Fodbold, frivillighed og fightervilje
Hun er målmand på Special Olympics landsholdet, angriber på et herrehold, hjertestarter og en socialt engageret ildsjæl ud over det sædvanlige. Mød modige Michele Formann.
Tekst: Ann Sofie Hald og Mette Oscar Pedersen
Foto: Joachim Rode
“Målmanden er 60% af holdet”. Sådan sagde en træner engang til Michele Formann, og de ord har hun taget til sig. Hun været sidste skanse lige siden, hun som femårig blev bidt af fodbold, og er en vigtig del af holdet, uanset om hun står for Kirke Helsinge/Gørlevs Damehold, som netop er rykket op i serie 1, eller på Special Olympics landsholdet, som hun har stået for siden 2012. Kun i hendes anden klub, Snekkersten IF (for jo, hun elsker fodbold så meget, at hun spiller på to forskellige hold) er hun ikke målmand. I Helsingørklubben, hvor holdkammeraterne er mænd, er hun flyttet op i angrebet.
-Det går også rigtig godt med at være angrebsspiller, men jeg har det bedst på målet, siger Michele Formann.
-Det er trygt at stå på mål, for det er det, jeg kender og den position, jeg altid har haft. Jeg har overblikket over banen og spillet, og jeg ved, jeg er den sidste stopper, når jeg kan se, der er et angreb på vej.
En modig spiller
Michele Formann lyder i spillerkredse kun navnet Formann. Hun beskriver sig selv som en modig spiller, der ikke er bange for konfrontationer med modstanderen.
Det kan landstræner Pia Stougaard Karlsen kun være enig i. Til juni skal Special Olympics-landsholdet med til verdens største idrætsstævne for mennesker med udviklingshandicap, Special Olympics World Summer Games i Berlin, og landstræneren er tryg ved at have Michele Formann mellem stængerne.
"Schmeichel står fantastisk, og man kan se, at han kalder på spillerne og dirigerer dem i de rigtige retninger. Det gør jeg også."
-Formann er en dygtig målmand, hun kommer ud af målet som en terrier og råber ofte “jeg har den”, inden modstanderen har skudt for at psyke dem. Hun har et kæmpe overblik, og holdet er trygge ved, at hun kan dirigere dem, fortæller Pia Stougaard Karlsen.
Formanns store idol er Kasper Schmeichel. Hun har en video med ham, hvor han dirigerer landsholdet. Den ser hun en gang imellem for inspiration:
-Schmeichel står fantastisk, og man kan se, at han kalder på spillerne og dirigerer dem i de rigtige retninger. Det gør jeg også, siger Formann
Landsholdstræningen er det bedste
Noget af det vigtigste for Formann er den gode stemning spillerne imellem, og hun elsker de 4-5 gange om året, hvor der er landsholdssamling over en weekend.
-Landsholdet har gjort meget godt for mig både socialt og humørmæssigt. Det har givet mig selvtillid.
Michele Formann har ikke altid følt, at hun var god til det sociale og at få venner, men det har fodbolden ændret på:
-Jeg glæder mig en hel uge, inden vi mødes til landsholdstræning. Man glæder sig bare helt vildt til at se hinanden. For vi ser jo ikke hinanden ellers, da vi bor spredt over hele landet.
Hun beskriver landsholdet som et hold, hvor der er plads til alle:
-Vi hjælper hinanden, vi er sociale og hygger. Det er lidt som at være på lejrskole, hvor vi sover på luftmadras i et klasselokale. Det er skønt at være sammen og nogle af mine bedste venner er der fra.
Landstræner Pia Stougaard Karlsen beskriver Formann som en vigtig spiller, både på og uden for banen:
-Hun er meget omsorgsfuld og har altid et øje på, om alle har det godt. Alle kender Formann. Hun er en kæmpe humørbombe, der er et naturligt centrum.
Fra Vig Festival til Indien
Det er ikke kun i sporten, Formann sætter pris på det sociale. Det sociale engagement er vigtigt for hende, og hun har et kæmpe drive i forhold til at skabe gode muligheder for andre.
Hun er ambassadør for KIK-festival, en skandinavisk festival for udviklingshæmmede med fokus på kunst, idræt og kultur. Her arbejder hun med at arrangere fodboldturneringer. Og på Vig Festivalen har hun de sidste 6 år været frivillig teamchef og stået for at organisere rengøringen:
-Jeg kan godt lide at være med til at give andre en god festivaloplevelse. Selv holder jeg mig væk fra festivalpladsen, der er alt for mange mennesker. Jeg vil hellere være med til at give gæsterne en god oplevelse, fortæller Michele Formann.
Det frivillige engagement har også sendt hende til Indien hele fem gange, hvor hun har besøgt et børnehjem og samlet tøj, fodboldtrøjer og andet udstyr ind til dem. Turene til Indien stoppede på grund af nedlukningen i 2020, men hun har planer om at tage tilbage sammen med én af sine venner. Hun er nemlig blevet spurgt af børnehjemmet, om hun kunne tænke sig at lave noget fodbold dernede.
Derudover lægger hun også frivillige kræfter i den lokale fodboldklub, hvor hun er hjælpetræner for to drengehold U9 og U10.
-Jeg kan virkelig godt lide at arbejde frivilligt og gøre noget for andre, siger hun.
Først med hjertestarteren
Men engagementet stopper ikke ved Indien, fodbold og festivaler. Michele Formann er også en dedikeret hjerteløber, hvilket vil sige, at hendes telefon bipper, hvis en person i nærheden får hjertestop.
Når hun skal ud at løbe med hjertestarteren, kommer de mange timers fodboldtræning Formann til gode, og hun er ofte den første på stedet. Hun har været afsted som hjerteløber hele otte gange.
-For et par måneder siden havde jeg lige lagt mig i sofaen hos nogle venner, og så bippede telefonen. Så måtte jeg bare afsted. Desværre kom jeg for sent, og der var ikke noget at gøre, fortæller hun.
Årets fighter
De mange år med frivilligt arbejde er ikke gået ubemærket hen. Sidste år fik Formann ’Kalundborg kommunes Handicappris’ for sin indsats.
-Prisen har givet mig mange positive tilkendegivelser, også fra folk, jeg ikke kender. Der blev afholdt en reception på værestedet, hvor jeg fik et billede, blomster og 10.000 kr, fortæller Michele Formann, der stadig ikke ved, hvem der har indstillet hende til prisen.
2022 var også året hvor Formann vandt prisen som ’Årets Fighter’ i Klub Liv og Motion, der organiserer det meste af idrætten for mennesker med udviklingshandicap i Helsingør, herunder fodbolden i Snekkersten IF. Her spiller Formann på et herrehold, og klubtræner Louise Garde Fleisher fortæller, at hun spiller lige op med mange af mændene.
- Der er selvfølgelig forskel på fysikken, men hun kæmper og Formann kan spille lige op med de fleste. Hun er en ægte fighter, siger Louise Garde Fleisher.
Store fodboldøjeblikke
Der er ingen tvivl om, at fodbolden fylder meget i Michele Formanns liv. Selvom hun for noget tid siden rev sit ledbånd over i anklen og venter på en operation, lader hun sig ikke sådan blive sat på udskiftningsbænken.
I december 2022 vandt Formann serie 2 med dameholdet fra Kirke Helsinge/Gørlev og er fra næste sæson rykket op i serie 1. Det er et af de fodboldminder, som Michele Formann er rigtig stolt af.
-Jeg havde stået en rigtig god sæson, men ingen af os vidste, at vi havde vundet serien. Pludselig efter kampen spiller de “We are the champions” og trænerne kommer med champagne, fortæller hun.
Når det kommer til landsholdet, har Formann en mere ydmyg tilgang. Hun bliver stolt, når opringningen kommer om, at hun er udtaget. Men ambitionerne fejler ikke noget.
-Vi tager hele lortet med hjem fra Berlin til sommer. Guldet, stemningen og det sociale. Vi skal afsted med andre sportsgrene, som vi kan heppe på. Det bliver så fedt, siger Michele Formann.
Landstræneren bakker sin målmand op:
-Jeg tror 100 % på guld i år - vi har et rigtig godt hold, siger Pia Stougaard Karlsen
For Formann kommer fodbolden over alt andet:
-Jeg stopper først med fodbold, når jeg ikke længere kan komme på banen, siger Michele Formann.
Michele Formann
- 30 år
- Bor i Kalundborg
- Hun spiller i 2 klubber: Kirke Helsinge/Gørlev (målmand) og Snekkersten IF (angreb)
- Målmand på Special Olympics landsholdet siden 2012
- Arbejder frivilligt som fodboldtræner, på KIK-festival, på Vig Festival, rejser til Indien og er hjerteløber.