Fremtidens Parasport Danmark til debat
Et stort antal stemmeberettigede deltagere på Parasport Danmarks repræsentantskabsmøde gjorde deres indflydelse gældende ved at genvælge formand John Petersson, skifte ud i bestyrelsen og sende et flyvefærdigt forslag til ny politisk organisering tilbage til tegnebrættet.
Tæt på 100 repræsentanter fra parasportens klubber, udvalg og nærmeste samarbejdspartnere var samlet den 20. april på Scandic Kolding, der i år var rammen om det biennale repræsentantskabsmøde i Parasport Danmark. Der var på forhånd lagt op til et begivenhedsrigt møde, og deltagerne leverede som ventet både en livlig debat, nervepirrende afstemninger og afslutningsvis en festlig fejring af de frivillige kræfter i parasporten.
- Jeg kan konstatere, at demokratiet trives i Parasport Danmark, og det er jeg meget tilfreds med. Tilslutningen har ikke været større i 13 år, og det er glædeligt, at mange vil være med til at præge parasportens udvikling, siger formand John Petersson, der blev genvalgt til posten uden modkandidater.
- Jeg er glad for opbakningen til min person, og jeg ser frem til det spændende arbejde, vi står over for de næste to år, hvor vi bl.a. tager hul på arbejdet med en ny strategi for Parasport Danmark, siger John Petersson, der i den kommende periode får ét nyt ansigt med i bestyrelsen i form af Lykke Guldbrandt, der blev valgt på bekostning af Even Falk Magnussen.
Beslutningsforslag blev forkastet
På repræsentantskabsmødet blev det også klart, at arbejdet med at forenkle den politiske organisering i parasporten mod forventning endnu ikke er nået målstregen. Et konkret forslag til en organisationsforandring, der ville indebære nedlæggelsen af de nuværende Elite-, Bredde- og Udviklingsudvalg til fordel for nye, rådgivende udvalg, blev debatteret i mere end en time. Og selvom et betydeligt flertal på 30 mod 18 efterfølgende stemte for forslaget, var opbakningen utilstrækkelig, da vedtægtsændringer i Parasport Danmark kræver min. 2/3 af stemmerne.
For næstformand Jens Boe Nielsen, der har være en del af arbejdsgruppen bag forslaget, var resultatet en overraskelse.
- Vi mener, vi har lavet et meget grundigt forarbejde til, hvad der reelt sigter mod en smidigere og mere målrettet ledelse og administration af forbundets arbejde til fordel for alle de mennesker, som ønsker at udfolde sig i regi af Parasport Danmark. Forslaget er blevet behandlet grundigt på flere dialogmøder, hvor alle har haft mulighed for at give deres besyv med, og det var vores klare indtryk, at det i sin endelige udgave nød stor tilslutning, siger Jens Boe Nielsen.
Debatten på repræsentantskabsmødet viste dog noget andet.
- Der kan være mange grunde til, at man har stemt imod forslaget. Vi fik måske ikke klargjort styrkerne godt nok og der har nok været en række usikkerheder, måske en modstand, som gjorde, at man ikke ønskede denne forandring, siger han.
Blandt dem, der gav udtryk for en bekymring omkring det fremsatte forslag, var Parasport Aalborgs nye formand Per Kristensen.
- Fra mit perspektiv handler det om, at det ikke har været helt klart, om man er i gang med at flytte noget magt og indflydelse fra medlemmerne og over til forbundets ansatte og politikere. Hvis det er tilfældet, mener jeg, det vil være en usund udvikling, siger Per Kristensen, der deltog i sit første repræsentantskabsmøde som klubformand.
- Det var en spændende og positiv oplevelse. Det var et møde med en masse dynamik og plads til at tale om tingene og dele tanker om Parasport Danmarks fremtid. Det sætter jeg pris på, siger han.
Per Kristensen vurderer, at det er en stor og vanskelig opgave at samle hele parasporten om et nyt forslag til politisk organisering, og det kræver endnu bedre kommunikation og klubinddragelse, hvis det skal lykkes.
- Vi er en del af et komplekst forbund med mange idrætter og interesser, og det er jo helt naturligt, at alle gerne vil have mest mulig indflydelse. Jeg tror, Parasport Danmark skal være endnu bedre til at tage dialogen med klubberne, så alle føler sig hørt og respekteret i forarbejdet, siger han.
Aalborg-formanden vil gerne være en del af det kommende arbejde.
- Som foreningsmand stiller jeg mig til rådighed for det udvalg, der nu skal i arbejdstøjet. Jeg mener, det er vigtigt for forbundet, at der næste gang bliver præsenteret en løsning, der opnår stor opbakning, siger han.
Festlig afslutning
Hvis stemningen var lidt trykket umiddelbart efter dagens valghandlinger, var den til gengæld festlig og løssluppen, da repræsentantskabsmødet blev afsluttet med fejringen af titlen som Årets Specialforbund i DIF-idrætten i 2023 og uddelingen af Ildsjæleprisen 2024.
Begge kåringer blev fejret under festmiddag, der var flankeret af både taler, sange og en quiz. Det var en aften, Parasport Danmarks formand længe havde set frem til.
- Klubberne og de frivillige ildsjæle i parasporten er altafgørende for, at Parasport Danmark nyder stor anerkendelse i idrættens verden og lykkes med at gøre en forskel for rigtig mange mennesker med handicap eller særlige behov. Derfor var det en fornøjelse at få lov til at sige tak, og jeg er i hvert fald motiveret for, at vi sammen får endnu mere at fejre i de kommende år, siger John Petersson.
Det næste repræsentantskabsmøde i Parasport Danmark finder efter planen sted i Brøndby i april 2026.
Bag forslaget om ny politisk struktur
En arbejdsgruppe bestående af Jan Sau Johansen og Jens Boe Nielsen fra Parasport Danmarks bestyrelse samt direktør Ivan Løvstrup og udviklingskonsulent Jonathan Vaarst har igennem to år afviklet i alt otte åbne dialogmøder samt møder med de nuværende Eliteudvalg, Breddeudvalg og Udviklingsudvalg for at forbedre og kvalificere et forslag til fremtidens politiske organisering. Fra det første møde i Aalborg i september 2022 til det afsluttende møde i Brøndby i marts 2024 har flere end 100 personer og 40 idrætsforeninger deltaget i processen.