Parasport Danmark logo hvid.png

Parasport Danmark er Årets specialforbund

Parasport Danmarks arbejde med at skabe mangfoldige idrætsfælleskaber blev hædret ved Danmarks Idrætsforbunds årsmøde.

Formand John Petersson og direktør Ivan Løvstrup med det synlige bevis på anerkendelsen. Foto: Jacob Andersen/DIF.
Formand John Petersson og direktør Ivan Løvstrup med det synlige bevis på anerkendelsen. Foto: Jacob Andersen/DIF.

Tekst: Jacob Andersen/DIF 


På DIF's årsmøde lørdag d. 29. april var det Parasport Danmark, der modtog salens hyldest og en pengegave på 100.000 kr. efter at have vundet afstemningen om Årets Specialforbund 2023.

– Det her er en meget stor anerkendelse af vores arbejde i Parasport Danmark. Vi er på en lang rejse og mission om at skabe de bedste muligheder og rammer for, at personer med handicap og særlige behov kan dyrke idræt og motionere i sociale, attraktive fællesskaber. Det arbejder vi på hver dag, og derfor er vi naturligvis ekstremt glade for denne her pris, siger John Petersson, formand i Parasport Danmark:

Prisen blev overrakt af DIF's næstformand, Thomas Bach, og han fremhæver især Parasport Danmarks indsats for børn og unge med fysiske handicap og deres fokus på mangfoldighed.

– Parasport Danmark arbejder målrettet for at skabe trygge idrætsfællesskaber for børn og unge med  fysiske handicap og bygger bro videre til det almene foreningsliv. Samtidig rekrutterer de både frivillige og administrative medarbejdere ud fra et mangfoldigt fokus. Jeg vil gerne ønske et stort tillykke til Parasport Danmark – det er meget velfortjent, at de vinder prisen som Årets Specialforbund 2023, siger Thomas Bach.

Parasport Danmark har ifølge indstillingen arbejdet målrettet inden for områder som rekruttering og fastholdelse, tværidrætsligt samarbejde med andre specialforbund, samfundsansvar og mangfoldighed.

DIF’s bestyrelse nominerede Parasport Danmark samt Dansk Skytte Union og Danmarks Cykle Union på baggrund af indkomne indstillinger. De tre nominerede blev på årsmødet præsenteret af DIF’s formand, og vinderen blev herefter fundet ved en elektronisk afstemning blandt alle stemmeberettigede.