Interview: Paralympisk passion
Christian Lykkeby Olsen skal til de Paralympiske Lege i Paris – enten som atlet i konkurrence, eller som IPC-ansat der arbejder for at skabe en mere inkluderende verden.
Para-løberen Christian Lykkeby Olsen tog i marts et stort spring – både i karrieren og over landegrænser. Med en ny stilling hos den Internationale Paralympiske Komité (IPC), i Bonn, kan han kombinere sin passion for sport med arbejdet for et mere inkluderende samfund. Et job der garanterer ham en plads til sommerens PL – enten som atlet eller repræsentant for IPC.
Tillykke med det nye job. Hvad er tankerne bag jobskiftet?
Da jeg så stillingsopslaget fra IPC om stillingen som Impact Manager, syntes jeg, at det var en kombination af mine faglige kompetencer og personlige interesser. IPC er virkelig stedet, hvor man får kompetencer og indsigter i, hvordan man arbejder med at inkludere og fremme personer i samfundet, der har nedsat funktionsevne.
Jeg skal udvikle og understøtte deres IPCs indsatser i forhold til at anvende parasport til at skabe et mere inkluderende samfund for alle. Her skal jeg sikre en vedvarende virkning og effekt i samfundet.
Har Parasport ændret dit syn på mennesker med handicap?
Det har det. Jeg tror på, at man på trods af sin funktionsnedsættelse sagtens kan fungere i et samfund på lige fod med andre. Det handler om de muligheder, der bliver stillet til rådighed, og hvorvidt man har adgang til støttende foranstaltninger og det rette udstyr. Sporten giver en utrolig god ballast og et fundament for at fungere i f.eks. skole og på arbejdsmarkedet. At være en del af den paralympiske bevægelse, både som atlet og nu også civil, har bekræftet mig i, at sporten er en god igangsætter for positive dynamikker hos det enkelte individ – og for samfundet som helhed.
Hvad er dine planer under de Paralympiske Lege i Paris?
Forhåbentlig skal jeg deltage og kan have fuldt fokus på at præstere sportsligt. Jeg håber på en direkte kvalifikationsplads, men regner ikke med det. Kvalificerer jeg mig ikke til PL, så vil jeg alligevel være til stede i Paris som Impact Manager. Her bliver min opgave at pleje samarbejdsrelationer og skabe nye. Alene kan IPC ikke skabe impact, men det sker i høj grad gennem de interessenter, som der er på området, herunder organisationer, nationale komiteer og de nationale myndigheder. Jeg håber dog på, at jeg er at finde på banen frem for i ”mødelokalet”.
Christian Lykkeby Olsen
- Alder: 30 år
- Bopæl: Bonn
- Disciplin: Atletik - 1500 m
- Klub: Sparta
- Klasse: T46
- Handicap: Beskadigede nerveforbindelser i højre arm og skulder
- Udvalgte resultater: Verdensrekord i halvmaraton i sin klasse
- Tidligere PL-deltagelse: Tokyo 2021