Bolivianske drømme

Sportsskole for døve børn
Jeg møder Milka på en sportsskole for døve børn. Skolen ligger i 4000 meters højde i El Alto, hvor gaderne er et mylder af mikrobusser, biler og mennesker. Tager man kabelbanen op fra La Paz, kan man se det hele i roligt tempo med udsigt til Andesbjergenes sneklædte tinder. Træningen foregår på luftvåbnets base, hvor forbundet har lånt en lettere slidt cementbane, hvor græsset titter op i revnerne. Her i solskinnet i den tynde luft træner 25 døve børn hver lørdag under instruktion af to døve og en hørende underviser. Dagens træning er sportslege og forskellige motoriske øvelser med og uden bold. Som en lidt sær kontrast til de glade børn er der på muren langs banen malet sloganet: ”Kampfly er det afgørende våben til sejr”.

Inden for sportens område er våbnet til sejr tålmodighed og målrettet træning. Underviser Modesto Mamani Perez fortæller, hvordan de arbejder med at skabe fremtidens talenter:  

– Målet er, at de udvikler sig til sportsudøvere, der kan deltage i konkurrencesport. I øjeblikket er fokus, at de lærer at samarbejde. Gennem leg lærer de at regulere deres følelser. Det giver en bedre social udvikling og ruster dem til at deltage i sportslige konkurrencer. I forhold til det motoriske analyserer vi deres evner og vurderer, hvad de har brug for at udvikle, så vi kan opdele dem i grupper og arbejde mere målrettet med den enkeltes behov. Med tiden vil de opdage, hvilke talenter de har, og så kan de vælge den sport, der passer til dem.

Det har udviklet ham meget
Glenda Achacollo er mor til Ulices på 8 år og følger med i aktiviteterne fra langsiden. Hun håber, at sporten kan hjælpe hendes søn til at blive mere uafhængig, og at han kan deltage i konkurrencer, når han bliver ældre. Hun fortæller, at han allerede efter et halvt år har udviklet sig meget:

– Det er godt for ham at dyrke sport. Før var han lidt buttet og havde ikke lyst til at bevæge sig. Nu løber og klatrer han også rundt derhjemme. Som mor til et døvt barn er jeg lidt mere forsigtig med at sende ham alene ud at lege på gaden. Hvis han slår sig, så er der jo ingen, der forstår ham, hvis han siger, at det gør ondt. Tit bliver han heller ikke taget med i de hørende børns leg, fordi de ikke forstår tegnsprog. Men her til træning leger og kommunikerer børnene. Man føler sig hjemme.

Svømmestadion i La Paz
En anden sportsskole for børn og unge, som COPABOL samarbejder med, Yin Yang, har svømmetræning i det store svømmestadion Piscina Olímpica lidt oppe ad en bjergskråning i den modsatte side af La Paz.  Det er en imponerende bygning fra 1975, der navnet til trods aldrig har været vært for et olympisk stævne. Men det har mange tilskuerpladser, 50 meter-bassin og lever op til de olympiske mål. Trods slitage er det en flot svømmehal. Her er højt til loftet, og lysindfaldet fra mange små ruder gør vandet lysende turkisfarvet.

Yin Yang har svømmetræning tre gange om ugen og tilbyder desuden træning i judo, atletik og triatlon. Skolen indgik for tre år siden et samarbejde med COPABOL. Skolens stiftere og undervisere er Marcela Libertad Toledo og Jose Luis Mendoza Silva. Ud over at være uddannet henholdsvis pædagog og brandmand er de selv tidligere elitesportsudøvere, blandt andet er Jose Luis tidligere boliviansk mester i judo. Skolens deltagere er børn og unge, både med og uden handicap, heriblandt Isabel på 15 år, der er benamputeret.

Det har ændret hele mit liv
Isabel kommer op af vandet, tager svømmebrillerne af og sætter sig på bassinkanten. Hun fortæller, at hun startede til svømning sidste år og træner tre gange om ugen:

– Jeg elsker at være her. At svømme og at være i vandet. Selv om jeg har et handicap, forhindrer det mig ikke i at gøre de ting, jeg vil, som at dyrke sport. Det har ændret hele mit liv. Jeg kan deltage i internationale konkurrencer og repræsentere mit land og mennesker med handicap. Min største drøm er at deltage i de Paralympiske Lege, fortæller hun.

Isabel er blevet opereret i benet syv gange, før det blev amputeret, og er blevet drillet i skolen med sit manglende ben, men ifølge Jose Luis har hun fået selvtillid af at svømme og af at komme i sportsskolen.

– Vi lytter til de unges problemer og støtter dem, og de vokser som mennesker, fortæller han.   

Gennem sporten bliver de unge atleter også mere uafhængige.

– Mange er meget afhængige af praktisk hjælp fra familien. Men når man dyrker sport, er der kun én selv, der kan træne og opnå resultater. Vi oplever, at den uafhængighed, de opnår gennem sporten, smitter af på deres daglige liv, siger Jose Luis.

Næste stop de Paralympiske Lege?
27-årige Luis, der har et intellektuelt handicap og et fysisk handicap i foden, er en af skolens store talenter. Det første, han fortæller om sig selv, er, at han for nogle år siden var i Panama til et latinamerikansk stævne, hvor han vandt i svømning. Ud over svømning dyrker han både judo, triatlon og atletik og har deltaget i flere nationale stævner. Han kan lide at konkurrere og drømmer ligesom Isabel om at komme til de Paralympiske Lege. Det er ikke en urealistisk drøm, mener Jose Luis:

– Vi ønsker, at atleterne med handicap får mulighed for at opfylde deres drøm om at repræsentere Bolivia internationalt i de forskellige discipliner.  Vi har tre, herunder Luis, der er superforberedte, og som, vi mener, er klar til at kunne deltage i de Paralympiske Lege i Paris i 2024.