Parasport Danmark logo hvid.png

KÆMPE GENNEMBRUD TIL EMMA LUND

Tricykelrytter Emma Lund kronede en flot debutsæson på landevejene med VM-bronze i Canada midt i august. Tidligere på sommeren blev det ligeledes til bronze ved EM.

FOTO: DANIELA STOETTINGER
FOTO: DANIELA STOETTINGER

VM-bronzen blev kørt hjem i linjeløbet i byen Baie-Comeau, der blev kørt på en kuperet rundstrækning af 9.45 km. På den sidste af fire omgange lykkedes det 25-årige dansker at hægte den mangedobbelte australske verdensmester Carol Cooke af og sikre sig en flot bronzemedalje i T2-klassen.

- Wow, jeg er bare overlykkelig. Det er mit første VM, og nu står jeg med en medalje. Det er fantastisk, siger Emma Lund, der har kørt en forrygende sæson. Først i juni vandt hun bronze i enkeltstarten ved EM i Østrig.

 

Struktur og fokus
Den unge tricykelrytter er i gang med sin første rigtige løbssæson på landsholdet, og hun føler selv, at hun har udviklet sig enormt igennem det seneste år.

- Jeg har arbejdet hårdt for det og føler egentlig også, at der er sket en kæmpe udvikling. Jeg har en rigtig god træner i Roskilde Cykelklub, og jeg har fået lagt et godt trænings- og løbsprogram. Tidligere trænede jeg også meget, men nu er der kommet mere struktur og fokus, siger Emma Lund, der også får ros af landstræner i paracykling Jesper Hvalsøe.

- Emma kørte et godt disponeret VM-løb, hvor hun fulgte den plan, der var lagt, og kørte sig helt ud. Set i lyset af, hvad hun på bare hendes første år med landsholdet har opnået, tegner fremtiden meget spændende. Hun er konsekvent med blandt de fem, der kæmper om podiet, og ved VM har hun vist, at hun ikke er lagt fra dem, der stadig er lige foran hende. Så nu er det bare hjem og få trænet endnu mere, siger Jesper Hvalsøe.

Tidligere på ugen blev Emma Lund nr. 4 på VM-enkeltstarten, mens den anden danske VM-deltager, Martin Heggelund, tog fra Canada med en 14. plads på enkeltstarten og en 11. plads i linjeløbet – ligeledes i klasse T2.