Triumfer fra tilskuerrækkerne

- Det var intenst! 

Trine Hillhouse har svært ved at finde ordene for, hvordan det var at se hendes søn Alexander vinde guld i 100 meter butterfly, på første konkurrencedag ved de Paralympiske Lege i Paris. 

Hun sad med sin kæreste, søster og svoger højt oppe på tilskuerpladserne på Paris La Défense Arena og fulgte med bankende hjerte Alexander, som han vendte ved 50 meter-mærket som nummer fire, for så, med en imponerende slutspurt, at overhale konkurrenterne og nå først til bassinkanten. 

- Det var en fest at sidde der. Super Intenst med 15.000 tilskuere. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er at stå nede på skamlen, med den støj der er i hallen. Men et super flot løb, fortæller Trine Hillhouse, der kort efter konkurrencen måtte ringe til Alexander, og insistere på, at han kom ud og gav sin mor en krammer. 

- Vi er stolte, men vi er lige så stolte over alt det der er sket med ham – hvordan han er steppet op og har skulle blive så dedikeret til sin træning, siger hun. 

Overalt når de danske atleter var i konkurrence ved PL var der forældre, andre familiemedlemmer og venner der heppede med på tilskuerpladserne. Kom en medalje i hus, var der også mange, der havde svært ved at holde tårerne tilbage.  

Særligt de atleter, der var gengangere fra de corona-ramte lege i Tokyo i 2021, nød at deres nære denne gang kunne være til stede, når de dystede ved verdens tredjestørste sportsbegivenhed. 

Som Katrine Kristensens mor og datter, den første med våde øjne, den anden sovende i klapvognen, da sølvmedaljen blev redet hjem, eller Peter Rosenmeiers hustru og to døtre, der jublede med ham, da han vandt sin kvartfinale, og dermed sikrede sig sin sjette PL-medalje. 

Seks busser mod Paris 
Men det var ikke kun atleternes familie og venner, der tog turen fra Danmark til Paris. En uge før legenes åbning var 21 ryttere med cerebral parese cyklet ud af den jyske provinsby Kolding, med målet om at nå åbningsceremonien på Champs-Èlysées. Den 1200 km lange tur, døbt Tour de Elsass, blev gennemført på både tohjulede, trehjulede, tandem, ladcykler, håndcykler og framerunnere. 

Og på Egmont Højskolen i det østjyske fyldte man seks store busser med elever, personale og gæster, i alt næsten 350 mennesker med og uden handicap, der sammen drog mod byernes by. 

Det var en oplevelse for livet, fortæller Amalie Bjerke, der er elev på skolen og kørestolsbruger: 

- Det er noget jeg aldrig glemmer, og som jeg aldrig ville have oplevet, hvis ikke jeg havde været afsted med Egmont Højskolen. Der er en helt speciel følelse af sammenhold, når en hel skole med så forskellige forudsætninger tager afsted i samlet flok. Det var kæmpestort at være en del af, fortæller hun.   

Men der var også dråber af malurt i bægeret. 

Højskolen havde ikke handicappladsbilletter til de konkurrencer de gæstede, for det havde ikke været muligt at få, når man købte gruppebilletter. Heldigvis lykkedes det næsten altid for skolen at få kørestolsbrugerne med ind. Bare ikke til kørestolsrugby-kampen - den eneste event hvor hele skolen deltog. Her blev 25 kørestolsbrugere forment adgang af sikkerhedshensyn.   

Amalie Bjerke var blandt de heldige, der kom ind, men at hendes kammerater blev efterladt udenfor, var et skår i glæden. 

- Det var pisseirriterende, og meget ekskluderende, siger hun. – Det føltes lidt til grin, fordi det var et stævne, hvor alle skulle kunne komme ind. Selvom kampen var en stor oplevelse, så tænkte jeg også på, at vi ikke alle sammen var herinde. 

Meget at lære i Danmark 
Blandt de festende i den danske fanzone var også digteren Caspar Eric, der selv har CP, og var udsendt af dagbladet Politiken for at dække legene. 

- Jeg synes det er fantastisk at være her. Jeg bliver rørt over at kunne heppe på nogen der har CP ligesom mig selv, fortæller digteren, hvis største Paris-oplevelse var at se Daniel Wagner vinde sølv på 100 meter.   

- Vi havde sindssygt gode pladser, lige ved mållinjen, og vi sad lige foran Daniels familie, så vi oplevede også det fællesskab, og det brøl han kom med. Jeg er jo en sucker for sport: de store, men enkle følelser. At en person har brugt meget af sit liv på at opnå et mål, og så ser man det udfolde sig i løbet af 12 sekunder.  Det er fantastisk. 

Caspar Eric er også en aktiv stemme i handicapdebatten, og legene i Paris har sat en masse tanker i gang. 

- Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte. I Danmark taler vi om mennesker med handicap som en byrde, og hernede kan vi se, hvad der sker, når vi i stedet investerer i dem. Hvor stor glæde vi har af det, hvor meget man er med til at rykke på fordomme i den brede befolkning. Om det så er igennem parasporten, kunsten, eller folks inklusion i det offentlige liv, så er return of investment kæmpestort. Og i København, som vi er så glade for, er en madkulturhovedstad, kan du som kørestolbruger kun komme ind på 2 % af restauranterne, siger han.  

Hvor var kulturministeren? 
Ved åbningsceremonien kunne flere statsledere spottes på VIP-pladserne, herunder naturligvis den franske præsident Emmanuel Macron, samt den engelske premierminister Kier Stammer. 

Fra Danmark var ingen ministre repræsenteret, men socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil nåede kort forbi PL-byen for at hilse på nogle af de danske atleter, på hvad der skulle vise sig at blive hendes sidste arbejdsdag – dagen efter blev Sophie Hæstorp Andersen ny socialminister som del af en regeringsrokade. 

Ellers var der ingen medlemmer af den danske regering blandt tilskuerne under legene. Især danske kulturministre har tradition for at besøge de danske atleter under PL, men barsels-vikarierende kulturminister Christina Egelund havde ikke mulighed for at deltage.  

Det ærgrer digteren Caspar Eric: 

- Hvordan kan jeg sige til befolkningen, at I virkelig går glip af noget her, når folk der har det som arbejdsområde, ikke engang er her? De kunne have hentet så mange fede oplevelser hernede, som kunne have inspireret dem i deres arbejde. Det er ikke det, at vi har brug for at se kulturministerens ansigt, for at føle os anerkendt. Det har vi brug for, er at ministeren selv mærker den stemning, som jeg har mærket. Det fylder mig med håb og kampgejst at være her, lyder det fra digteren. 

Flere medlemmer af Folketingets kulturudvalg deltog dog, foruden Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt. Alle partiformænd i Folketinget havde af DIF fået tilbuddet om en tur til Paris under enten OL eller PL. De valgte alle OL. 

- I min optik burde OL og PL være fuldstændig ligestillede størrelser. Det nærmer sig, når man ser på den måde OL og PL bliver organiseret på, men så synes jeg også at vi politikere skulle behandle det lige sådan