Parasport Danmark logo hvid.png

Sportsnyheder

VM-bronze i badminton, første udtagne til Paris og andre parasports-nyheder.

Badminton: VM-bronze til Cathrine Rosengren

For fjerde gang i streg kunne Cathrine Rosengren rejse hjem fra VM i parabadminton med en bronzemedalje om halsen. Danskeren var stærkt spillende ved VM i Thailand i februar, indtil hun nåede semifinalen, hvor den paralympiske mester Yang Qiuxia blev endestationen. Kineseren vandt efterfølgende VM-titlen.

De fleste år er VM det store sæsonhøjdepunkt, men i 2024 har Cathrine Rosengren et andet mål. Det gælder om at toppe til sommerens Paralympiske Lege i Paris. Med VM-bronzen er hun et stort skridt nærmere en plads i den danske delegation.

Svømning: Danmark bedst i Norden

10 talentfulde svømmere repræsenterede dansk parasvøming ved decembers Nordiske Mesterskaber i parasvømning i Estland og vandt i alt 24 medaljer og titlen som Nordens bedste parasvømmenation. Særligt PL-aktuelle Alexander Hillhouse dominerede. Kvik Kastrup-svømmeren vandt hele otte guldmedaljer og titlen som Nordens bedste mandlige svømmer.

– Jeg tror, det bl.a. afspejler, at vores bedste svømmere bliver mere og mere velintegrerede i de bedste svømmeklubber i Danmark. Flere elitesvømmeklubber er motiverede for at hjælpe dem til at udvikle sig. De ser ikke en handicappet svømmer, men blot talentfulde og ambitiøse atleter, siger landstræner Brian Marshall.

Ridning: Dansk medaljeregn i Holland

De danske ryttere leverede flotte resultater ved årets sidste internationale stævne i Genemuiden i Holland midt i december.

Hele 12 danske paradressurryttere stillede til start, og ikke overraskende dominerede særligt Tobias Thorning Jørgensen i grad III, hvor han sejrede i alle tre starter.

Blandt mange flotte danske præstationer bør også nævnes Katrine Kristensen (grad II), der gjorde det flot i sit comeback med flere medaljer. I Nations Cup blev det til bronze til det danske hold bestående af Nicole Johnsen (grad V), Pia Wulf Jelstrup (grad IV), Katrine Kristensen og Tobias Thorning Jørgensen.

Foto: Parasport Danmark
Foto: Parasport Danmark

Paralympiske Lege: Første danske atlet udtaget til Paris

Foto: Lars Møller
Foto: Lars Møller

Taekwondokæmper Lisa Kjær, der vandt paralympisk guld i Tokyo, får mulighed for at gentage bedriften i Paris og føje endnu en stor triumf til sin Hall of Fame-karriere. Den firedobbelte verdensmester og femdobbelte europamester jagter nu et forsvar af sin PL-titel i Paris.

Ifølge DIF’s paralympiske chef de mission, Nicklas Bjaaland, er det velfortjent, at den 46-årige veteran bliver udtaget som den første danske para-atlet til legene i Paris.

– Det er en sand fornøjelse igen at have Lisa Kjær med på holdet. Hun kommer med et resultatkatalog, som kun meget få kan mønstre, og så er hun forsvarende mester, så jeg glæder mig allerede meget til at se hende i kamp for Danmark igen. Lisa bidrager med sin person meget positivt til holdet, så jeg ser det som en styrke for hele den danske delegation, at vi har hende med, siger Nicklas Bjaaland.

Klatring: Flotte danske NM-resultater

Tre danske paraklatrere leverede fornemme præstationer, da der i november blev afholdt Nordiske Mesterskaber i Blocks and Walls på Refshaleøen.

  • Mads Hvid stillede op i Vision-klassen og vandt sølv
  • Peter Tramm stillede op i klassen Upper Extremity og vandt sølv
  • Monica Raavig stillede op i klassen Upper Extremity og vandt bronze
Foto: Dansk Klatreforbund
Foto: Dansk Klatreforbund

Svømning: Hillhouse hurtigst i verden   

Ved DM på kortbane i Greve Svømmehal midt i december viste Alexander Hillhouse forrygende form, da han satte ikke færre end tre nye verdensrekorder i sin klasse S14 for svømmere med udviklingshandicap. I både 100 og 200 m butterfly samt 200 m ryg er KVIK Kastrup-svømmeren nu hurtigst i verden i sin klasse. Derudover satte han også danske rekorder i 50 m butterfly og 50 m rygcrawl.

Også Marius Danielsen (klasse S19) præsterede flot med fire nye danske rekorder i henholdsvis 50 m butterfly, 100 m butterfly, 200 m butterfly og 50 m fri.  

Privatfoto
Privatfoto