Leder: Kommunal spareiver koster dyrt

Af John Petersson, formand for Parasport Danmark

Idræt er et fantastisk redskab til at holde kroppen aktiv, sindet sundt og en social omgangskreds ved lige. Det gælder for alle mennesker, men særligt for mennesker med handicap. Derfor bør lige adgang til idræt også være en grundlæggende rettighed for alle i Danmark. Man skal kunne komme til idræt, bydes velkommen i foreningerne, og støttes med de hjælpemidler og hjælpetimer man har behov for, for at leve et aktivt liv. Som alle andre.  

Men sådan ser virkeligheden desværre ikke ud i alle kommuner. I Parasport Danmark oplever vi i stigende grad, at borgernes støtte til idrætsdeltagelsen spares væk. Fra flere af vores klubber og idrætter hører vi, at de kommunale spareøvelser går særligt hårdt ud over borgere, der er afhængige af personlige hjælpere for at gå til idræt. De med de sværeste handicap.

Et af ofrene er 61-årige Hanne Jespersen. I de tidlige 1990’ere var Hanne med til at stifte Danmarks første kørestolsrugbyklub i Viborg. Siden har hun været en drivkraft i sporten som spiller, og frivillig og klubformand. Hanne Jespersens aktive livsstil er med hendes egne ord med til at holde kroppen og sindet ungt og stærkt. Uden sporten taber hun hurtigt kraft, mobilitet og overskud i hverdagen.

Ligesom mange andre i parasporten er Hanne Jespersen afhængig af personlig hjælp for at kunne dyrke idræt. Den har hun hidtil været sikret gennem en BPA-ordning - Borgerstyret personlig assistance - i Aarhus Kommune. Via ordningen har hun kunnet ansætte faste hjælpere og prioritere deres tid mellem idræt, familiebesøg, dagligvareindkøb og meget andet.

Men den går ikke længere, siger kommunen. I fremtiden skal Hanne Jespersen bruge den såkaldte ledsagerordning, som alene sikrer hende 15 timers ledsaget hjælp om måneden. Og ledsagerne må ikke hjælpe med de forflytninger, der er nødvendige for at dyrke kørestolsrugby. Derfor foreslår kommunen, at også hjemmehjælpen træder til. En ufleksibel papirløsning, der ingen mening giver i praksis.

Får Hanne Jespersen ikke kommunen til at ændre beslutningen, må hun stoppe til kørestolsrugby. Så vil hun aldrig mere kunne spille kontinuerligt eller deltage i stævner og sociale arrangementer med sit hold.

Også i idrætter som boccia, skydning og i el-kørestolsidrætterne hører vi om hjælpertimer der skæres væk. Det overordnede indtryk er, at BPA-ordningen et bekvemt offer for kommunernes sparekniv, fordi den enkelte kommune selv vurderer behovet og træffer afgørelsen.

Set med samfundsbriller er det en utrolig kortsigtet løsning. Al erfaring fortæller, at prisen bliver høj, når mennesker med handicap ikke kan være fysisk og socialt aktive. Hvis de mister muligheden for at dyrke idræt i en forening, mister de også en væsentlig afbødning af potentielle følgesygdomme, inaktivitet og ensomhed. Kan kommunerne leve med det?

Jeg synes, udviklingen gør os fattigere som samfund, når de borgere, der har mest brug for hjælp, ikke længere får lov til at tage del i fællesskaberne. Derfor kan jeg love, at vi i Parasport Danmark gør alt, hvad der står i vores magt for at råbe kommunerne op og værne om vores medlemmers mulighed for at dyrke idræt.