”Sport har gjort mig stærkere”

Venner, selvværd og åbenhed
Siden lærte hun at bruge krykker, og som 12-årig fik hun sin første benprotese. I udskolingsårene var hun på en specialskole for unge med handicap. Her blev hun introduceret til siddende volleyball, som hun blev meget optaget af.

- Sporten har gjort mig stærk og gør, at jeg føler mig godt tilpas. Jeg har fået venner, selvværd og er blevet meget mere åben af at spille på landsholdet, siger hun.

I år er kvindelandsholdet i siddende volleyball igen på vej til de Paralympiske Lege. For Claudine er det tredje gang hun er med i truppen, som en af de stærke spillere på kvindernes hold:

- Landsholdet er ikke for alle, men jeg spiller godt, og er god til at blokere og serve, siger hun selv.

Sport, fred og forsoning
Det er ikke tilfældigt, at det netop er Rwandas kvindehold i siddende volleyball, som repræsenterer det afrikanske kontinent til de Paralympiske Lege i Paris. For landets regering valgte ret tidligt at bruge netop sport som et led i den forsonings-politik, der skulle være med til at hele sårene ovenpå folkemordet.

Ifølge sportsminister Mimosa Aurore Munyangaju har sport spillet en nøglerolle i forhold til at genskabe den sociale sammenhængskraft, forsone de to befolkningsgrupper og motivere befolkningen til fredelig sameksistens ”med positive resultater til dato,” konstaterer hun i det internationale tidsskrift ’The Parliamentarian’.

Og selvom NPC må søge sportsministeriet om penge fra aktivitet til aktivitet, så er der et budget til nogle træningslejre og til deltagelse i de store internationale mesterskaber for de to landshold.

PL har været en øjenåbner
Transport til kvindeholdets løbende træning i mindre grupper, er der dog ikke penge til. Derfor vælger Claudine ofte at træne hjemme i stuen. Det sker flere gange om ugen.

- Jeg elsker volleyball. Det at jeg kan sidde ned, fremfor at stå op, er vigtigt for mig. Så da det gik op for mig, at jeg kunne spille siddende volleyball, blev jeg meget glad, siger hun.

Når Claudine som barn fik øje på et fly på himlen over Rwanda, forestillede hun sig, at hun en dag ville sidde deroppe. Det har hun nu gjort adskillige gange, på vej til og fra mesterskaber rundt om i verden og til Paralympiske Lege (PL) i Brasilien og Japan. Til august lander hun og resten af kvindelandsholdet i Paris. 

- PL har været en øjenåbner for mig, fordi jeg har mødt andre med alvorlige handicap. Det har fået mig til at indse, at mit handicap ikke er så slemt, siger hun.

- For mig er sport livet. Mine holdkammerater er blevet mine bedste venner. Vi kan smile sammen, vi er meget tætte. Vi hjælper hinanden i hverdagen. Vi har det sjovt og joker med hinanden. Og vi giver hinanden gode råd, understreger hun.

Kvinder, handicap og ensomhed
I Rwanda og mange andre afrikanske lande er mennesker med handicap ofte meget marginaliseret og udstødt på grund af overtro og fordomme, som Claudine også har kæmpet imod:

- Før troede folk omkring mig ikke, at jeg kunne bidrage på nogen måde. Det har ændret sig. Jeg kan alt det , som andre også kan. Jeg har købt et lille stykke skov, en benprotese til mig selv og to køer som er hos mine forældre. Det betyder meget for mig, at jeg kan hjælpe min familie, siger hun.

For når holdet vinder et mesterskab, får kvinderne udbetalt en pose penge fra Sportsministeriet. Det er dem, Claudine har investeret.

Claudines mand er smed og tidligere kunne de have svært ved at betale husleje:

- Men nu har vi råd til at bo her i huset, og jeg kan betale min søns skolepenge, siger hun. Når det gælder hendes sport, har hun ambitioner om at blive en af de bedste spillere i verden. For sporten giver hende mulighed for at hjælpe andre:

- Jeg vil allerhelst hjælpe andre piger og kvinder med handicap.  Jeg vil gerne hjælpe dem til at få en uddannelse, måske kan de lære et håndværk, så de  får en indtægt, i stedet for at hænge ud i gaderne. Hvis jeg kan få råd, vil jeg hjælpe dem med at betale for deres skolegang, så de kan udrette noget i deres liv og komme ud af ensomheden. Det er min drøm, slutter Claudine.

Hun forsvinder ind i soveværelset, hvor landsholdstøjet skiftes ud med cowboybukser og en polotrøje. Claudines mand har lavet spaghetti over trækul bag parrets hus. Nu er søndagsmiddagen serveret.