Kulturministerens parasportspris 2023: "Jeg ryster helt..."
Hele salen rejste sig, da paracykelrytteren Emma Lund vandt Kulturministerens Parasportspris 2023.
Tekst: Ane Rønn Johansson
Foto: Lars Møller
Til stående applaus kunne den danske verdensmester i paracykling gå på scenen i Herning og fortjent lade sig hylde til gallashowet Sport 2023 den 6. januar.
– Tusind tak! Jeg ryster helt...! Jeg vil rigtig gerne takke min familie, min træner, Parasport Danmark, Team Danmark og kulturministeren selvfølgelig, lød det fra en glad og stolt Emma Lund på scenen i Jyske Bank Boxen i Herning, hvorefter hele salen rejste sig og hyldede hende.
2023 har da også været et uforglemmeligt år for paracykelrytteren, der i august vandt bronze i enkeltstart og guld i linjeløbet i T2-klassen for trikeryttere ved VM i Skotland. I øjeblikket kæmper hun for at kvalificere sig til de Paralympiske Lege i Paris 2024.
Kulturministerens Parasportspris hylder og hædrer en særlig indsats for dansk parasport, og ud over Emma Lund var de to øvrige nominerede:
- Fin Biering-Sørensen, professor emeritus, der lige siden 1970’erne har bidraget til parasportens store udvikling
- DBU’s og Parasport Danmarks projekt ’En del af holdet’, der er et tilbud om fodbold til børn og unge med særlige behov.
Emma Lund var desuden nomineret til DIF, Team Danmark og Toyotas 'Intet er umuligt'-pris, der gik til herredoublen i badminton, Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen.
Hillhouse nomineret til Årets Sportsnavn
Årets Sportsnavn ved Sport 2023 blev herrelandsholdet i håndbold, men også her var en para-atlet nomineret. Svømmeren Alexander Hillhouse, der i 2023 bl.a. vandt sølv og bronze ved VM og satte flere verdensrekorder, var nemlig blandt de 15 sportsnavne, der var i spil til prisen.