Sportsnyheder
VM-guld og sølv i cykling, det første CP-kvindelandshold på den internationale scene og et farvel til to dygtige landstrænere.
Cykling: VM-guld og sølv til Emma Lund
Den danske cykelrytter Emma Lund fortsætter med at imponere på landevejene. Ved VM i Zürich sidst i september vandt hun først sølv i enkeltstart, 24 sekunder efter den schweiziske hjemmebanefavorit og paralympiske mester, Celine van Till.
Og få dage efter byttede de to rivaler så plads, og Emma Lund trådte det sidste skridt op af medaljeskamlen, da hun gentog sin VM-bedrift fra 2023 og vandt guld i linjeløbet. Den 27-årige trike-rytter var ganske suveræn og kørte alene i mål i tiden 1 time og 2,45 minutter, et helt minut foran van Till.
Verdensmesterskabet satte et gyldent punktum for en fantastisk 2024-sæson for den nordsjællandske cykelstjerne.
I sommer vandt Emma Lund henholdsvis guld i linjeløb og bronze i enkeltstart ved PL i Paris 2024.
- Jeg gik ind til 2024 og tænkte, at hvis jeg overhovedet vandt en medalje i år, så ville jeg være ret tilfreds. At jeg så vinder fire, det er, ja, ret surrealistisk og sindssygt, lød det fra Emma Lund til DR Sporten.
Fodbold: For første gang til VM
Danmark deltog for første gang med et CP-kvindelandshold, da der blev afholdt VM i Salou, Spanien i november. Her blev det til lutter nederlag for de danske debutanter, der også havde skadesproblemer i løbet af turneringen.
Målet var også først og fremmest at samle værdifuld erfaring og finde inspiration til at løfte holdets niveau i fremtiden.
- Pigerne kæmpede med alt hvad de havde lært og vi som træner team er mega stolte af dem.
Nogle af pigerne har ventet mange år på denne mulighed, samt har vi enkelte med, som er startet til fodbold inden for de sidste to år. Rent spilmæssigt gjorde pigerne det mega godt, men modstanderne var simpelthen et niveau højere. Vi har lært en masse og har ting vi kan tage med hjem og arbejde videre med, fortæller landstræner Mie Randløv.
VM blev vundet af Australien, der gik ubesejret gennem turneringen, men danskerne kom dog ikke helt tomhændede hjem. Danmark vandt nemlig turneringens Respect Award for at vise respekt for modstandere og hinanden.
Kørestolsrugby: Thanks for everything, Jason!
Danmark skal have en ny landstræner i kørestolsrugby. Amerikanske Jason Regier træder tilbage efter otte år i spidsen for det danske landshold, som han to gange har ført til deltagelse ved de Paralympiske Lege.
Amerikaneren indstillede i 2016 sin karriere som amerikansk landsholdsspiller i kørestolsrugby, for i stedet at træne det danske landshold. Tilførslen af amerikansk vindermentalitet og erfaring fra sportens øverste hylde var præcis, hvad Danmark havde brug for. Under Regiers ledelse fik danskerne etableret sig i verdenstoppen, og via en 2. plads ved EM i Vejle i 2019 opnåede holdet for første gang kvalifikation til PL i Tokyo i 2021 og siden igen i Paris 2024.
Det er en stor trænerpersonlighed der stopper, og Parasport Danmarks sportschef Michael Møllgaard Nielsen fortæller, at Jason Regier har sat et flot og varigt aftryk:
- Jason Regier har været med til at udvikle og styrke kørestolsrugby i Danmark, og både spillere, trænere og ledere har lært af samarbejdet. Særligt hans ærgerrighed og tro på projektet har altid gjort stort indtryk på mig. På vores bedste dage har vi været i stand til at slå alle, siger Michael Møllgaard Nielsen.
Amerikaneren ser også tilbage på sine otte år som dansk landstræner med glæde og stolthed.
- Det har været otte vidunderlige år med rugby i Danmark, der fra starten tog rigtig godt imod mig og min familie. Det har været en fornøjelse at se, hvordan holdet og spillerne har udviklet sig på og uden for banen. Vi har ændret vores mindset, så vi ikke længere er glade og tilfredse, blot vi er med i de store turneringer. Vi vil og kan udfordre de bedste hold i verden, siger Jason Regier.
Svømning: Brian Marshall stopper
Efter tre år som landstræner og sportsansvarlig for svømning i Parasport Danmark har Brian Marshall valgt at søge nye udfordringer fra årsskiftet, hvor hans kontrakt ophører.
Da Brian Marshall tiltrådte som landstræner i 2021, var det som led i en ambitiøs strategi, der skulle vende flere års nedadgående udvikling i dansk parasvømning, øge talentmassen og føre til danske PL-medaljer i LA 2028. Målet om paralympisk metal blev imidlertid allerede indfriet i år, takket være Alexander Hillhouses guldmedalje i 100 m fly, og på bagkant af de Paralympiske Lege i Paris har Brian Marshall ønsket at give stafetten videre til nye kræfter.
- Brian efterlader dansk parasvømning et bedre sted, end da han tiltrådte, og han har fået sat et flot aftryk i løbet af sine tre år på posten, som bl.a. blev kronet med de flotte resultater ved Virtus World Games i 2023 og PL-guldmedaljen i Paris. Brian har også været med til at åbne en række døre til svømmeverdenen, som vil gavne os på den lange bane, siger Parasport Danmarks sportschef Michael Møllgaard Nielsen.