Ingen hjælp at få
Det er blevet langt sværere for idrætsudøvere med fysiske handicap at få økonomisk støtte fra kommunen til sportshjælpemidler. Sådan lyder det samstemmende fra Amputationsforeningen, CP Danmark og Muskelsvindfonden. I værste fald betyder det, at mennesker med handicap helt opgiver at dyrke idræt.
Tekst: Jannik Lund Andersen
Skal du bruge en løbeprotese, en elektrisk sportsstol eller en løbecykel for at gå til sport, skal du enten have rigeligt på kistebunden eller en økonomisk håndsrækning. Sportshjælpemidler til idrætter som FrameRunning, Powerchair Floorball og atletik for benamputerede koster typisk et sted mellem 30.000 og på den anden side af 100.000 kr., og det er en udgift, de færreste uden videre selv kan dække.
I stedet er der mulighed for at søge tilskud ved det offentlige. Kommunen kan nemlig dække merudgifter til deltagelse i fritidsaktiviteter, herunder sportsudstyr, for personer med handicap, der har begrænsede muligheder for at dyrke idræt. Men som vi dokumenterer med tre konkrete historier i dette nummer af Parasport, kræver det tilsyneladende både tålmodighed, stædighed, vejledning og en stor portion held, hvis du skal gøre dig forhåbninger om at få bevilget det nødvendige sportshjælpemiddel. Du kan lige så godt også gå ud fra, at din sag skal en tur i Ankestyrelsen.
- Det er en ærgerlig udvikling. Vi ved, at der er rigeligt med barrierer for personer med handicaps deltagelse i foreningsidrætten, og der er bestemt ikke brug for, at kommunerne og Ankestyrelsen gør det endnu vanskeligere, siger Parasport Danmarks formand John Petersson, der har været med til at sætte fokus på problematikken med debatindlæg i Information og sportsmediet Idrætsmonitor.
Går den helt forkerte vej
Flere historier om afslag på bevillinger til sportshjælpemidler har tiltrukket sig opmærksomhed både politisk og i medierne pga. deres mere eller mindre absurde karakter. Det gælder fx sagen om 27-årige Tim Dalsgaard Pedersen fra Horsens, som fik afslag på at få bevilget den sportsstol, som er nødvendig for at gå til Powerchair Floorball med sine venner. I stedet for at tage hensyn til Tims ønsker og interesser, gav kommunen ham besked om, at han blot kunne dyrke kørestolsfodbold og bruge sin hverdagskørestol til formålet.
Vores oplevelse er, at der stort set aldrig bevilges sportsproteser længere.
På baggrund af sagerne har Parasport henvendt sig til en række handicaporganisationer for at forsøge at afdække omfanget af problemet. Tilbagemeldingerne tegner et klart billede af, at der er sket et skred i den forkerte retning.
- Vores oplevelse er, at der stort set aldrig bevilges sportsproteser længere. Udviklingen er gået helt den gale vej, hvad ekstra udstyr angår. Vi ser nogle få bevillinger, men det er meget tilfældigt. Vi skal være meget dygtige til at skrive vores ansøgninger, og så kan det alligevel blive et nej, lyder det fra Marianne Palm, der er formand for Amputationsforeningen.
Hun ser med stor alvor på udviklingen:
- Problemet er stort, fordi det hindrer mange i at dyrke forskellig former for sport. Det er især helt galt over for børn og unge, hvor man egentlig skulle tro, at kommunerne kunne se ideen i, at deres kroppe skal have det bedste udstyr for at kunne holde til et langt liv, skriver hun til Parasport.
Danni Hillbrandt-Mogensen, der er socialfaglig konsulent i Muskelsvindfonden, stemmer i:
- Der er helt klart en “går den, så går den” tilgang i kommunerne. Det er efterhånden sjældent, at vi ser kommunerne ændre deres afgørelse, uanset hvor mange faktuelle og saglige argumenter, vores medlemmer kommer med. Jeg ser kun, at udfordringerne på det her område bliver større, siger han.
Kommunen vælger din idræt
Mens kommunerne som udgangspunkt skal bevilge hjælpemidler, der i høj grad letter den daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendige for at gå på arbejde, kan udstyr som fx sportskørestole og -proteser efter servicelovens bestemmelser i stedet bevilges som merudgifter til fritidsaktiviteter.
Det kræver, at kommunen vurderer, at der er tale om breddeidræt, og at mulighederne for at dyrke andre former for fritidsaktiviteter er stærkt begrænsede som følge af et handicap. Kommunen kan dog henvise til andre fritidsaktiviteter end den, der ønskes, hvis de i et vist omfang er sammenlignelige. Og det udnytter kommunerne i stor stil til at pege personer med handicap mod de idrætter, hvor hjælpemidlerne er billigst eller slet ikke nødvendige. Det har en del af CP Danmarks medlemmer eksempelvis oplevet, når de har søgt om støtte til den løbecykel, der er nødvendig for at dyrke FrameRunning – en særligt populær løbeidræt for personer med cerebral parese.
- Kommunen har ofte henvist til, at der har været mulighed for at dyrke en anden sport, typisk svømning eller ridning. I de fleste klagesager har medlemmerne dog heldigvis fået medhold efterfølgende, fordi de har argumenteret for, at idrætterne ikke var sammenlignelige med FrameRunning, fortæller socialrådgiver Mia Ibæk Touborg fra CP Danmark.
Men det er ikke kun kommunernes håndtering af sagerne, der giver dybe panderynker. Ankestyrelsen burde være garanten for, at der i sidste ende træffes en afgørelse, der reelt tager hensyn til borgerens egne ønsker såvel som sportens karakter. Nu mener Danni Hillbrandt-Mogensen fra Muskelsvindfonden, at styrelsen bl.a. i sagen om Tim Dalsgaard Pedersen totalt har ændret sin praksis.
- Udviklingen er i min optik voldsomt bekymrende. Ankestyrelsen har åbnet portene på vid gab for, hvilke idrætter, der kan vurderes at være sammenlignelige, og mennesker med handicap stilles dermed betydeligt ringere end mennesker uden handicap, når det handler om valg af idræt. Har du ikke et handicap, kan du selv frit vælge hvilken idræt, du ønsker at dyrke, fx baseret på hvor din reelle interesse ligger, eller hvilken idræt dine venner dyrker. Det valg fratages mennesker med handicap, da det nu reelt er op til kommuner og Ankestyrelsen at bestemme, hvad man som menneske med handicap skal dyrke af idræt. Ligestillingen på det her område er komplet fraværende, konstaterer han.
Idrætten er underprioriteret
At det er blevet så en stor udfordring at få bevilget sportshjælpemidler, undrer Parasport Danmarks formand John Petersson. Daglig fysisk aktivitet tilrådes af Sundhedsstyrelsen, og fra regeringen lyder det, at idrætslivet er noget af det mest værdifulde i det danske samfund med enorm betydning for sundhed, læring og fællesskab.
- Vi ved, at personer med handicap i endnu højere grad end den øvrige befolkning kan få gavn af foreningsidrætten til at modvirke social isolation, usund livsstil og manglende tro på egne evner. Derfor synes jeg, det er enormt ærgerligt, når den praksis, der føres i kommunerne, tager modet fra folk, der gerne vil i gang med at gå til sport, siger John Petersson.
I den danske befolkning er der da også bred opbakning til, at mennesker med handicap får offentlig støtte til idrætshjælpemidler. I en undersøgelse fra efteråret, som analysevirksomheden Moos-Bjerre i efteråret har gennemført blandt 1.020 repræsentativt udvalgte danskere, erklærer 71 procent sig helt eller overvejende enige i udsagnet ’Det offentlige bør stille hjælpemidler til rådighed for personer med fysiske og psykiske handicap, der er nødvendige, for at de har samme adgang til at dyrke sport og idræt som alle andre’. 74 procent af de adspurgte svarede desuden, at de er helt enige eller overvejende enige i, at ’Hjælpemidler til at dyrke sport bør være lige så tilgængelige som hjælpemidler til hjemmet og arbejdspladsen’.
Jeg mener, det giver god mening, at kommunerne kommer med relevante alternativer i situationer, når kommunerne ikke efter loven kan bevilge det, som borgeren ønsker.
Minister ser ikke et problem
Parasport har bedt socialminister Astrid Krag forholde sig til, at kommunernes og Ankestyrelsens håndtering af sager om bevillinger til sportshjælpemidler i stigende grad opleves som et problem i parasporten og blandt flere handicaporganisationer. Hun forholder sig ikke direkte til kritikken, men er udtrykker tilfredshed med praksis på området:
- Personer med handicap skal selvfølgelig kunne leve et så normalt liv som muligt. Derfor skal de også have mulighed for at dyrke fritids- og idrætsaktiviteter. Men det er heller ikke alle mennesker uden handicap, der kan dyrke lige den sportsgren, de vil, uafhængigt af prisen på udstyr. Jeg mener, de nuværende regler afspejler de to hensyn godt.
- Jeg mener, det giver god mening, at kommunerne kommer med relevante alternativer i situationer, når kommunerne ikke efter loven kan bevilge det, som borgeren ønsker. På den måde har man muligheden for at få hjælpemidler til en anden tilgrænsende sportsgren, hvis man ikke selv har mulighed for at finansiere det udstyr, man ellers havde søgt om at få betalt, skriver Astrid Krag til Parasport.
Svaret ærgrer John Petersson. Han vil arbejde politisk for at sikre, at det bliver lettere at komme i gang med at dyrke idræt for dem, der gerne vil.
- I Parasport Danmark arbejder vi for, at alle mennesker med handicap eller særlige behov har mulighed for at blive en del af idrættens fællesskaber, og vi er optaget af at nedbryde de barrierer, der gør det svært eller umuligt. Derfor har vi en stor opgave i at sikre, at der politisk er forståelse for, at sportshjælpemidler i højere grad bør være tilgængelige for dem, der har behov for dem for at dyrke idræt, siger han.
