Parasport Danmark logo hvid.png

Sanne tog en chance - og kom på landsholdet

Siden Sanne Archana Thorup var med på Parasport Danmarks sportslejr på Club La Santa i 2019, har hun gjort så store fremskridt på sin FrameRunner, at landstræneren har sendt bud efter hende.

Sanne tog en chance - og kom på landsholdet

”Er det nu, vi tager til Randers og prøver FrameRunning?” lød det i telefonen fra Parasport Danmarks idrætskonsulent Torben Nygaard.

Sanne Archana Thorup tøvede i den anden ende af røret. Hun havde mødt Torben, da hun i december 2019 havde været blandt de 18 deltagere på Parasport Danmarks årlige sportslejr på Club La Santa på Lanzarote. Efter turen havde hun fået mod på en mere aktiv hverdag, men nu var der gået over et halvt år, og den 35-årige kvinde, der er født med cerebral parese (spasticitet) var ikke kommet i gang.

I røret pressede Torben på. ”Giv det lige en chance”, bad han.

- Og så tog jeg med, men egentlig bare for at sige, at jeg havde prøvet, men at det blev et nej, fortæller Sanne Archana Thorup.

- Men jeg tog fejl. De var så søde i Randers Freja Para-atletik, og jeg følte mig velkommen med det samme. Det er et af det bedste valg, jeg har taget, siger Sanne om første besøg i Randers-klubben.

Efter at være begyndt til FrameRunning, har Sanne fået en større tro på sig selv. Ikke mindst efter mødet med atletiktrænerne, der med det samme kunne se Sannes evner.

- Jeg har altid gerne ville løbe. Det har bare ikke været en mulighed, men det er det nu. Det er ubeskriveligt, at der er nogle der tror på, at jeg kan det her. Jeg har opdaget, at jeg faktisk kan mere end jeg selv troede, fortæller Sanne.

Drømmen om de store stævner

At få fart i benene på sin FrameRunner har ikke kun skabt en mere aktiv hverdag for Sanne Archana Thorup. Efter et liv med mange fysiske udfordringer, tolv knæoperationer og flere genoptræningsforløb har hun nu skruet op for de sportslige drømme.

- Jeg vil gøre alt og mere til, for at nå så langt, som jeg kan med FrameRunning. Så kan jeg sige, at jeg gav mig selv fuldt ud og mere til. Nu kan jeg endelig kalde mig atlet, og hvem havde troet det? Ikke mig!

Det er da heller ikke uden grund, at Sanne kan drømme om at komme langt med inden for FrameRunning. Efter ét års træning blev hun inviteret via hendes klubtræner.

- Det kunne være virkelig vildt at komme med til de store stævner i FrameRunning. Jeg begyndte at løbe i august 2020 og ét år efter blev jeg spurgt, om jeg ville være med på bruttolandsholdet. Det er stadig uvirkeligt, men det er rigtigt, fortæller Sanne Archana Thorup.