Carolines kampe
Som en del af det danske CP-landshold kulminerede Caroline Cecilie Just Petersens fodboldliv under VM i Barcelona i ’24. Resultatmæssigt var turneringen svær, men fodbolden har givet den 19-årige østjyde et fast holdepunkt i tilværelsen, der rækker langt ud over spillet på grønsværen.
Caroline Cecilie Just Petersen begyndte at se sit liv gennem en anden prisme, da hun lukkede fodbold ind.
- I starten af mine teenageår ramte jeg et punkt, hvor jeg kæmpede med svære tanker og ikke gik i skole, fordi jeg ikke ville have med mit liv at gøre, hvis jeg havde CP (Cerebral Parese). Jeg blev mindet om det hele tiden. Hvis folk kiggede på mig på gaden, gjorde det mig så ked af det. Det var hårdt, og jeg havde ikke nogen at spejle mig i dengang. Derfor kom fodbold og fodboldfællesskabet til at betyde så meget, fortæller Caroline.
Tilfældigt sad hun som 13-årig til et arrangement ved siden af en pige, der var lidt ældre end hende selv, og som i dag er én af hendes tætteste veninder. Hun fortalte, at hun spillede på CP-holdet i FC Storebælt i Korsør.
- Det havde været så svært at finde en sport, som gav mening for mig. Den vrede, jeg bar på over min CP, ville jeg gerne have ud, og der passede fodbold rigtig godt, men der var bare ingen hold i nærheden i min aldersklasse, forklarer Caroline, der bor i Hørning ved Aarhus.
Både hende selv og hendes familie vidste, hvor meget det ville betyde at blive en del af et hold med andre på samme vilkår, så hun tog springet og blev sluset ind i CP-fodboldverdenen og blev en del af FC Storebælt, der holder seks-syv årlige samlinger i Korsør.
- Det er langt væk fra mig, men det er det hele værd. I virkeligheden er fodbold ikke det vigtigste, for det fællesskab, vi har, det overskygger alt, og det kan jeg læne mig ind i, når jeg er presset på grund af forskellige udfordringer, eller fordi jeg har travlt med gymnasie og fritidsjobs, siger i dag 19-årige Caroline.
VM var en drøm
Caroline Just Petersens fodboldliv nåede sin hidtidige kulmination til VM i Barcelona i november 2024, hvor hun var en del af det danske CP-kvindelandshold.
- Vi havde virkelig drømt om at komme til VM. Under corona, hvor VM blev aflyst, var vores hold nærmest ved at smuldre, men takket være gode mennesker bag holdet og på holdet, lykkedes det at holde sammen på det. Da vi stod til den første kamp, og nationalsangen lød, blev jeg stolt. Jeg har haft mine dyk i livet, men lige dér følte jeg, at jeg er kommet langt, fortæller hun.
Skal man zoome ind på ét af de punkter, hvor der er sket den største forandring i Carolines liv, så nævner hun selv åbenhed. Hvor hun for et år siden nærmest ikke havde fortalt andre om, at hun spillede fodbold, fordi hun frygtede kommentarerne, er hun nu et helt andet sted.
- Jeg skal jo ikke skjule, at jeg går til fodbold, selvom jeg har CP og for eksempel ikke løber på samme måde som andre. Det får man ikke noget ud af. Da jeg skulle til VM, fik jeg fri fra mit gymnasium, og jeg oplevede stor opbakning fra mine venner og fra lærerne, når jeg fortalte om det.
Selve VM i Barcelona var en imponerende begivenhed, fortæller Caroline. Med hensyn til resultaterne er det afgørende at ridse præmisserne op. Danmark var nemlig det hold, der var hårdest ramt af CP og sammenlagt med en smal trup, gjorde det vilkårene vanskelige mod stærke og økonomisk velpolstrede hold fra eksempelvis USA og Australien.
- Vi endte med at tabe alle vores kampe. De fleste med flere mål, men vi spillede næsten lige op med Japan. Det vigtigste var, at vi kæmpede, selvom det var op ad bakke. Jeg tror, at det var derfor, vi fik turneringens Respect Award, og det, synes jeg, var et godt punktum for vores første VM. Undervejs fik én af vores spillere hjernerystelse, og jeg blev stemplet hårdt på foden i vores sidste kamp.
Det viste sig, at Caroline havde pådraget sig en flænge i en knogle i foden, men det forhindrede hende ikke i at spille kampen til ende.
Klassificering trak tænder ud
Skruer vi tiden tilbage til begyndelsen af VM-turneringen var klassificering i højsædet. I CP-fodbold opdeles man i tre kategorier, hvor første kategori er for dem, der er hårdest ramt af CP, fysisk eller mentalt. Caroline var aldrig blevet klassificeret før, og det viste sig at være ganske omfattende.
- Det er heldigvis noget, man kun skal to gange, og det giver også rigtig god mening, at man har et klassificeringssystem. Vi blev vurderet af en fysioterapeut, og vi blev presset for at se, hvordan vores spasticitet kommer til udtryk. Der blev set på dokumenter og lægejournaler, og alt skulle vendes og drejes.
De succeser Caroline har oplevet i fodbold, har været med til at gøre, at hun i dag er meget mere åben om sit handicap.
I begyndelsen blev Caroline placeret i den midterste kategori, men da kampene gik i gang, blev hun flyttet til kategori et. Det påvirkede hende.
- Jeg havde ikke regnet med det, og det talte imod, at jeg ikke ser mit CP som noget, der definerer mig. Selvom jeg føler, jeg er kommet langt, og at jeg har accepteret store dele af livet med CP, så kan det stadig ramme mig. Især, når jeg føler mig puttet i en kasse, der handler om mit handicap, siger 19-årige Caroline og tilføjer:
- Men jeg rystede det af mig, og jeg fokuserede på alt det gode, der var omkring mig: Det utrolige fællesskab, vi har på holdet, og som vi også fik med flere af de andre hold. Og så var det bare en fantastisk oplevelse at få lov til at repræsentere Danmark til VM.
Giver erfaringer videre
Fællesskabet, som Caroline har med sig fra FC Storebælt og landsholdet, rækker langt ud over fodbolden.
- Nu hvor jeg har mine fodboldvenner, kan jeg rent faktisk skrive til nogen, der forstår 100 pct. eller næsten endnu bedre, fordi flere af dem er et par år ældre end mig og derfor et skridt længere fremme. Jeg suger deres erfaringer til mig, og det er guld værd, siger CP-landsholdsspilleren og fortsætter:
- Jeg kan altid komme til mine forældre og mine venner udenfor fodbolden, men der er ting, de aldrig rigtig vil kunne forstå, fordi de ikke er inde i mit hoved, og de har heller ikke den samme krop som mig. De har ikke et indblik i smerterne eller den kognitive eller fysiske træthed, jeg kan blive ramt af. Når man har CP, er det vigtigt at træne og bruge sin krop, så der er fodbold ideelt. Tilført det sociale, så giver det en masse værdi til mig.
Hun er selv begyndt at give erfaringer i livet med CP videre.
Jeg skal jo ikke skjule, at jeg går til fodbold, selvom jeg har CP og for eksempel ikke løber på samme måde som andre. Det får man ikke noget ud af. Da jeg skulle til VM, fik jeg fri fra mit gymnasium, og jeg oplevede stor opbakning fra mine venner og fra lærerne, når jeg fortalte om det
- I sommer startede jeg som aflaster for en pige på otte, der har CP. Det var min gamle folkeskole, der kontaktede mig, fordi hun går der. Jeg håber, at jeg kan være med til at give hende nogen at spejle sig i i en tidlig alder, for det fandt jeg jo først for alvor, da jeg begyndte til fodbold, afslutter Caroline Cecilie Just Petersen.