Parasport Danmark logo hvid.png

Siden sidst

Korte nyheder: Årets Ildsjæl, ny håndboldaftale, sommerkursus på Egmont Højskolen og meget mere.

Siden sidst
Deltagere på sommerkurset på Egmont Højskolen. Foto: Thomas Sjørup.

FULDT HUS PÅ EGMONT

Der var fuldt hus, da Egmont Højskolen i uge 27 afholdt sit årlige sommerkursus 'Idræt for alle' med både etablerede og nye idrætstilbud på programmet.

Kursusleder Lisa Schlage glæder sig over den store opbakning efter en lang periode, hvor mange med handicap har haft begrænsede muligheder for at dyrke idræt. 

– Tilmeldingerne er væltet ind, for folk har jo været hungrende efter at skulle noget sammen med andre mennesker. Vi har fuldt hus, og det vil i år sige 120 deltagere.

En af deltagerne, der flere gange har været med på Egmonts sommerkursus, er 27-årige Kasper Völcker Petersen, der til daglig spiller powerchair football i I.H. Aalborg.

– Jeg elsker den her højskole. Jeg har selv gået her, så at komme tilbage en gang om året, og endda for at dyrke min største passion, kørestolsfodbold, det synes jeg er en rigtig god kombi. Egmont Højskolen er jo nok det fedeste sted, når man har fysiske begrænsninger, qua de fantastiske faciliteter der er her. Det betyder meget for mig, det her sted, fortæller Kasper Völcker Petersen.

 

 

PARALYMPISKE PUDE-PENGE HJÆLPER

Parasport Danmarks mangeårige hovedsponsor JYSK har en god og lang tradition for at putte lidt ekstra i posen til de danske para-atelter gennem særlige indsamlinger. I juni måned donerede JYSK 10 kroner for hver solgt WELLPUR-pude til de danske para-atleters forberedelser til de Paralympiske Lege i Tokyo. 

I alt de en ekstra donation på over 300.000 kroner til de danske paratleter.

 

 

Slangerup Special Olympics Håndbold med John Petersson og Morten Stig Christensen
Slangerup Special Olympics Håndbold med John Petersson og Morten Stig Christensen

NY AFTALE BOOSTER SPECIAL OLYMPICS-HÅNDBOLDEN

Håndbold kan ses af alle, begejstre alle – og så skal det i endnu højere grad også kunne spilles af alle. Derfor har Parasport Danmark og Dansk Håndbold Forbund underskrevet en partnerskabsaftale, der skal forbedre mulighederne for at spille håndbold for mennesker med udviklingshandicap.

– Som forbund har vi et ansvar for at give alle, der har lyst til at være en del af håndbolddanmark, den mulighed – uanset baggrund og forudsætninger. Med den her aftale med Parasport Danmark forpligter vi os på at leve op til vores ansvar og visioner, siger generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen.

Samarbejdet indebærer bl.a., at der årligt etableres fem-ti nye håndboldtilbud, at der skabes en naturlig forlængelse fra det eksisterende DHF-samarbejde med Lykkeliga til ældre årgange, og at der oprettes et fleksibelt turneringssystem.

Det er tiltag, der vækker glæde hos Elisabeth Holmskov, der er træner på Special Olympics-holdet i Slangerup Håndbold og holdleder for Special Olympics-landsholdet:

– Lykkeliga har gjort en fantastisk indsats og motiveret mange børn og unge med handicap til at spille håndbold. Når de bliver ældre, er der desværre bare meget få tilbud til dem, så den del er jeg meget glad for, at man kigger på. Og på et helt lavpraktisk niveau ville det være rart med flere hold, også i vores nærområde, fortæller Elisabeth Holmskov.

Partnerskabsaftalen løber til og med 2023.

 

 

WINTER GAMES UDSAT

Knap var de 12 danske atleter udtaget til Special Olympics World Winter Games i Kazan, før legene blev udsat til januar 2023. Det var naturligvis den globale corna-epidemi, og særligt den farlige delta-variant, der var skyld i aflysningen.

– Jeg har ondt af vores dygtige atleter, der har set frem til en stor sportslig og menneskelig oplevelse i Kazan, men samtidig har vi fuld tiltro til, at arrangørerne har truffet den rigtige beslutning, siger Parasport Danmark-formand John Petersson.

 

 

SOMMERBOLD PÅ HEDEN BLEV EN TILTRÆNGT FODBOLDFEST

Det rekordstore fodboldstævne blev en sand superspreder – ikke af corona, men af godt humør og store smil.

”Hvor er det fedt at spille kampe igen” – den sætning blev gentaget mange gange af glade spillere ved Hammerum IF Specialfodbolds stævne, der for manges tilfælde ikke havde spillet turneringskampe i næsten to år.

Sommerbold på heden, der er landets største fodboldsstævne for børn og voksne med udviklingshandicap og generelle indlæringsvanskeligheder, havde deltagelse fra langt de fleste fodboldklubber i Parasport Danmark. En hårdt medtaget næse og forskellige mindre knubs var en tur forbi samarit-teltet, men deltagerne tog både skader og stolpeskud i stiv arm.

Kulminationen på en dag med flot spil og højt humør var præmieoverrækkelsen, hvor der var medaljer og pokaler til vinderne af de i alt syv rækker samt til stævnets to bedste fightere. Alle pokalerne blev overrakt af Hernings borgmester Dorte West.

– Vi er så glade for, at stævnet forløb perfekt – ikke mindst takket være en kæmpe indsats fra frivillige og uvurderlig støtte fra trofaste sponsorer, lyder det fra den stævneansvarlige, Carsten Sjørvad.

 

 

PARA-ATLETER BLANDT DE STØRSTE SPORTSNAVNE

I år kan DIF fejre 125 års-jubilæum, og i den anledning har forbundet kåret de 125 største danske sportsnavne. Med på listen er navne fra hele 35 forskellige idrætsgrene og repræsentanter fra samtlige årtier siden 1896.

Med på listen er der fire para-atleter, bl.a. bordtennisspilleren Peter Rosenmeier.

Foto: Lars Møller
Foto: Lars Møller

– Det er selvfølgelig en stor ære at være udvalgt. Ud over at det er store sportslige præstationer, så lægger jeg også mærke til, at de andre tre parasportsnavne er helt oppe i toppen af kransekagen, og dem er jeg stolt af at blive sat i pulje med, siger Peter Rosenmeier.

Foruden Peter Rosenmeier er John Petersson, Jackie Christiansen og Connie Hansen nomineret for deres store sportslige præstationer i henholdsvis svømning, kuglestød og kørestolsrace. De fire para-atleter har alle vundet flere guldmedaljer ved de Paralympiske Lege. 

 

 

ENGAGERET LØBETRÆNER ER ÅRETS ILDSJÆL

I år gik Parasport Danmarks Ildsjælepris til løbetræner Janus Tappert fra Klub Liv og Motion i Helsingør for et stort engagement i klubben og særlig ildhu under corona-nedlukningerne.

Da Janus Tappert den 24. august kom for at træne sit hold i skoven ved Helsingør, overraskede hans løbehold, kollegaer fra Klub Liv & Motion og repræsentanter fra Parasport Danmark ham i skovkanten med flag og kage, klar til at overrække ham den fornemme pris.

Formand for Parasport Danmarks Breddeudvalg, Lene van der Keur, overrækker Ildsjæleprisen til Janus Tappert.
Formand for Parasport Danmarks Breddeudvalg, Lene van der Keur, overrækker Ildsjæleprisen til Janus Tappert.

– Jeg har ikke helt fanget den endnu. Jeg er helt vildt beæret over, at de tænker sådan på mig. Det er jo mit lille dream-team. Det er helt klart ugens højdepunkt at komme herned og løbe med dem, sagde Jan Tappert til Helsingør Dagblad, der også var til stede ved prisoverrækkelsen.

Det er kollegaerne i Klub Liv og Motion, der har indstillet Janus Tappert til prisen. De begrundede den bl.a. med, hvordan han har formået at motivere sine løbere under lockdown, og hvordan han skaber en hyggelig stemning, hvor alle kan være med på holdet, uanset niveau eller handicap.

Parasport Danmarks Ildsjælepris er en årlig pris, der er blevet uddelt siden 2008, og med anerkendelsen følger et kontantbeløb på 5.000 kroner.

 

 

TINE TEILMANN TILDELT DIF’S ÆRESTEGN

En overrasket og rørt Tine Teilmann fik i juni overrakt DIF’s ærestegn på forbundets årsmøde, da hun takkede af efter 12 år i bestyrelsen.

– Jeg vidste ingenting, men jeg blev virkelig rørt og glad – og efterfølgende også virkelig stolt, lød det fra Tine Teilmann dagen derpå. Hun har været engageret i idrætspolitik både nationalt og internationalt igennem mange år og er drevet af at gøre noget for andre og selv at lære mere.

– Mine kerneområder er kvinder og diversitet, og jeg er stolt af, at der nu er en opmærksomhed på det i DIF’s bestyrelse. Sådan var det ikke, da jeg startede, så der har jeg i hvert fald sat et aftryk.

– Jeg har et blødt punkt for mennesker, der ikke selv kan eller ikke har de samme muligheder som andre. Det at gøre noget for, at de kan få et godt idrætsliv, det driver mig. Jeg har arbejdet med idræt for mennesker med handicap, for sårbare grupper, med integrationsindsatser, veteranprojekter og sindslidende, siger hun og opfordrer alle, der overvejer det, til at kaste sig ud i idrætspolitisk arbejde.

– Det er rigtig sjovt at være med til at lægge en overordnet linje, og man lærer utrolig meget af at være med i bestyrelsesarbejdet. Man bliver dygtigere af det.

Selv om Tine Teilmann nu ikke længere er engageret i DIF’s bestyrelse, fortsætter hun sit engagement i Parasport Danmarks bestyrelse.

– Ja, der fortsætter jeg lidt endnu. Vi står jo også i en meget spændende tid med ny direktør, ny vision og nye fokusområder, og det glæder jeg mig til at arbejde videre med.

Tine Teilmanns tillidsposter

  • Bestyrelsesmedlem i Parasport Danmark (2004 - )
  • Medlem af EOC Gender Equality in Sport Commission (2014 - )
  • Medlem af DIF’s bestyrelse (2009-2021)
  • Medlem af DBU’s Kvindekommission (2017-2018)
  • Medlem af IOC’s Sexual Haressment in Sport (2009-2019)
  • Medlem af IOC’s Women in Sport Commission (2006-2018)
  • Medlem af IPC’s Women in Sport Commission (2005-2018)