen er så vigtig for min identitet, og hvem jeg er. Den giver mig sporten, men jo også de her sindssyge oplevelser. Uden den havde jeg ikke stået til de Paralympiske Lege tre-et-halvt år efter, at jeg blev amputeret, fortæller hun.  

For John Petersson viser Emilies historie netop, hvor stor en forskel en idrætsprotese kan gøre i den enkelte liv.  

- Se hvor langt hun er nået efter at have fået amputeret sit ben. I stedet for at være deprimeret og lukke sig ned, så har hun fået et liv på ny og er blomstret op. Det er det, vi lever for. Det er jo fedt at få paralympiske medaljer, men det er også det med, at folk får muligheden for at komme ud og bevæge sig og dyrke noget idræt. Og tænk på, hvor meget man sparer på den lange bane, siger han.   

Prisen er seks gode år  
Når mange mennesker med handicap ikke har adgang til aktivitetshjælpemidler, betyder det ofte, at de ikke kan leve et aktivt liv. I undersøgelsen fra MBC svarer knapt halvdelen af de personer, der ikke har et aktivitetshjælpemiddel, at de ville være mere aktive, hvis de havde et. Og 80 % af dem, der har et aktivitetshjælpemiddel fortæller, at de ville være mindre aktive uden.  

Dertil viser forskning, at manglende fysisk aktivitet har store konsekvenser for livskvaliteten og sundhedstilstanden for mennesker med handicap. I alt anslås det, at mennesker med handicap, der ikke er aktive, mister seks gode leveår, i forhold til mennesker der er aktive. Enten fordi de er mere syge, eller fordi de dør tidligere. Undersøgelsen fra MBC viser også, at de personer, der lever et aktivt liv, er både fysisk og mentalt sundere (se boks).   

Derfor er det et stort problem, særligt for resursesvage borgere, at kommunerne nødigt yder tilskud til aktivitetshjælpemidler, fortæller direktør Dorte Nørregaard fra Videnscenter om Handicap.  

- Vi kan jo se af undersøgelsen, at nogle lykkedes med at få hjælpemidler af andre veje, gennem fonde, sponsorer eller familie. Men det kan man kun, hvis man er resursestærk. Så det, synes jeg, er et særligt opmærksomhedspunkt. Undersøgelsen viser også, at mennesker, der er fysisk inaktive og ensomme, potentielt kan blive en dyr sundhedsbelastning set med samfundsøkonomiske briller, siger Dorte Nørregaard.  

Kommunal kassetænkning  
Både hos Parasport Danmark og Videncenter om Handicap har man forståelse for, at kommunerne er økonomisk pressede. Men oplevelsen er, at kommunerne mangler blik for, at en udgift til et hjælpemiddel her og nu kan være en god økonomisk investering på sigt.  

- Det er et strukturelt problem, at kommunerne ikke tænker på den lange bane, men kun her og nu, siger Parasport Danmarks formand John Petersson.  

- Der mangler et længere perspektiv, for så er der store økonomiske gevinster at hente for kommunerne. Man skal tænke over, at hvis man giver fx 100.000 kroner til et hjælpemiddel lige nu, hvad vil det så give af besparelser over de næste 10 år, når en person med handicap kommer til at dyrke idræt, blive mere sund og få mere selvværd i attraktive fællesskaber. 

Her er kommunernes silotænkning en stor del af problemet, fortæller Dorte Nørregaard fra Videnscenter om Handicap. Et aktivitetshjælpemiddel kan være en rigtig god investering fra et sundheds-, beskæftigelses- eller kulturperspektiv, men for socialforvaltningen, der står for bevillingen, er det kun en udgift.  

- En af de personer, vi har været i dialog med, fortalte, at kommunen havde sagt til vedkommende, ”kan du ikke lade være med at bevæge dig så meget rundt, at din kørestol bliver så slidt?” Det er helt absurd, men sådan er det kommunale blik: ”Kan du ikke bare sidde lidt mere hjemme i sofaen?”. Socialforvaltningens perspektiv er, at det er billigere, hvis du ikke bevæger dig så meget. Så kan det godt være, at du bliver mere syg over tid, men det er ikke vores kasse, fortæller Dorte Nørregaard.  

Og det er netop den oplevelse af kommunal kassetænkning Helga Mark har, når hun slås med sin kommune om at få en ny kørestol, som hun kan montere en håndcykel på.   

- Jeg synes, reglerne er alt for rigide. Man kan ikke finde ud af at se ud over sin sektor, og se hvor stor en gavnlig effekt et aktivitetshjælpemiddel har for det hele menneske. Hvordan det hjælper i forhold til sundhed, så man kan spare udgifter til f.eks. hjemmepleje eller hospitalsophold. Og i forhold til det sociale, så man ikke bliver isoleret i sin bolig. Det, synes jeg, er et problem, siger hun. 

Det lange, seje træk  
Men hvordan kan problemet løses? Hvordan kan flere mennesker med handicap få adgang til de aktivitetshjælpemidler, de har brug for? Parasport Danmarks formand John Petersson peger på, at man er nødt til at overbevise de offentlige beslutningstagerne om det fornuftige i at ændre praksis.