Fra sport til job
Parasportens udfordringer og sejre klædte Bente Aalling og Jakob Mathiasen på til et arbejdsliv med et handicap. Sporten har udviklet dem som mennesker og givet dem en uvurderlig tro på, at de kan klare livets udfordringer.
Tekst: Matilde Brixen
Foto: Christer Holte
Fald ned syv gange, rejs dig op otte.
Sådan lyder et gammelt japansk ordsprog. Det kræver en særlig mentalitet at se forhindringer som udfordringer, der styrker dig og ikke at føle dig besejret, når nederlagene kommer.
Sådan en mentalitet har et liv i sportens verden været med til at give Bente Aalling. Den 46-årige lærer lever med Arthrogryposis Multiplex Congenita (AMC) - en medfødt lidelse, som giver stive led og gør, at Bente mangler muskler i kroppen.
Hun er tidligere topsvømmer og var på paralandsholdet fra 1995 til 2001 og deltog blandt andet ved de Paralympiske Lege i 2000 i Sydney. Mens hun som ung læste til lærer, kæmpede hun blandt andet for at kvalificere sig til Sydney-legene, og hun fortæller, at elite-karrieren var med til at ruste hende til et arbejdsliv med et handicap.
- Det har givet mig noget pondus og gjort, at jeg står ved den, jeg er. Jeg har altid været en kæmpe undskyldning for mig selv, men sporten har givet mig den ballast, som jeg har haft brug for, fortæller Bente passioneret, mens hun rækker mig kaffen - vel og mærke uden brug af hænderne.
Vokset som menneske
I Bentes arbejdsliv som lærer har selvværdet og den indre styrke, hun har fået været helt uundværlig.
- Jeg har altid vidst, at jeg skulle være lærer, men det har ikke altid været nemt. Jeg ser jo godt børnene lave abeansigter og gå mærkeligt bag min ryg. Og har jeg de store klasser, er der altid helt stille de første gange, de har mig.
Børn er umiddelbare, og Bente forsikrer mig om, at børnene ikke gør, som de gør i ond mening. Men der er et behov for, at hun italesætter sine udfordringer i sådan en situation. Noget tiden i svømmehallen har været med til at gøre nemmere.
- At møde en masse ligesindede personer gennem idræt har gjort, at jeg er vokset som menneske. Du møder en masse forskellige mennesker med forskellige udfordringer, som inspirerer dig. Du oplever en fantastisk mangfoldighed, som er helt unik. Jeg blev mindet om, at jeg kunne klare mange ting. Det satte gang i en selvudviklingsproces hos mig. Det har helt sikkert været med til, at jeg kan klare jobbet som lærer.
Bente bøjer sig ned, tager sugerøret op til munden, og tager en slurk kaffe. Hun har fundet sin egen måde at gøre alting på, og få det at se let ud.
- Der er så mange med fysiske funktionsnedsættelser, som på næsten alle tider af døgnet er afhængige af andre. Inklusiv mig selv. Og en af de ting, som har udviklet mig, er netop de øjeblikke, hvor jeg kan klare mig selv. Momenter hvor det kun er mig og min krop, som er ansvarlig for resultatet.
I dag er det stadig konkurrence og udfordringer, som giver Bente energi i hverdagen og på arbejdet. Hun holder sig aktiv som løber og deltager i både 10 kilometer og halvmaraton-løb på sin Frame Runner.
Mere end et handicap
Som menneske med et handicap lever man et liv med mange udfordringer. Man møder fordomme, har sværere ved at blive en del af fællesskaber og lever i et samfund, der ofte ikke er indrettet med hensyn til mennesker med handicap. Her kan parasporten, som Bente Aalling ser det, noget specielt.
- I parasporten ser folk ud over funktionsnedsættelserne. Det er et unikt sted, hvor ens handicap i kombination med ens egenskaber gør dig værdifuld. Mit handicap blev en biting i øjeblikket og samtidig en forudsætning for store oplevelser.
Det er ikke altid tilfældet på en arbejdsplads, hvor hensynene og foranstaltningerne bliver for store, og handicappet kommer til at fylde, forklarer Bente.
- Jeg har det bedst, når mine kolleger eksempelvis beder mig om lige at tage koppen øverst i skabet. Måske synes de, at det er pinligt, men lige der oplever jeg, at de ser mennesket Bente og ikke mit handicap.
Bristet barnedrøm
Tilbage i 2000, da de Paralympiske Lege blev afholdt i Sidney, og Bente svømmede om medaljerne, kunne man ikke langt derfra opleve femkæmperen Jakob Mathiasen.
Som dreng driblede Jakob rundt i hallen i Åbyhøj ved Aarhus med en basketbold og dagdrømte om at stå på den helt store scene i den rød-hvide trøje, alt imens han stædigt trænede sine dunks.
- Jeg havde mange drømme om sport. Jeg ville være professionel basketballspiller eller på landsholdet i atletik. Sport fyldte alt, fortæller Jakob Mathiassen, mens han mindes en svær tid i livet. Som bare 11-årig fik han kræft i det højre ben, og behandlingen for de muterede celler var klar. Benet skulle af.
- Lige pludselig bristede min barnedrøm. Efter min operation fortalte lægen mig, at jeg aldrig ville komme til at løbe igen. På det tidspunkt kunne du ikke løbe, når du manglede det ene ben. Det var et kæmpe chok for mig. Jeg sagde dengang, at jeg skal fandme nok vise ham. Jeg kommer op og løber igen. Og det gjorde jeg så.
Et liv med sport
Møder du 51-årige Jakob Mathiasen, bliver du hurtigt smittet af hans kæmpe drive til at gøre det umulige muligt. I dag løber Jakob ikke bare, han har også deltaget ved de Paralympiske Lege tre gange (1996 i Atlanta, 2000 i Sydney og 2004 i Athen), og har vundet fem PL-medaljer i længdespring og spydkast, heraf tre af guld. Han valgte at læse idræt, tage på idrætshøjskole og arbejder i dag som fysioterapeut i Ribe og dyrker stadig en masse sport – særligt har han kastet sin kærlighed over padel og tennis.
Sporten er del af hans liv og de mange kompetencer, som den har givet ham med på vejen, bruger han hver dag.
- Det at dyrke idræt med andre ligestillede giver et sammenhold. Det giver selvtillid og troen på, at man godt kan, selvom man mangler et eller andet eller har en helt anden udfordring med i bagagen, fortæller han.
Paralympiske øjenåbnere
Selvom guldmedaljerne ved de Paralympiske Lege står langt oppe på listen over indtryk fra Jakob Mathiasens idrætsliv, så er det nogle andre PL-oplevelser, der har givet ham modet og selvtilliden til hele tiden at rykke sig i sin karriere og livet generelt.
- Jeg har siddet i et stort madtelt og betragtet en meget dårlig stillet afrikansk mand uden det ene ben stave sig frem med en bambusstok. Kort tid efter står han og leverer en vanvittig præstation i sin sportsgren. Jeg har oplevet min største konkurrent, sydafrikaneren Fanie Lombaard, knække sin benprotese under en aktion, rejse sig og kæmpe videre og alligevel ende med at vinde guld.
- Du bliver omsluttet af en mangfoldighed, som er så livsbekræftende, og du kan næsten ikke undgå at gå derfra med et positivt livssyn. Samtidig spejler du dig i ligesindede, og hvis de kan, så kan du også. Det giver en selvtillid og tro på, at man kan meget mere, selvom man har et handicap.
Jakob fortæller, at han nogle gange bruger samme motivationspeptalk til sine børn. For hvis han kan med et ben, så kan de vel også med to. Han er blevet klar over, at udfordringer er til for at blive løst, og det er okay at drømme stort.
- Sporten har lært mig, at mit fokus ikke skal være på virkeligheden foran mig men på en større vision, som måske ikke er virkelighed endnu.
I dag sætter Jakob sig stadig mål, sportslige, personlige og ikke mindst arbejdsmæssige. Han er i sin praksis begyndt at arbejde med andre med fysiske handicaps, og af og til møder han endda Bente Aalling i sin klinik i Ribe.
Ingen af dem er færdige med at jagte deres drømme, selvom drømmene med tiden har ændret sig.
Handicap, idræt og beskæftigelse
Der er et stort beskæftigelsesgab mellem personer med og uden handicap. En nylig undersøgelse fra det nationale forskningscenter VIVE viser, at kun 61 procent af personer i Danmark med handicap i 2021 var i beskæftigelse, hvor 86 procent af personerne uden handicap var i beskæftigelse.
Idræt kan måske være en god medspiller til at få ændret disse tal. En spørgeskemaundersøgelse blandt 1000 tilfældigt udvalgte danskere med handicap i 2013 viste, at mennesker med handicap, der dyrkede idræt, havde er beskæftigelsesgrad, der var 50 % højere end mennesker med handicap, der ikke dyrkede idræt.