Parasport Danmark logo hvid.png

Det kræver benarbejde at udnytte ‘PL-effekten’

Med en ekstra indsats kan det sagtens lade sig gøre at høste nye medlemmer og sponsorer i forbindelse med de store parasport-events, som for eksempel PL. (Begynd allerede nu at overveje indsatsen ved VM i kørestolsrugby og i para-dressur.)

Sebastian Frederiksens klub Frederiksberg Falcons brugte opmærksomheden omkring kørestolsrugby-landsholdets flotte præstationer ved PL til at profilere foreningen og rekruttere nye medlemmer. FOTO: LARS MØLLER
Sebastian Frederiksens klub Frederiksberg Falcons brugte opmærksomheden omkring kørestolsrugby-landsholdets flotte præstationer ved PL til at profilere foreningen og rekruttere nye medlemmer. FOTO: LARS MØLLER

Af Jakob Melgaard

“BAAANG!!!!”

Det giver et ordentligt brag, som sender ekkoer frem og tilbage mellem hal-væggene, da to kørestole tørner direkte sammen. Den ene stol bliver brutalt skubbet til side, mens den anden moser sig ind over stregen. Det angribende hold bliver noteret for endnu en scoring.

Jo, det går af og til vildt for sig, når der er træning i kørestolsrugby hos Falcons på Frederiksberg. Fyren, der lige bragede igennem forsvaret, hedder Sebastian Frederiksen. Han var sidste sommer millimeter fra at sikre en dansk semifinaleplads ved PL i Tokyo.

Da han kom hjem igen, havde han fået et par nye holdkammerater, fordi Falcons havde udnyttet ‘PL-effekten’ til at hverve nye medlemmer. Så heldige var langt fra alle klubber, for PL-effekten virker bedst, hvis den får en hjælpende hånd.

– PL sætter parasport på dagsordenen, men klubben skal selv være udfarende. Ellers sker der ikke en skid, som Falcons-formanden Jørgen Witt bramfrit udtrykker sig.

– Under PL blev vi hyret til at komme ind på Experimentarium, hvor vi var mange forskellige idrætsgrene, som lavede arrangementer for gæsterne. Det var via det arrangement, at vi fik to nye spillere, fortæller Jørgen Witt.

Var det blevet til rugby-medaljer i Tokyo, kunne det også have haft en effekt i sig selv – det har de mærket i Elite Vest Taekwondo, hvor PL-guldvinderen Lisa Kjær Gjessing træner til daglig.

– Elitesport handler om medaljer, og når de så kommer, så kører tingene lidt lettere, siger træner Bjarne Johansen. Han har oplevet en meget større interesse udefra efter PL i Tokyo.

– Vi er blevet mere interessante. Folk spørger mere ind til os. Og hvor der før var en kløft eller en stor mur mellem parasport og able-bodied sport, er der nu måske mere et lille hegn, fortæller han og tilføjer, at klubben efter PL også har fået hjælp til at opgradere sine faciliteter.

Skolearrangement i forbindelse med EM i Kørestolsrugby i Vejle 2019: - FOTO: LEES FOTO
Skolearrangement i forbindelse med EM i Kørestolsrugby i Vejle 2019: - FOTO: LEES FOTO
HKH Prinsesse Benedikte spille boccia ved PL-arrangement på Experimentarium i 2021: - FOTO: ELSASS FONDEN
HKH Prinsesse Benedikte spille boccia ved PL-arrangement på Experimentarium i 2021: - FOTO: ELSASS FONDEN

Ingen effekt i Aarhus
Er der hverken medaljer eller opsøgende arbejde, så ser det tungt ud. Århus BurnOuts, en kørestolsrugby-afdeling under klubben Parasport Aarhus, havde også atleter med i Tokyo, men den østjyske klub fik ikke udnyttet opmærksomheden til at samle nye medlemmer op.

– Nej, det gjorde vi ikke. Det var faktisk meget kedeligt. Vi har snakket om det i bestyrelsen, hvorfor vi ikke har fået nogen henvendelser, på trods af at vi selv havde PL-spillere med, fortæller formand i Parasport Aarhus og Århus BurnOuts, Thomas Jørgensen.

Han fortæller, at klubben ikke havde nogen arrangementer i forbindelse med legene i Tokyo, men at bestyrelsen bestemt ikke vil afvise at arrangere noget næste gang.

– Ja, det tror jeg godt, at vi kunne finde på. Vi overvejer det, siger han.


Opmærksomheden kan udnyttes
Det bør de gøre i alle de andre foreninger, der kæmper for at rekruttere nye medlemmer – for selv om det er svært at lokke nye spillere og medlemmer ind i folden, så tyder det på, at det er lidt nemmere, når aviser og tv retter spotlyset på sporten: Som for eksempel under PL – eller til det kommende VM i paradressur i Herning, eller når Vejle er vært for VM i kørestolsrugby til efteråret.

– VM i Vejle vil give en del omtale, og ikke kun omkring Vejle, men også for andre klubber i landet, siger Rasmus Henning, der efter sin karriere som elite-triatlet er blevet sportschef i DIF og Team Danmarks kommercielle selskab, Sport One Danmark.

Han er ikke i tvivl om, at den ekstra omtale og opmærksomhed kan bruges til at hente flere medlemmer, flere frivillige og flere sponsorer.

– Det er lige dér, klubberne virkelig skal gøre opmærksom på, at nu kommer det her, og der er mulighed for at komme og spille det her i klubben. Både mens VM kører, men også på bagkant. Der vil jeg vurdere, at det må være meget lettere at komme i kontakt med kørestolsbrugere, som ville kunne spille kørestolsrugby og give det et skud, siger han.

Lisa Kjær Gjessing og træner Bjarne Johansen fejrer PL-guldet. PL-opmærksomheden har givet bedre forhold for para-taekwondo: - FOTO: LARS MØLLER
Lisa Kjær Gjessing og træner Bjarne Johansen fejrer PL-guldet. PL-opmærksomheden har givet bedre forhold for para-taekwondo: - FOTO: LARS MØLLER
Kulgestøder Ronni Jensen træner en dreng ved rekrutteringsdagen Paralympic Day i 2016: - FOTO: LARS THOMSEN
Kulgestøder Ronni Jensen træner en dreng ved rekrutteringsdagen Paralympic Day i 2016: - FOTO: LARS THOMSEN

Rekruttering er svært
Det er svært at hverve medlemmer, og selv mesterklubben Falcons har lige nu under 20 aktive, der dyrker kørestolsrugby. Den yngste er sidst i 20’erne, den ældste er “en gammel gut, som mig, der er 56,” fortæller formanden.

– Generelt er hvervningen til parasporten meget, meget svær. Ja, det er generelt over hele landet og ikke bare i parasport, siger Jørgen Witt.

– I en by som København er det mig ubegribeligt, at det ikke vælter rundt med handicappede, der gerne vil dyrke noget sport. Men vi ved det jo også fra det almene foreningsliv, når vi snakker idræt: Det er lidt presset, det er ikke som i gamle dage, hvor alle var med i en gymnastikforening eller en håndbold- eller fodboldklub. Sådan er det bare ikke mere, siger han.

Han understreger, at når der kommer nye medlemmer, er det vigtigt, at de føler sig velkomne fra dag et – både hvis de er kommende elitespillere, og hvis de er med for hyggens skyld.


Det handler om at være til stede
Sport Event Denmark er med til at arrangere de kommende VM-stævner for kørestolsrugby og paradressur, og her er direktør Lars Lundov også enig i, at de danske klubber med VM på hjemmebane får en unik mulighed for at gøre opmærksom på sig selv.

– Afholdelse af internationale mesterskaber som for eksempel VM i kørestolsrugby er stort set umuligt uden de lokale foreninger og de mange frivillige. Til gengæld giver det foreningerne unikke muligheder for opmærksomhed, oplevelser og opdagelser, siger Lars Lundov.

Rasmus Henning peger også på de frivillige som en afgørende faktor. Han anbefaler, at foreningerne udnytter de frivillige til at lave sideløbende arrangementer ved de store events.

– I forbindelse med kørestolsrugby-VM skal de ud alle de steder, hvor de kan komme i kontakt med kørestolsbrugere. Det gælder om at være til stede,” råder han og kommer med et helt konkret, færdigsyet arrangement, som er lige til at turnere med:
– Lav et arrangement, hvor man kan se en kamp. Lad en spiller inden kampen fortælle, hvad man skal holde øje med. Og inviter så de her mennesker til at komme ud og spille i en hal. Det kræver en investering i manpower, men du får simpelthen ikke en bedre chance, siger han.

Det kræver, at klubberne overhovedet råder over de frivillige, og så er vi lidt ved historien om hønen og ægget. For uanset hvor du spørger, så er det ikke helt så ligetil at ‘mobilisere en masse folk’.

Men måske har klubberne allerede en del af løsningen i egne rækker: De landsholds-atleter, der selv skal kæmpe for Danmark ved VM og PL.

– Vi synes ofte, at det giver god værdi over for en kommende partner, hvis man kan få de dygtige elite-atleter ud, så man kan møde dem. Så har man set dem på tv, og så siger de: ‘Gud, det er Sebastian, der kommer. Det kunne være sjovt at spille mod ham!’, siger Rasmus Henning.

Brug en af klubbens "stjerner" til jeres arrangementer. Her ses PL-medaljevinder Daniel Wagner til rekrutteringsarrangementet Paralympic Day i 2016: - FOTO: LARS THOMSEN
Brug en af klubbens "stjerner" til jeres arrangementer. Her ses PL-medaljevinder Daniel Wagner til rekrutteringsarrangementet Paralympic Day i 2016: - FOTO: LARS THOMSEN


Sådan udnytter I PL-effekten

1.Foreningen skal opsøge potentielle nye medlemmer – ikke omvendt
Lav arrangementer i forbindelse med store events, invitér til VM-kampe på storskærm og krydr med forklarende foredrag om sporten.

2. Udnyt de kendte ansigter: Stjerner lokker altid folk til
Danmark er et lille land, og der er sjældent langt til den nærmeste PL-atlet eller VM-helt. Spørg, om de ikke vil give en hånd med at kaste lidt stjernestøv over arrangementet. VM-spillerne kan nok ikke hjælpe under VM, men de vil måske kunne i ugerne efter, hvor de stadig er superaktuelle. Måske er der andre, tidligere spillere eller spillere uden for landsholdet, som kan lokke folk til.

3. Inviter lokale firmaer til at komme og prøve​
Kørestolsrugby, kørestolsbasket, goalball og flere andre para-discipliner kan spilles af alle – med og uden handicap – og snildt bruges til teambuilding. Prøv eventuelt at sætte prisen lidt i vejret, mod at I giver et logo på trøjen eller omtale på klubbens hjemmeside.

4. Udnyt de lokale medier 
“Kom og prøv kræfter mod en dansk landsholdsspiller” vil være en overskrift, der kan bruges i samtlige danske lokalaviser. Og selvom klubben ikke har medlemmer på landsholdet, kan sådan en åben aften sagtens give lokal omtale både før og efter arrangementet.

5. Udnyt, at i er aktuelle
Tænk i, hvordan I kan komme til jeres potentielle medlemmer og sponsorer i stedet for at vente på, at de kommer til jer. De store parasport-events giver jer en unik mulighed for at være aktuelle og relevante – og giver jer en ‘undskyldning’ for at kontakte dem.

FOTO: LARS MØLLER
FOTO: LARS MØLLER