KLUBBERNES MAND
Mindeord. Karl Vilhelm Nielsen husker Allan Hein, der var afgørende for stiftelsen af Dansk Handicap Idræts-Forbund i 1971, og i en ganske kort periode var formand.
Af Karl Vilhelm Nielsen, tidligere formand for Parasport Danmark/DHIF (1980-2018)
Allan Hein, Græsted, 86 år er gået bort her i sommeren 2022 efter nogle vanskelige år med sygdom.
Allan var en nøgleperson før og under oprettelsen af Dansk Handicap Idræts-Forbund. Han var formand for den arbejdsgruppe, som blev etableret efter et mislykket forsøg på at etablere en landsorganisation for handicapidræt i 1970.
Dengang var Allan Hein formand for Lavia København og formand for Lavia-Unionen, som var en overbygning for Lavia-klubber spredt ud over landet: København, Næstved, Odense, Århus, Randers, Odder, Grenå m.fl. Klubbernes arbejde blev i de år til dels finansieret af handicaporganisationerne, men klubfolk og handicaporganisationers interesser var ikke altid sammenfaldende. Her var der ikke tvivl om Allans ståsted: han var klubbernes mand.
Leo Andersen, som i 10 år var næstformand i Lavia København med Allan som formand, fortæller:
”Allan fik skabt en stabil fremgang med voksende aktivitet i klubben – efter en årrække med uro og splid mellem flere tidligere formænd. Holdturneringen ”Kattegat Rundt” med deltagelse af byerne Oslo, Sarpsborg, Göteborg, Malmö, Århus og København var en drivende kraft i udviklingen. Allan havde talent for at etablere strukturer, organisere stævner og turneringer til gavn for de mange nye medlemmer, der kom til. Allans evner for at organisere var med til at motivere og tiltrække flere frivillige hjælpere. Den erfaring blev helt sikkert anvendt til indsatsen forud for oprettelsen af DHIF”.
Formandskampene
I løbet af 1971 fik Allan skruet en organisationsmodel sammen, som kunne accepteres af handicaporganisationerne – de fik 5 ud af 12 pladser i hovedbestyrelsen, og blev desuden medlemmer med stemmeret på linje med klubberne. Så organisationerne havde fat i den lange ende i forhold til de ”sportstossede” unge mennesker i klubberne.
Allan trak et kæmpelæs – udarbejdede forslag til lovene, indkaldte til det stiftende repræsentantskabsmøde i Vejlby-Risskov Hallen i Århus, reserverede hotelværelser på Missionshotellet og sendte brev herom til de tilmeldte m. pris kr. 39,- inkl. morgenmad. Alt var gjort klart, og Allan stod i manges øjne til at blive formand for det kommende forbund.
Men sådan gik det ikke. Formand blev overlæge Bodil Eskesen, som ikke var særlig kendt i klubberne og ej heller havde været med i arbejdsgruppen. Bodil var kendt for sin indsats som læge for personer med rygmarvsskader og som initiativtager til dansk deltagelse i Stoke Mandeville Legene i slutningen af 1960’erne. Bodil havde også et godt navn i Gigtforeningen og Vanføreforeningen.
Så med støtte fra handicaporganisationerne, nogle fuldmagter og lidt lobbyisme blev Bodil valgt som formand til stor overraskelse for Allan og Lavia-Unionens klubber. Allan var skuffet, men lod sig vælge til kasserer – en uriaspost.
Lavia klubberne gav dog ikke op. Ved repræsentantskabsmødet i april 1972, blev et forslag om at der ikke længere kunne stemmes ved fuldmagt vedtaget. Ved formandsvalget var fuldmagterne således ikke brugbare, og Allan blev valgt.
Nu var Bodil Eskesen skuffet. Hun gik til DIF, der underkendte forløbet: bortfald af fuldmagter skulle først gælde ved det næste repræsentantskabsmøde. Et ekstra møde blev afviklet i eftersommeren 1972.
Allan Hein stillede ikke op til et genvalg.
Allan var værkfører på finmekanisk værksted på Håndværksskolen, som blev drevet af Samfundet af Hjemmet for Vanføre (senere SAHVA) og han blev kaldt på kontoret og fik besked om, at han ikke burde udfordre Bodil Eskesen som formand.
Allan forstod budskabet – han var gift og havde 2 børn – hans job var i spil.
Bodil Eskesen blev ”genindsat” på fredelig vis og var en udmærket formand for en ganske kompliceret organisation, som havde mange udfordringer de første år.
Klubhjerte
Men Allan Hein blev ikke formand for DHIF. Det var ikke efter fortjeneste og det nagede ham en del. Han fortsatte dog ufortrødent som formand for Lavia København i flere perioder.
Efter at Bodil Eskesen fik gennemtrumfet en ny struktur for forbundet i 1976, hvor landsorganisationerne mistede de faste pladser i hovedbestyrelsen, vendte Allan tilbage til hovedbestyrelsen, som formand for DHIF-kredsen for Sjælland, Lolland Falster og Bornholm. En position han udfyldte med flid og engagement over en del år.
Allan havde et stort hjerte for klubben og det frivillige engagement – hvor han præsterede over en lang årrække. Han glemte aldrig forløbet ved oprettelse af DHIF. Sidst jeg talte med Allan om det, var ved forbundets 40-års jubilæum, hvor han dog også kunne glædes over fremdriften.
Allan kunne ikke lade være med at engagere sig i frivilligt arbejde – det slog igennem, da han flyttede til Gribskov, hvor han hurtigt kom i kontakt med idrætten. Han blev formand for Idrætshallerne i Gribskov i 2004 og det udløste senere en post som kasserer for Gribskovhallens Venner, som bl.a. holdt en 40 års jubilæumsfest i 2016, hvor Allan også var ankermand.
Allan Hein er en afgørende person for oprettelsen af DHIF og Parasport Danmark – en frivillig, en arbejdsmand i ordets bedste betydning, visionær, engageret og en god kammerat.
Det kan naturligvis diskuteres om, Allan Hein var forbundets formand i 4-5 måneder eller han var valgt på et ugyldigt grundlag. Det må læseren afgøre med sig selv.
Æret være mindet om Allan Hein.