Heste, heppekor og holdsølv
Stemningen var høj, da de danske paradressurryttere jagtede medaljer ved VM i Ridesport i Herning.
Tekst: Kristian Bang Larsen
Foto: Kristian Bang Larsen og FEI
Som Karla stiger ned fra Miss Daisy, falder de hende om halsen, landstræner Astrid Gemal, Holdleder Anette Bruun og fysioterapeut Jesper Hedeager.
Kun 18-årige Karla Dyhm-Junge stråler. Af lykke, af lettelse, af stolthed. Det er hendes første VM, og her i holdkonkurrencen har hun netop redet sin højeste score nogensinde hjem – 73.294 er personlig rekord og sammenlagt med Katrine Kristensens ridt dagen inden på 77.176, placerer det Danmark lunt i svinget til en paradressur-holdmedalje ved VM i ridesport i Herning.
- Det er jo det bedste sted at gøre det, ler Karla i presseteltet, inden hun får endnu en omfavnelse, denne gang af landsholdskammeraten Katrine Kristensen.
Fedt & festligt
Det er om formiddagen, lørdag den 13. august, og stemningen er nærmest løssluppen på det danske landshold. De brede smil hos ryttere og stabsmedlemmer lyver ikke, omfavnelserne ej heller.
- Hun fortjente det virkelig, siger Katrine Kristensen om det store knus hun gav Karla.
- Hun lavede en fantastisk præstation, og vi er jo et hold. Folk har været rigtig gode til at bakke hinanden op, og der er en god karma og en energi omkring os. I holdkonkurrencen er vi afhænge af hinanden og den gejst der opstår i forbindelse med det, er fantastisk, siger hun.
- Vi prøver bare at gøre alle stolte og ride vores allerbedste, tilføjer Karla Dyhm-Junge, der knapt kan rumme sin begejstring over at være til verdensmesterskaberne.
- Det er kæmpestort. Det er fedt og det er festligt - jeg er så glad for at være her.
Stort sammenhold
Det gode humør undrer ikke. Sommerdagen er smuk og det store VM-arrangement, der også tæller dressur, voltigering (akrobatik) og spring er imponerende. En hel lille landsby, med tre venues, massevis af boder med mad, drikke, og alskens rideudstyr, og tilmed et par politibetjente på hest. Et paradis for hestepiger og -drenge.
Samtidig er de fire danske paradressurryttere er kommet blændende fra start. Inden holdkonkurrencen har Katrine Kristensen og Tobias Thorning Jørgensen allerede vundet en individuel guldmedalje hver.
- At få en medalje om halsen, og så af guld, er næsten ubeskriveligt. Og så på hjemmebane foran et dansk publikum, det er fantastisk, fortæller Katrine Kristensen, med hvad der synes som kongerigets største smil.
Både hun og Karla Dyhm-Junge er begejstrede for, at mesterskaberne afholdes sammen med tre almen-discipliner.
- Det giver så meget, at vi kan støtte og heppe på hinanden. Det giver et større sammenhold på tværs af discipliner, siger Karla Dyhm-Junge.
- Det er hyggeligt, især på hotellet, at man støder ind i hinanden og folk ønsker hinanden tillykke med de medaljer man nu har taget, siger Katrine Kristensen.
Halvtomme tribuner
Der er dog også en dråbe malurt i bægeret. BB Horse Arena hvor para-dressurkonkurrencerne afholdes, ligger i udkanten af VM-området, og ikke mange tilskuere finder vej. Katrine Kristensen ville ønske, at dressur og para-dressur blev afholdt i samme arena og på samme dage.
Vi prøver bare at gøre alle stolte og ride vores allerbedste.
- Det er en lille smule synd, at man har lagt paradressuren efter dressuren, for de mennesker der plejer at være til dressur, er også nogen der kunne blive tiltrukket af paradressur. Så det har været ærgerligt for stemningen, at man har valgt at lægge det to forskellige steder og på helt forskellige tidspunktet, siger hun.
Ved Karlas flotte formiddagsridt var der kun omkring 50 tilskuere på lægterne. Senere på dagen, da Danmarks store paradressur-stjerne Tobias Thorning Jørgensen rider, er der kommet et par hundrede flere til, men det er stadig langt fra at fylde arenaens 3000 tilskuerpladser.
Familie-fanklubben
Et højlydt og festligt selskab gør dog sit for at skabe landsholdsstemning på lægterne. På ”Team Tobias”, der består af nære og fjerne familiemedlemmer til Tobias Thorning Jørgensen, er alle klædt i ens t-shirts med et foto af Tobias på sin hest Jolene Hill.
- Vi er her som en del af Tobias’ fanklub og familie, og vi hepper også på alle de danske ryttere. Men specielt Tobias, siger Vinnie Mikkelsen, der er Tobias’ grandtante.
Familiegruppen har som en rigtig fanklub lavet bannere. I dag er teksten ”Vi hepper på Jolene Hill” og i går, da guldet kom i hus, stod der ”Gulddrenge” på et endnu større banner.
– Det var en forløsning, med alle de forventninger der har været til ham. Det har han jo også selv kunnet mærke. Så det var bare ren glæde, fortæller Sheila Heitmann, der er Tobias’ næsten jævnaldrende grandkusine.
Shelia og Vinne er med alle dage til VM. De ved hvor skuffet Tobias var over, at der ingen tilskuere, og dermed ingen familie, var da han vandt dobbelt guld ved PL i Tokyo sidste år, så nu skal der tages revance.
- Det er jo en unik mulighed, når det er så tæt på, og det er i Danmark, siger Sheila.
- Nogen af os tager med til Paris i ’24. Der skal vi også ned og heppe, tilføjer Vinnie.
Men først hepper de i Herning. Applausen er stor, da Nicole Johnsen rider og scorer 73.310, en my over Karlas resultat. Helt vildt bliver det med råb, skrig og flagen, da Tobias som sidste dansker rider endnu et smukt ridt på Jolene, og med en score på 79.265 sikrer dansk hold-sølv.
- Tobias! Tobias! Tobias!