Parasport Danmark logo hvid.png

Vandsport rykker grænser

Succesoplevelser med vild vandsport, giver eleverne på den lokale STU-uddannelse i Herning succesoplevelser og ny selvtillid.

Vandsport rykker grænser
Jonas Møller Andersen synes at det er supersjovt at dyrke vandsport. Foto: Martha Huniche Corell

- Er du klar Jonas? råber instruktøren Jacob Lassen, mens han gør klar til at trykke på knappen til kabelbanen.  

- Jaja, råber Jonas Møller Andersen tilbage, mens han kigger på Jacob med et nervøst blik.  

Jonas ligger nede i vandet, med fødderne solidt placeret i wakeboardets støvler og hænderne knugende om kablets håndtag. Kablet begynder langsomt at trække ham fremad. Jonas bliver løftet op på benene … PLASK! En stor maveplasker efterlader vandet sprøjtende, og Jonas´ hoved dukker hurtigt op i vandoverfladen.  

- Prøv at strække armene, og vend dig en smule, råber Jacob opmuntrende til Jonas, der har gjort tegn til at han er klar til at prøve igen.   

Denne gang lykkes det. Jonas har fat i teknikken, holder balancen og glider gennem vandet.  

- Hold nu op hvor er du sej, Jonas! Du kom jo megalangt, råber Jacob til Jonas, da han lidt senere er tilbage på bredden med et kæmpe smil på læben. 

Vandsport er for alle 
Resten af valfagsholdet fra Ungdomscenter Knudmosen står langs bredden og klapper ad Jonas. Formiddagssolen stråler danser på vandet, og der hersker en rolig spænding blandt eleverne og lærerne.  

Vandsport-valgfaget strækker sig over seks uger, både før og efter sommerferien, og er elever fra forskellige klasser på centeret, der er en treårig særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) i Herning. 

De kommer med vidt forskellige udgangspunkter, og har alle forskellige handicaps eller særlige behov – som fx Down Syndrom, autisme og ADHD.  

- Formålet med at få den her målgruppe ud på vandet er at vise, at vandsport kan være tilgængelig for alle. Det handler om at skabe oplevelser på vandet på mange forskellige måder, siger Pernille Sparre, der er instruktør på holdet sammen med Jacob Lassen.  

Projektet er samarbejde mellem Herning Kommune, SUMH, Herning Wakeboard og Vandski Klub samt Blue Spirit Surfskole, hvor Pernille Sparre og Jacob Lassen er fra. For nogle af eleverne er det første oplevelse med vandsport, mens andre har deltaget før. I dag er anden kursusgang efter sommerferien.  

- Vi kan mærke at eleverne rykker sig fra gang til gang. I starten er de lidt forsigtige, og tør ikke rigtig gå med ud i vandet. Til at de lige pludselig ikke vil med op af vandet igen, fortæller Jacob, mens han gør klar til at trykke på knappen til kablet, så en gruppe af eleverne kan blive trukket på et stort paddleboard.  

Omkring kabelbanen summer det af liv. Eleverne og lærerne driller hinanden venskabeligt, madpakker spises omkring bordbænkesættet, og alle hepper entusiastisk på dem, der er på vandet. De perfekte rammer for at turde kaste sig ud i nye udfordringer.  

 

Rykker grænser  
Da vinden langsomt begynder at køle luften omkring søen, trækker nogle af eleverne sig tilbage for at få tørt tøj på. Enkelte bliver tilbage, og skal lige have den sidste tur på vandet. På valfagsholdet er der plads til alle, og den enkelte har mulighed for at tage udfordringerne i sit helt eget tempo.   

- Første gang jeg var med skulle jeg lige vænne mig til våddragten - den lugtede bare vildt! Derefter opdagede jeg, at vandet faktisk ikke er så koldt. Nu synes jeg bare det er megasjovt, siger Jonas Møller Andersen, der ligger klar til at skulle have dagens sidste tur på wakeboardet.   

Fælles for alle eleverne er, at hver gang de trækker i våddragterne og hopper i vandet, bryder de med en lille, usynlig grænse hos dem selv.  

- Der sker noget med eleverne selvtillid og deres humør, i takt med at deres grænser bliver rykket. De oplever at de godt kan, og får nogle succesoplevelser, og forhåbentlig gør det, at de tør mere i deres hverdag, siger Pernille. 

I takt med at eleverne oplever hinanden på og i vandet, er det ikke kun deres grænser der rykkes. De udvikler sociale færdigheder og opbygger relationer på tværs af deres forskelligheder.  

- Her oplever eleverne hinanden på en anden måde. De bliver hurtigt rystet sammen, og selvom de er meget forskellige, finder de ud af, at de sagtens kan have det sjovt og lære sammen, forklarer Pernille. 

Små sejre 
Den kølige vind begynder at tage til. De sidste elever stiger op af vandet, våddragterne hænges til tørre, og det summende liv omkring kabelbanen aftager i takt med at eleverne pakker sammen. Dagens undervisning har budt på leg på mega-SUP (et stort paddleboard, red.) og ture på kabelbanen.  

Selvom formiddagen, for nogen, har været fyldt med udfordringer og nervøse grin, er den også fyldt med små sejre – både på vandet og hos dem selv.  

- Her er vådt, det kan være koldt og alle dage er ikke en solskinsdag. Men det er noget af det eleverne kan tage med herfra – de vidste ikke hvad det var, men de gjorde det, og det lykkedes, siger underviser Arnstein Jacobsen fra Ungdomscenter Knudmosen. 

Eleverne og lærerne sætter sig ind i de to biler, og kører tilbage mod skolen. I bagruden kan man skimte søen, samt Pernille og Jacob der står og vinker. Nu kan de alle vente til næste uge, hvor endnu en dag byder sig på vandet.

Læs mere om Blue Spirit Surfskole, og deres arbejde med para-surf på bluespirit.dk under punktet parasport