Chuck Melton

– De var vitterligt nødt til at gaffatape mig fast til stolen, fordi jeg var så stor. Men jeg kom på banen, tog imod taklingerne og forelskede mig med det samme i sporten. Jeg har aldrig set mig tilbage.  

I 2012 kom Chuck Melton på landsholdet, og i dag er han spillede assistentlandstræner for USA. Verdensmesterskaberne i Vejle er hans tredje, og her halvvejs gennem turneringen nyder han oplevelsen.   

– Jeg har det vidunderligt. Jeg glæder mig til at komme øverst på medaljeskalmen denne gang. De danske arrangører gør det fantastisk. 

Vidunderlig atmosfære  
Efter senest at have været til de corona-ramte Paralympiske Lege i Tokyo, hvor USA vandt sølv, er han glad for endelig at kunne spille med tilskuere på lægterne igen.  

– Tokyo var en speciel oplevelse: at spille i en kæmpe arena, uden nogen til at heppe. Så det er fedt at have den energi fra lægterne her. Atmosfæren er vidunderlig, og vi er taknemmelige for at have fans, der er kommet med for at støtte os. Jeg ser altid frem til en larmende og vild kamp.  

Som landsholdsspiller gennem ti år har Chuck Melton set niveauet i international kørestolsrugby løfte sig enormt. Blandt de syv-otte bedste lande i verden er konkurrencen hårdere og tættere end nogensinde, og mange kampe afgøres med kun et enkelt eller to mål.  

– Som spiller er det virkelig spændende. Jeg elsker det. Det er sådan, det skal være.  

Men som amerikaner er det kun sejrene, der tæller.  

– Alle hold er her for at vinde. Der er en respekt blandt spillerne uden for banen, men når det er tid til kamp, og fløjten lyder, så er man ikke venner. Vi kan få en øl, når turneringen er slut, men lige nu så er vi fjender.  

Henrik Dolleris

De seks veteraner har taget dagen fri, og med fadøl i hånden hepper de højlydt på Mark Peters og jubler for hver frække dribling, hver benhårde takling, hver overlegne scoring landsholdsspilleren laver i kampen mod Colombia.

– PEDE! PEDE! PEDE!  

– Vi er hele den gamle gruppe fra Afghanistan, og så ville vi bare heppe på Peters. Der er en god måde at sige hej til hinanden på, fortæller Henrik Dolleris.

Fedt at se ”Pede” 
Efter kampen finder soldaterkammeraterne plads i en sofa, og Mark Peters kommer trillende ud. Snakken går mest på sporten, som alle er nysgerrige på. Hvor ligger Danmark og Colombia på verdensranglisten? Hvem er favoritter til VM? Hvad er tidsreglerne?   

– Det er jo en meganem sport at komme ind i, i hvert fald de overordnede regler. Det er publikumsvenligt, og det var fedt at se Pede (Mark Peter, red.) give den gas. Jeg har jo ellers kun set klip i tv, fortæller Henrik Dolleris.   

Som våbenbrødre, der har oplevet voldsomme ting sammen, har de syv mænd et særligt bånd, men de bor spredt omkring i landet og ses sjældent. VM er en god lejlighed for delingen at ses og høre, hvordan det går.  

– Nu skal vi have frokost, og så har en af de andre startet sit eget økologiske landbrug op her i nærheden, så det skal vi ned og se. Og så kommer vi tilbage og ser kampen klokken 6. Har en fed dag og så hjem til dagligdagen i morgen.   

Torben Nygaard

Vi er halvvejs gennem VM i kørestolsrugby, og fra et arrangementssynspunkt er det en kæmpe succes. Tandhjulene klikker i stævnets store maskineri. Stemningen til særligt de danske kampe i hal 1 er vild, med ildmaskiner og rock’n’roll ved holdpræsentationerne, storskærme og hujende rød-hvide tilskuere. Og rundt om det en lang række værdiskabende aktiviteter: fanzone, konferencer, sponsorarrangementer og meget andet.   

Manden for bordenden er Torben Nygaard. Altså, bortset fra at han ikke mener, at han sidder for enden af noget bord.  

– Vi sidder i en rundkreds, og alle byder ind, lyder det med jysk beskedenhed.  

En kulmination  
Den høje, ranke mand i kørestolen har været engageret i dansk kørestolsrugby siden 2008 i et utal af funktioner: spiller på klub- og landshold, klubtræner, klubformand, assisterende landstræner, landstræner, formand for kørestolsrugbyudvalget og chef for både EM i kørestolsrugby i 2019 og VM i 2022. Han var med til at starte Aarhus-klubben Burnouts og har i år været med til at etablere en ny klub i Vejle.  

VM i kørestolsrugby er en slags kulmination på hans virke. Og han er forståeligt stolt.   

– Det giver mig noget at lykkedes sammen med andre mennesker. Det giver en stolthed at være en del af det fællesskab og kunne give det danske landshold og de andre lande en fantastisk oplevelse. Jeg har været til mesterskaber, hvor der er fem høns og en lommetyv, og jeg tror, at det her giver en anden fornemmelse af, at selv om du har et handicap, så er der mange ting, du kan udrette, siger han.   

– Vi er lykkedes med så mange af de ting, vi havde sat os for. At vi ville inspirere børn og unge til parasport. Vores sideevent-gruppe er lykkedes med at få skoler, bl.a. Egmont Højskolen, til at prøve forskellige parasport-idrætter, og forhåbentligt de bliver motiveret til at bevæge sig endnu mere. Vi har besøg af nogle af vores bedste partnere, og det er mega fantastisk at kunne dele den oplevelse med dem, og at de kan se, at de ting, som de støtter op om, også bliver udlevet. Det er virkelig fedt.  

For Torben Nygaard handler det både om sporten og om at inspirere. At vise alle de muligheder, der er, selv om man har et handicap.  

– Da jeg var landstræner, italesatte vi også det med at være en del af noget større. Så kom DBU og huggede sloganet, men jeg føler jeg stadig, at vi har patent på det. Det her er noget større.   

Mike Turner

58-årige Mike Turner er VM i kørestolsrugbys reparatør, og med 20 års erfaring tager han det roligt, også når han har travlt.  

– Alle turneringer, særligt på det her niveau, har brug for en mand til at reparere stolene. Ellers, hvis du har en stjernespiller og noget går i stykker på stolen, så er turneringen slut for holdet, forklarer han. 

Han er desuden mekaniker for New Zealands landshold. Inden spillerne skal i ilden, sikrer han sig, at rugbystolene er kampklare, og under kampene skifter han hjul, rejser faldne spillere og fikser akutte problemer.  

Rejsende i rugby  
Mike Turner rejser gratis rundt med holdene til de store turneringer, og det er både forretning og fornøjelse for ham. Han var med til at grundlægge newzealandske Melrose, der er førende på markedet for rugby-kørestole.   

– Vi begyndte at lave rugbystole for måske 20 år siden, og siden da har jeg bare rejst rundt, taget med til turneringerne, gjort det her, fortæller han.  

– I et forretningsperspektiv er det penge godt givet ud. Det er derfor, vi er så store på verdensscenen: fordi jeg altid er der. Jeg har arbejdet med alle holdene, jeg kender gutterne, og de kender mig. Hvis nogen har brug for en ny stol, så laver jeg specifikationerne, får det ordnet, mens jeg er her.  

Over årene har han knyttet mange venskaber inden for kørestolsrugby, og han nyder jobbet, rejserne og kammeratskabet.

– Rugby er det, vi brænder for. Jeg hilser på venner og hører, hvordan de har det. Jeg kender også alle mekanikerne, og vi hjælper hinanden, når der er brug for det. 

Som rejsende i kørestolsrugby har Mike Turner fulgt sporten i to årtier, og han er imponeret af VM-arrangementet i Vejle.   

– Det sportslige niveau højere end nogensinde, og der er ikke en finger at sætte på turneringsafviklingen. Lyden, musikken, selv streamingen er førsteklasses. Alt er, som det skal være, lyder det. 

Sofie Skovgaard

STADIONSTEMNING  

19-årige Sofie Skovgaard Nielsen er vild med landsholdsstemningen til VM i kørestolsrugby. Og det var sjovt bagefter at prøve parasport i fanzonen.   

Der er noget vildt ved at se unge mænd og kvinder i kampvognskørestole brage ind i hinanden. Det synes 19-årige Sofie Skovgaard Nielsen, der selv har cerebral parese og sidder i elektrisk kørestol, i hvert fald.   

– Jeg synes, det var vildt fedt, fortæller hun efter at have været inde og se Danmark vinde 52-44 over Colombia ved VM i kørestolsrugby.  

– Især at se, hvordan kørestolsbrugere kan give så meget. Jeg er ikke selv sådan en type, der tør give meget af mig selv. Men det, at man lægger så mange kræfter i det, synes jeg er fedt. 

Sofie går på Egmont Højskolen, som samlet er taget til VM i Vejle. Her er hun blevet grebet af stemningen og opbakningen til det danske hold.   

– Der var stadionstemning derinde! Alle bakkede op om Danmark. Det var ligesom, når man ser fodbold på stadion. Men samtidig giver det mig mere at se en kamp som i dag end en fodboldkamp. Det var noget særligt.  

Muligheder frem for begrænsninger
Efter kampen fik eleverne fra Egmont mulighed for at prøve forskellige parasportsgrene i den store VM-fanzone. Der blev dyrket aerobic, spillet boccia, bordtennis, kørestolsrugby og meget andet.  

Sofie har et svært handicap og styrer sin elektriske kørestol med munden eller hagen, så det var ikke alting, hun kunne være med til.  

– Jeg har lige prøvet pustedart, hvor man puster med pile gennem et pusterør. Det var ret sjovt, fortæller hun.  

Til dagligt dyrker hun ikke sport.   

– Jeg tror sagtens, jeg ville kunne finde noget, som jeg kunne fysisk, men overskuddet og det ekstra, der skal til, er ikke til det lige nu.    

I stedet koncentrerer hun sig om at færdiggøre sin STU-ungdomsuddannelse på Egmont Højskolen, hvor elever med og uden handicap går sammen.  

– Det er fedt, siger hun. Alle kan være med til det hele. Egmont ser muligheder frem for begrænsninger. Hvis jeg f.eks. gerne vil et eller andet, hvor man måske ville tænke, ”det kan hun ikke”, så siger man på Egmont i stedet ”Hvordan gør vi det, så hun kan”.