Frivillig IFORM: Jeg er ikke ’farlig’, bare fordi jeg sidder i kørestol
Claus Madsen har været engageret i parasporten, siden han i 1987 var med til at etablere handicapidræt i Tjørring Idrætsforening. I dag er den 60-årige veteran formand for handicapafdelingen og nyder stadig at spille Powerchair Football.
Tekst: Jørn Erik Simonsen
Hvordan startede du som frivillig?
I 1987 var vi nogle, der i samarbejde med det lokale dagcenter startede et handicapidrætstilbud i Tjørring Idrætsforening. Senere blev vi en underafdeling under Tjørring Idrætsforening (TIF), hvor jeg først blev kasserer og siden formand. Det er jeg stolt over, at jeg har været med til at ’få på benene’.
Hvorfor er du frivillig?
Som ung havde jeg et stort behov for at blive hørt på lige vilkår med alle andre. Derfor talte jeg gerne højt for at blive hørt og tale de ’svages’ sag. Det gør jeg stadig, og det frivillige arbejde er meget vigtigt for mig. Det giver stor mening at være med til at give mange flere handicappede mulighed for at dyrke idræt og være med i en idrætsforening. Jeg mærker på egen krop, hvor dejligt det er at deltage i en idrætsgren og i det sociale fællesskab dér.
Jeg oplever også, at min stemme er lige så meget værd som de andre formænds. Folk kender mig og siger hej. Jeg tænker, at det giver en værdi til lokalsamfundet, at børn, unge og voksne kan opleve, at mennesker kan se forskellige ud. Nogle sidder i kørestol, andre gør ikke, og det er helt ok. Jeg er ikke ’farlig’, bare fordi jeg sidder i kørestol.
Claus B. S. Madsen
60 år
Formand for Tjørring IF’s parasport-afdeling
Hvilke udfordringer oplever du ift. dit foreningsarbejde?
Vi oplever, at en af de største udfordringer er, at mange borgere kun har 15 timers ledsagelse i måneden, og det sætter borgerne i et dilemma: Skal jeg have handlet ind, tage til mormors fødselsdag eller komme til kørestolsfodbold to gange? Det er et urimeligt valg at skulle træffe.
Hvad er din største oplevelse?
Det var, da jeg i 2007 var med landsholdet i kørestolsfodbold til VM i Japan.
Det var fantastisk at mærke anerkendelsen af kørestolsfodbold som en idrætsgren, der kan komme til VM. Det var også imponerende at se de dygtigste kørestolsfodboldspillere fra hele verden, og hvad de kunne i deres spil. Og dejligt at opleve, at de dygtigste spillere ikke lader deres handicap stå i vejen for deres drømme.
Det var en anderledes og sjov oplevelse, at da vi kom til indgangen til hallen ved VM i Japan, så skulle vi holde i kø for at få vasket vores dæk med vand og sæbe, før vi måtte komme ind i hallen.
Hvad er du mest stolt over?
Jeg er glad og stolt over den store udvikling, som kørestolsfodbold i Danmark har været igennem. Før i tiden var vi ikke regnet for noget, men nu er vi en etableret og anerkendt sportsgren. Det har betydet, at der nu er mange flere, der kender til kørestolsfodbold og dyrker sporten.