Hjemmebanen skal sikre triumfen
Det danske landshold i powerchair hockey forbereder sig intenst til EM på hjemmebane. Med et stærkt sammenhold og en ny taktik er sigtet sat på mere guld.
“Hviiin! Hviin! Skriiiig!”
“Sådan Simon!”
“Stærkt!”
Det er tidligt søndag morgen og i hallen i Musholm Ferie, Sport og Konference ved Korsør er lydkulissen den samme som i enhver anden sportshal…Men i stedet for lyden af gummisko mod gulvet, er det lyden af hvinende dæk fra specialbyggede kørestole, der accelerer, bremser, drejer og skrider rundt på halgulvet.
Og tilråbene kommer ikke fra almindelige håndbold- eller badmintonspillere, men derimod fra nogle af verdens allerbedste atleter inden for deres sport: Det danske landshold i Powerchair Hockey er i gang med de sidste forberedelser før EM på hjemmebane fra 20. til 28. oktober.
Stemningen i hallen er god. Det danske landshold er både forsvarende verdensmestre og nummer et på verdensranglisten, og når man så lægger hjemmebanefordelen oven i, er det ikke underligt, at selvtilliden og troen på egen succes er til at tage at føle på.
- Ingen er uovervindelige, men vi har ikke tabt en officiel kamp siden VM-finalen i 2018, lyder det en kende ubeskedent fra Danni Hillbrandt-Mogensen, som med 36 år er holdets ældste og mest erfarne spiller.
Han har været med siden VM i Finland 2004; fra dengang holdet ‘bare var med’ til nu, hvor det er blandt favoritterne ved alle de store mesterskaber.
Det danske kollektiv
- Vi er gode på grund af vores sammenhold. Vi er et sammentømret hold, som også ses privat. Men vores helt store styrke er, at vi er så målrettede og dedikerede, siger han og sammenligner med fodbold, hvor det traditionelt set også har været kollektivet, fremfor de enkelte stjerner, der har været nøglen til dansk succes.
- Spiller for spiller kan du muligvis finde bedre spillere hos de andre, men vi har holdet, siger han og holder en pause, før han tilføjer:
”Vi har holdet, men vi har nu også ‘Messi’ og ‘Ronaldo’” - Danni Hillbrandt-Mogensen, landsholdsspiller og udvalgsformand
- Vi har holdet, men vi har nu også ‘Messi’ og ‘Ronaldo’, siger han med et grin og nikker i retning af holdkammeraterne.
34-årige Anders Berenth blev i 2018 kåret til verdens bedste i sporten - alligevel er han beskedenheden selv.
- Jeg har en god teknik og overblik, og jeg er en god holdspiller, men jeg er ikke den stærkeste, fortæller han som det første.
I en sport fyldt med fysiske begrænsninger, peger han på det mentale aspekt som en af holdets helt store forcer.
- Det mentale er vigtigt! Vi ved, at vi kan vinde, for vi har vundet før. Det er en af de væsentligste ting. Vi har allesammen fysiske begrænsninger, men hovedet fungerer jo, så det er der, vi kan hente de sidste procenter i forhold til konkurrenterne, siger han.
Han bruger selv meget tid og energi på mentaltræning, og det er en af grundene til, at han er så vigtig for holdet.
- Jeg bruger tid på det mentale. På vejrtrækningsøvelser. Når jeg er på banen, så fokuserer jeg og forsøger at bevare roen og prøver at tænke så lidt som muligt, fortæller han.
Alle spillerne er amatører, men alligevel virker det hele som et meget professionelt setup med en frivillig stab, der hjælper til og gør alt for at optimere forholdene for spillerne.
- Det kan godt være svært mellem træningssamlingerne, men når man så møder op, så kommer man ind i en boble. Uanset hvad vi ellers render rundt med i hverdagen, så er det glemt, når vi kommer her, siger Anders Berenth.
- Det er fedt at repræsentere Danmark. Det er en ubeskrivelig følelse, en stolthed. Jeg har ellers aldrig følt mig særligt nationalistisk, men når man kører på banen, før en vm-finale…, siger han og smiler, mens han tænker tilbage - og frem mod EM-finalen senere på måneden.
En ny gameplan
Selv om alle omkring holdet lyder selvsikre og tror på en ny dansk triumf, så er der ingen, der hviler på laurbærrene. Det er trænerteamet med til at sørge for.
Mens spillerne er blevet sat i gang med en indviklet pasningsøvelse, hvor de selv skal tælle afleveringerne undervejs, bliver der skruet helt op for musikken i anlægget.
- Det er ligegyldigt, hvad det er for noget musik. Bare det larmer lige så meget som 500 tilskuere! lyder det med et djævelsk smil fra træneren. Spillerne skal træne at kommunikere med hinanden, selv når tribunerne er fyldt med entusiastiske hjemmebanefans.
Træner Nicklas Halberg Lundgren-Charlton har ikke tidligere været træner ved en slutrunde. Han skal komme med friske input, blandt andet fra hans baggrund i ishockey.
- Vi har en ny formation, som… nej, den vil vi helst ikke have ud. Lad os bare sige, at vi har fundet på noget nyt, siger han i en pause under træningen og griner bredt.
- Vi er jo regerende verdensmestre, og så er der mange, der kigger på os, og så tænker vi, at vi har større chancer for at vinde, hvis vi bringer noget nyt, forklarer han.
”Det er fedt at repræsentere Danmark. Det er en ubeskrivelig følelse, en stolthed.” - Anders Berenth, stjernespiller
Ligesom alle de andre, er også landstræneren fortrøstningsfuld. Han regner med, at den nye taktik er kommet ind under huden på spillerne, når EM starter.
- Ja, vi vinder. Det skal vi. Vi har et rigtigt godt hold. Det er jo ikke for sjov, at de er verdensmestre, siger han og fremhæver så alligevel Holland, som et af de hold, der måske kunne komme på tværs.
Hjemmebanefordelen
En af dem, der skal være med til at få den nye taktik til at fungere i praksis på banen er holdets anfører, Kristoffer Dahl Hansen, 35 år.
- Jeg har et godt taktisk øje. Man kan sætte en taktik op inden kampen, men de der småjusteringer, man skal have i spillet, dem er jeg god til. Der er mange, der mener, at jeg er god til at kommunikere, siger han.
Han glæder sig til EM - og især over, at det foregår på hjemmebane.
- Det giver en stolthed. Nu kan vi vise det, vi har arbejdet med, for familien og vennerne. Jeg er vokset op med muskelsvind, og at det så netop er Musholm, der er vært for EM, det gør mig næsten stolt på vegne af min diagnose. Det er en kæmpe mulighed for at gøre sporten mere synlig og for at lokke folk til, siger han.
En sport for alle
Og sporten kan godt bruge mere synlighed, mener Danni Hillbrandt-Mogensen, som udover sin rolle som landsholdsspiller også arbejder i Muskelsvindfonden og er formand for Powerchair Floorball i Danmark.
- Det er en sport, der ikke får så meget eksponering, men det er en fed sport, som kan rumme mange grader af funktionsnedsættelser. Om du så stort set ikke kan bevæge kroppen, så kan du have en funktion på holdet: Alle kan være med, så ja, det er kæmpestort, at vi er værter for EM, siger han.
Powerchair Hockey
Powerchair Hockey er også kendt som Powerchair Floorball. Der spilles i særlige sportsstole bygget til formålet. Spillere med mindre funktionsnedsættelser benytter en almindelig floorballstav, mens de fysisk svagere benytter en speciel fastmonteret stav på stolen. Spillerne er hver især tildelt en score på baggrund af deres handicap, og et hold må maksimalt have et vist antal point på banen ad gangen. Der er fem spillere på banen på hvert hold, og kampene afvikles over 2 x 20 minutter effektiv spilletid
Danmark er nr. 1
Danmark tilhører den absolutte top inden for Powerchair Hockey. Holdet er nummer et på verdensranglisten og forsvarende verdensmestre.
Musholm
Musholm – Ferie, Sport & Konference er ejet af Muskelsvindfonden. Musholm har modtaget flere internationale priser for design og arkitektur og kan i dag kalde sig verdens mest tilgængelige ferie-, sport- og konferencecenter.