Parasport Danmark logo hvid.png

Cathrine Laudrup-Dufour: ”para-dressur er en fantastisk sport”

Interview: Dressurstjernen Cathrine Laudrup-Dufour er træner for den dobbelte VM-vinder Katrine Kristensen og vild med para-dressur.

Foto: Den Smukke Hut
Foto: Den Smukke Hut

Tekst: Kristian Bang Larsen

- Jeg synes at para-dressur er en fantastisk sport, og niveauet her til VM… jeg har aldrig set noget lignende. Særligt den ridning Katrine og Tobias har vist, har været fænomenal. Jeg synes, at det er fantastisk at parasport bliver større og større indenfor dressur i Danmark.

Ordene kommer fra Danmarks bedste dressurrytter, Cathrine Laudrup-Dufour, og hun ved hvad hun taler om.

Hen over foråret har hun nemlig været træner for paradressurrytteren Katrine Kristensen, der med to individuelle guldmedaljer og en holdsølvmedalje fik sit store internationale gennembrud ved sommerens VM i ridesport i Herning. Og Cathrine Laudrup-Dufour i dressur vandt to sølvmedaljer og en holdguldmedalje, blev det således til ekstraordinære seks medaljer træner og elev imellem.

Super inspirerende
De to navnesøstre har kendt hinanden længe, men det var først da Katrine fik sin nye hest, Gørklintgaards Quater, som Cathrine Laudrup-Dufour har haft i stald i flere år, at et samarbejde blev indledt.   

- Cathrine er en svær dame at få tid hos, men hun åbnede muligheden for mig her op til VM, og det har jeg været dybt taknemmelig for. Det har gjort at vi kunne speede processen op, for hun kendte både hesten og mig, og så er hun bare en hammerdygtig træner og coach samtidig. Det har virkelig været en fornøjelse at ride for hende, siger Katrine Kristensen, der får rosen lige tilbage:

- Hun er en super inspirerende atlet, og knokler mega hårdt. Det har været nemt at træne hende, for hun er en taknemmelig elev, der bare er så selvstændig og dygtig. Hver gang der er blevet rettet på noget, så er der styr på det en uge senere. Jeg har sagt meget længe, at jeg var sikker på, at hun ville blive verdensmester. Det har været en fornøjelse, siger Cathrine Laudrup-Dufour.

Sammenhold & signalværdi
At VM havde både dressur og paradressur på programmet, betød, at Cathrine Laudrup-Dufour havde mulighed for at coache Katrine Kristensen, da hendes egne ridt var overstået. Danmarks største ridestjerne er begejstret over, at almen- og pararytterne red side om side ved VM. 

- Jeg synes det er så fedt, når man kombinerer para og rask-sport, for begge sider kan inspirere hinanden. Det skaber sammenhold, og der er en god signalværdi i, at para’en ikke bliver gemt væk, men har en plads på den store sportsscene sammen med raskrytterne. Det synes jeg kun giver god mening, siger Cathrine Laudrup-Dufour.