Til sydpolen på ski
Den blinde skiløber Arne Christensen vil nå klodens sydligste punkt på ski de første uger af 2024. Det er en udfordring, der kræver mange års erfaring, en dygtig ledsager og målrettet træning.
Tekst: Mette Oscar Pedersen og Ann Sofie Hald
Foto: Henrik Frydkjær
At løbe 111 km på ski i 25 graders frost på 6-8 dage kræver en god fysik. Oprindeligt var planen, at Arne Christensen og hans ledsager skulle til Nordpolen. Men turen har været plaget af forhindringer, og derfor har de i stedet rettet kompasnålen mod den sydlige polarcirkel.
Arne Christiansen er en erfaren skiløber, der har deltaget i fem paralympiske lege på ski, og var den første blinde skiløber til at løbe Vasaløbet i Sverige og Birkebeineren i Norge. Han er til dato den eneste blinde skiløber, der har gennemført Arctic Circle Race i Grønland.
Veteranen har rundet de 70 år, er synshandicappet og vil ikke kunne gennemføre turen alene. Med sig har han sin gode kammerat og ledsager Claus Geleff. De to har kendt hinanden siden 1992 og har gennemført mange skiløb sammen.
Hvordan har du forberedt dig fysisk?
- Jeg har besøgt det lokale fitnesscenter 78 gange i år og har ski-, romaskiner og spinningcykler i kælderen, som jeg benytter hver dag. Og så trækker jeg bildæk i en særlig sele.
For at krydse polarcirklen er det nemlig nødvendigt at trække alt sit udstyr med sig i en specialindrettet kælk kaldet en pulk, og derfor skal træningen tilrettelægges efter de vilkår, turen gennemføres under.
Hvordan har du forberedt dig mentalt?
-Der er nogle ting, jeg ikke kan, når jeg ikke kan se, så jeg forbereder mig på, at der bliver noget ventetid, mens Claus f.eks. laver en kop varm kakao til os. Men min største udfordring bliver nok, at jeg skal gøre alting med handsker på. Jeg plejer jo at bruge mine fingre til at se med, men jeg kan ikke tage handskerne af i 25 graders frost.
Hvorfor gør du det?
-I starten gjorde jeg det af egoistiske grunde, jeg ville være den bedste. Men nu handler det om, at jeg gerne vil inspirere andre blinde til at sætte sig nogle mål.
Jeg vil gerne vise seende, at der er nogle ting, der kan sagtens kan lykkes for en synshandicappet. Det kræver selvfølgelig, at man har færdigheder og gør en indsats, men med den rette hjælp, så er der rigtig meget, der kan lade sig gøre.