Parasport Danmark logo hvid.png

MONA BLEV ÅRETS ILDSJÆL

I snart 30 år har Mona Bober som frivillig i Bowlingklubben Trippel været med til at skabe et unikt rum for børn, unge og voksne med særlige behov. Hendes utrættelige engagement har givet hende prisen som årets iIdsjæl 2022.

Direktør i Parasport Danmark, Ivan Løvstrup, overrakte check og blomster til Mona Bober.
Direktør i Parasport Danmark, Ivan Løvstrup, overrakte check og blomster til Mona Bober.

Tekst: Signe Sjølund  

– Det er en kæmpestor ære at modtage sådan en pris. Jeg er målløs. Jeg er så glad for og beæret over at stå her.

Det var en tydeligt overrasket og stolt Mona Bober, der kunne modtage Parasport Danmarks Ildsjælepris 2022, der hvert år uddeles til en person, der har ydet en ekstra indsats for mennesker med handicap eller særlige behov i en idrætsforening.

Mona Bober blev af familie, venner og direktør for Parasport Danmark, Ivan Løvstrup, overrasket med nyheden ved den vanlige onsdagstræning i Bowlingklubben Trippel i Odense, hvor hun i snart 30 år har været primus motor for at skabe et træningsmiljø og fællesskab for mennesker med særlige behov.

– Det er så livsbekræftende at have med de her fantastiske mennesker at gøre. Jeg bliver glad i låget hver onsdag, og det er bare dejligt at gøre noget, sagde Mona Bober til TV2 Fyn, der var med til overrækkelsen. 


Ildsjæle er uundværlige
Ildsjæleprisen er blevet uddelt siden 2008, og ifølge direktør i Parasport Danmark, Ivan Løvstrup, er frivillige som Mona Bober afgørende for parasporten.

– Det er vigtigt at fejre ildsjæle som Mona, og Parasport Danmark kunne ikke eksistere uden frivillige som hende. Det er helt grundlæggende vigtigt, at vi har frivillige, der yder den her indsats, for ellers havde vi ikke noget Parasport Danmark, siger han.

Mona Bober blev indstillet til Ildsjæleprisen af Viviann Schønnemann, der ud over at sidde i bestyrelsen i klubben også er mor til en af spillerne. Hun lagde i indstillingen særligt vægt på det sammenhold, Mona Bober har skabt.

 – Monas kæphest er at sætte fokus på sport, aktiviteter og klubtilbud for denne målgruppe og forsøge at styrke deres sociale netværk, sammenhold og tilhørsforhold og dermed styrke fællesskabsfølelsen for alle klubbens medlemmer. Hun er i den grad med til at styrke livskvaliteten og trivslen for en gruppe af mennesker med særligt vanskelige kår. Hun skaber glæde og opmærksomhed omkring en til tider overset gruppe, lød det i indstillingen.

Med anerkendelsen som årets ildsjæl følger et kontantbeløb på 5000 kroner.


De nominerede til prisen:

 

  • Tove Varmløse – Special Olympics FFI Håndbold
  • Bjarne Svensson – Døve landsholdet bowling
  • Mette Rytsel – Virum-Sorgenfri Tennisklub
  • Michelle Hessel – Tune IF Fodbold
  • Mona Bober - Bowlingklubben Trippel