Tryg træning 
Uret viser 16.45, og så er det tid til at spænde skinnerne, snøre støvlerne og fylde drikkedunken. Afsted i bilen med mor, der fast har chaufførtjansen til fodbold. De svinger ind på parkeringspladsen foran klubhuset i Snekkersten fem minutter i træning. 

Kort tid efter sidder 15 spillere klar i rundkreds på den vindblæste kunstgræsbane. Her får de kigget hinanden i øjnene og samlet op på weekendens store oplevelse, hvor holdet løb indløb med førsteholdet i Helsingør i kampen mod Vejle. Til sidst løber trænerne planen for dagens træning igennem, så alle er med.  

Spillerne udgør på alle måder en broget forsamling, der spænder aldersmæssigt fra 6 til 15 år, er både drenge og piger og har en højdeforskel på omtrent 80 cm. Fælles for dem er, at de tilhører den voksende gruppe af danske børn og unge, der har en diagnose eller på anden vis ikke passer ind i almene idrætstilbud.  

Sebastian, der er holdets ældste spiller, rager med sin højde på 197 cm godt op over sine medspillere. Han er diagnosticeret som mentalt retarderet og har autisme, og på banen virker han rolig, smilende og afdæmpet. To gange om ugen træner han nu med klubbens Special Olympics-voksenhold, men han har også ønsket at fortsætte sammen med de yngste.  

– Det gør noget godt for ham at være med her. På et normalt fodboldhold ville han ikke kunne følge med hverken mentalt eller fysisk, men her kan trænerne og holdkammeraterne rumme ham, og han kender dem og føler sig tryg, siger Mette Fischer.  

Fire år yngre Frederik har en ADD-diagnose. Fysisk ville han sagtens kunne begå sig blandt jævnaldrende på et hvilket som helst fodboldhold, men mentalt ville han ikke være i stand til at rumme det. 

–  Her på holdet bliver spillerne set. Trænerne er rigtig gode til at spotte, hvis der er noget galt, og hvis der er nogen, der har brug for ekstra opmærksomhed. Samtidig lærer Frederik også selv rigtig meget af at være med her. Man kan ikke bare køre sit eget ræs, men er en del af et hold. Og det gør ham mere rummelig og forstående over for andre, siger mor Mette. 

Træner afslutninger og temperament 
Special Kids-holdet i Snekkersten har fem trænere tilknyttet, og det er især ’AC’, med det borgerlige navn er Ann-Christina Rino, der har fokus på spillernes trivsel. Denne tirsdag er der relativt få udsving. En spiller standser pludselig spillet ved at sætte sig på bolden og skal overtales til at fortsætte. Tre spillere vil slet ikke være med til at spille kamp. To andre vil egentlig gerne være med i kampen, men kun hvis de hænger sammen og tæller som én spiller. En spiller vil gerne holde i hånden, og en anden forlader på et tidspunkt demonstrativt træningen for at sætte sig i udskiftningsboksen.  

Bemærkelsesværdigt er det, at ingen udviser synlig frustration over for hinanden. Der er øjensynligt heller ingen, der hæfter sig ved de åbenlyse forskelle i spillernes fysiske og tekniske kunnen. 

– Her er plads til deres forskelligheder, og de har det rigtig godt sammen. Vi har gjort meget ud af, at der skal være en god stemning på holdet, og særligt i starten måtte vi arbejde meget med at tale pænt til hinanden. Der var enkelte, der kunne komme til at være meget grove, så andre ikke kunne lide at komme. Så gav vi røde og gule kort til sproget, og nu er det faktisk meget sjældent, der flyder dumme ting ud, siger AC. 

Hun har været med omkring holdet siden starten og kender mange af børnene gennem sit arbejde som pædagog på en lokal specialskole. Det er ofte en fordel. 

– Det giver helt klart noget ro. Jeg ved, hvor de bliver udfordret, og jeg kan hjælpe dem videre og i gang igen. Også når det er nødvendigt at konflikthåndtere, siger hun. 

Når en eller flere spillere har brug for individuel opmærksomhed, trækker hun dem til side, og så overtager de øvrige trænere. Nogle gange deles holdet op, så spillerne laver øvelser, der passer til netop deres alder, niveau eller simpelthen, hvad de godt kan lide at lave. Foruden AC tæller trænerteamet Benjamin og Louise, samt Casper og Anja, der selv har et udviklingshandicap og spiller på klubbens voksenhold. 

Trænerteamets overblik og mulighed for at tage individuelle hensyn har stor betydning for Mette Fischer. 

– Trænerne accepterer, at det ikke er alle børnene, der er til det hele. Nogle har bare mere glæde af at lave nogle andre øvelser, når flertallet fx spiller kamp til træning. Jeg synes, det er guld værd, at de forsøger at tage højde for, hvad den enkelte har brug for. Mine børn tænker ikke over det, men det gør jeg, siger hun. 

Og det er en væsentlig del af filosofien bag holdet. 

– Mange af de her børn har ikke en chance for at gå til fodbold eller anden sport på normalt vis. Det ville blive nederlag på nederlag. Men sådan er det ikke her. Vi prøver at se, hvad de er gode til, og så dyrker vi det, men tilsvarende forsøger vi også at træne det, de kan forbedre, uanset om det er deres afslutninger eller temperament, siger AC. 

Drømmer om flere oplevelser
Trods enkelte afbrydelser er der godt gang i spillet denne tirsdag. Der afleveres og afsluttes med præcision og omtanke. Det ligner fodbold. For både trænere og forældre er det tydeligt, at Special Kids-holdet er kommet langt på de to år, det har eksisteret.  

– Vi har set en meget, meget stor udvikling. I starten var de vitterligt bare en klump, der løb rundt efter bolden, som når helt små børn spiller fodbold. Nu spiller de jo sammen og afleverer bolden til hinanden, og de største og dygtigste har tilmed overskud til at hjælpe de små. Det bemærker forældrene også, siger AC.  

Derfor tør de også drømme om, at der bliver mulighed for at spille flere kampe og turneringer, end tilfældet er i dag.  

– Det betyder så meget for dem at kunne trække i et spillersæt og være en del af et hold. At kunne sige det samme og få nogle af de samme oplevelser som storebror eller klassekammeraterne. Når vi har haft de her kampe mod Brøndby, der har et hold ligesom os, så fylder det virkelig hele deres liv i flere dage op til. Det er ret fantastisk at opleve, siger hun.  

Brødrene Sebastian og Frederik spiller ud over fodbold også håndbold hver lørdag, og de har flere gange deltaget i LykkeCup, der er årets højdepunkt i LykkeLiga. Det kan noget særligt, fortæller Mette Fischer. 

– At være afsted som et hold og spille til et stævne er en stor oplevelse for dem. Det håber vi, der også kan komme mere af i fodbolden. Det kunne være rigtig sjovt. Forhåbentlig kommer der flere hold til, så det i højere grad bliver muligt, siger hun.  

Da trænerteamet fløjter træningen af, er det to smilende børn, der møder Mette Fischer på sidelinjen. 

– Det har været sjovt. Der var fuld fart på i dag, siger Frederik, inden han retter sin opmærksomhed mod to holdkammerater, der i gang med en ivrig diskussion om weekendens afgørelse i Superligaen.