Parasport Danmark logo hvid.png

Parasport Danmark 50 år: Festdag for hele parasporten

Den 31. oktober 2021 rundede Parasport Danmark 50 år. Den store dag blev markeret to dage tidligere ved en reception for idrætsforbundets ildsjæle, atleter og trænere, politikere, sponsorer og samarbejdspartnere.

Parasport Danmark 50 år: Festdag for hele parasporten
Foto: Lars Møller

Fejringen af Parasport Danmarks 50 års-jubilæum, der bl.a. har budt på en podcastserie, 50 historiske tilbageblik på sociale medier og en jubilæumspulje for klubber og idrætsvalg, kulminerede den sidste weekend i oktober ved en reception i Idrættens Hus.

Festens officielle startskud lød, da H.K.H. Prinsesse Benediktes Krone 415 rullede op til den røde løber foran dansk idræts højborg i Brøndby. Parasport Danmarks protektor igennem 40 år modtog en blomsterbuket fra Rising Stars-bordtennisspiller Freja Juhl Larsen, inden hun flankeret af formand John Petersson blev ledt ind Gunnar Nu-salen. Her havde de knap 250 gæster sørget for, at stemningen var fuld af gensynsglæde og nostalgi – og pindemadder – allerede inden formanden indtog podiet som dagens første taler.




John Petersson byder velkommen i Gunnar Nu-salen

- I dag kan vi sige, at vi sammen har gjort en forskel. At idrætten for mennesker med handicap eller særlige behov står stærkere, end den nogensinde har gjort, det er der ingen tvivl om.

I sin velkomsttale hyldede Parasport Danmarks blot tredje formand, John Petersson, bl.a. sine forgængere på posten og de mange øvrige ildsjæle, der for 50 år siden var med til at organisere idrætten for mennesker med handicap og særlige behov i Dansk Handicap Idræts-Forbund.

DHIF blev stiftet den 31. oktober 1971 ved et møde i Vejlby-Risskov Hallen, der efter sigende var særdeles livligt og endte i drama om formandsposten, der overraskende for mange gik til Bodil Eskesen.

- Selvfølgelig skal der være plads til, at vi også i dag kan få os en snak om parasportens udvikling, men jeg håber, at vi undgår et kampvalg, lød det med et glimt i øjet fra John Petersson, der også fik takket H.K.H. Prinsesse Benedikte for hendes langvarende og trofaste støtte til parasporten.





Parasportens forkæmpere i centrum af festlighederne

Har du fulgt parasportens udvikling i Danmark – eller bare bladret lidt i det flotte nye jubilæumsmagasin – vil personlighederne, der her er samlet omkring det midterste bord i Gunnar Nu-salen, straks være genkendelige.

- Jeg har oplevet et idrætsforbund, der ligesom parasporten i øvrigt har udviklet sig enormt, og Parasport Danmark fremstår i dag som en fundamental samfundsorganisation, sagde H.K.H. Prinsesse Benedikte i sin tale til Parasport Danmark. Det har Jens Bromann, Kristine Brunsborg og Karl Vilhelm Nielsen, på billedet i samtale med prinsessen, på forskellige vis stor andel i.

Direkte adspurgt kunne ’Kris’ bl.a. bekræfte, at det i 1988 var hende, der opfordrede sin mand, afdøde Lars Larsen, til at starte et sponsorat med Dansk Handicap Idræts-Forbund, da hun i bilradioen hørte, at forbundet stod uden sponsor efter de Paralympiske Lege i Seoul 1988.

Samme år havde Jens Bromann, der på det tidspunkt var toneangivende i udviklingen af den Internationale Paralympiske Komité, holdt åbningstale ved de Paralympiske Lege, mens Karl Vilhelm Nielsen i sit 8. år som formand for DHIF var med til at fejre en rekordstor dansk medaljehøst i Seoul.

Karl Vilhelm Nielsen, der gik af som formand i 2018 efter 38 år, måtte i øvrigt trække sig tidligt tilbage fra festlighederne. Det nuværende medlem af både kørestolsrugby-udvalget og Ordens- og Amatørudvalget i Parasport Danmark havde nemlig meldt sig som frivillig table official ved weekendens DM i kørestolsrugby i Viborg med henblik på også at hjælpe til under næste års VM i Vejle.





Stor gensynsglæde blandt tidligere atleter og trænere

- Det var bare fantastisk. Tænk at mødes så mange igen efter alle de år. Det var dejligt, at der var en god anledning til det, for ellers har jeg kun haft kontakt til et par stykker, lyder det fra tidligere parasvømmer og PL-deltager Jeanette Dam (forrest til venstre).

Parasport Danmarks jubilæum samlede tidligere topatleter og trænere, og det tog ikke lang tid før det danske svømmelandshold, der dominerede de internationale mesterskaber i 1980’erne og 90’erne, fandt hinanden igen.

Her er det fra venstre, bagerst: Peter Lund Andersen, Jens Boe Nielsen, Anders Christensen, Karin Lentz, Even Magnusson, Jeanette Dam, Anne-Dorte Andersen, John Petersson og Dorte Gadeberg, der poserer for kameraet.

- De mennesker og oplevelser, vi har haft sammen, har formet det menneske, jeg er i dag, og de har givet mig lyst til at arbejde videre med idræt, siger Jeanette Dam.





Tokyo-darlings ønskede tillykke

Hverken badmintonspiller Cathrine Rosengren, taekwondokæmper Lisa Kjær Gjessing eller længdespringer Bjørk Nørremark har en lang historie med Parasport Danmark. Alle tre var dog blandt mange nuværende topatleter, som dukkede op for at fejre forbundet og de mennesker, der har hjulpet dem med at nå verdenseliten i parasporten.

- Parasport Danmark gør det muligt for mig og mange andre at forfølge vores drømme. Jeg føler lidt, at vi er som en stor familie, der motiverer, inspirerer og hjælper hinanden på tværs, og det håber jeg, vi bliver ved med at være. Jeg har mødt så mange mennesker, jeg kan se op til og blive inspirere af, og jeg håber jo bare, at jeg kan gøre det samme for andre, siger Bjørk Nørremark, der fik sin paralympiske debut i Tokyo og er nomineret til BESTSELLERS Olympiske Håb 2021.





Special Olympics kom i fokus

Da Jakob Linding, der er aktivrepræsentant i Parasport Danmarks Special Olympics National Board, sidst på eftermiddagen indtog talerstolen i Gunnar Nu-salen, var det en vigtig påmindelse om, at Special Olympics-idrætten er blevet en stor og vigtig del af dansk parasport. Lige så vigtigt mindede Jakob Linding selv om, hvor meget det betyder for ham at være en del af foreningsidrætten og de mange Special Olympics-aktiviteter, der er blevet en fast del af Parasport Danmarks virke.

- Jeg er meget glad for at være her i dag, så jeg kan sige tak for alle de store oplevelser, I har givet mig. Det er bl.a. takket være Parasport Danmark, at jeg har været til mit første internationale stævne, lød det bl.a. fra Jakob Linding, der startede med at gå til svømning og nu dyrker badminton i Helsingør.