Parasport Danmark logo hvid.png

Nyt makkerpar skal realisere fremtidens Parasport Danmark

Med ansættelsen af Ivan Løvstrup som ny direktør har formand John Petersson og Parasport Danmarks bestyrelse gjort det klart, at der skal nye ideer og metoder i brug for at cementere og videreudvikle forbundets rolle i DIF-idrætten og samfundet.

Nyt makkerpar skal realisere fremtidens Parasport Danmark
Ny direktør i Parasport Danmark Ivan Løvstrup (tv.) sammen med Parasport Danmarks formand John Petersson (th.)

Til efteråret fejrer Parasport Danmark 50-års jubilæum, og der er dedikeret masser af tid og spalteplads til at hylde fortidens bedrifter og ildsjæle i parasporten. Men John Petersson har først og fremmest blikket rettet mod de næste år. Parasport Danmark skal udvikle sig. Forbundets viden og kompetencer skal styrkes og i højere grad sættes i spil over for omverdenen. Indsatserne skal synliggøres og bruges til at øge indflydelsen over for beslutningstagere og samarbejdspartnere.

– Vi vil grundlæggende ændre den måde, vi bliver set på, og den måde, vi agerer på i idrætsverdenen og i samfundet, siger John Petersson.

I april rundede han tre år som formand for Parasport Danmark, og med forbundets vision og strategi 2025 samt ansættelsen af ny direktør har han for alvor sat et aftryk.

– Da jeg blev valgt i 2018, gjorde jeg det klart, at et generationsskifte lå i kortene. Det har været en glidende overgang, men vi tager nogle væsentlige skridt nu. Med vores vision og strategi har vi lagt fundamentet for fremtidens Parasport Danmark. Nu skal vi sikre os, at alle følger den kurs, der er udstukket af bestyrelsen, siger John Petersson.

Det daglige ansvar for at styre skibet og drive udviklingen hviler på skuldrene af forbundets nye direktør Ivan Løvstrup, der gør comeback til idrættens verden, hvor han tidligere har været udviklingschef i Dansk Golf Union (DGU). Senest har han været chef for Ledelsessekretariatet i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune, og med sig har han nogle værktøjer, der er nye i Parasport Danmarks ledelse.

– Ivan kan føre parasporten skridtet videre og ændre indtrykket af, at parasporten er lukket om sig selv. Vi skal ud over stepperne og vise, at vi er her. Det indebærer også, at han skal hjælpe mig med at finde og udnytte de rette muligheder for at påvirke den idrætspolitiske dagsorden, siger John Petersson.

En vigtig aktør

Parasport Danmarks vision er, at alle mennesker med et handicap eller et særligt behov har mulighed for at dyrke idræt, bevæge sig, motionere og konkurrere i et berigende og attraktivt, socialt fællesskab.

– Det er enormt vigtigt og sympatisk, og jeg er sikker på, at hvis vi kan gøre det tydeligt for omverdenen, at det er det, vi arbejder for, så kan vi også flytte parasporten rigtig langt, siger 49-årige Ivan Løvstrup, der havde første arbejdsdag i Parasport Danmark den 1. maj.

Den nye direktør har som DGU-mand bl.a. arbejdet sammen med Parasport Danmark om certificering af handicapvenlige golfklubber.

– Man havde lidt en opfattelse af, at parasporten var kompliceret. Både i forhold til at finde ud, hvem det er, man skal snakke med, men også omkring hvad det er, man kan samarbejde om. Mit indtryk er, at der i de øvrige specialforbund er en forløsning omkring Parasport Danmarks nye retning, fortæller Ivan Løvstrup.

Både direktør og formand oplever, at der i DIF-idrætten er stor interesse for at samarbejde. Det er oppe i tiden at tale om idrættens sociale ansvar, og det får mange specialforbund til at kigge på parasporten.

– Det er et hot tema, og det mærker jeg på de andre specialforbundsformænd. Det er vigtigt, at vi griber muligheden, men også holder fast i, at det er os, der er national paralympiske komité i Danmark og har viden og kompetencer på det her område, siger John Petersson, der senest har underskrevet en partnerskabsaftale med DBU og har tilsvarende aftaler på vej i håndbold og tennis.

Hvor Parasport Danmark er ballets dronning i DIF-idrætten, falder anseelsen og indsigten i forbundets mål og virke markant uden for idrættens verden.

– Når jeg introducerer mig selv som formand for Parasport Danmark, sker det alt for ofte, at man ikke er klar over, hvad vi egentlig laver. Det ærgrer mig grænseløst. Vi har så mange fantastiske frivillige, der fortjener, at deres indsats anerkendes. Jeg tror simpelthen, vi har undervurderet, at vi har en væsentlig opgave i at fortælle omverdenen, hvor vigtig en rolle vi har i det danske samfund, lyder det fra formanden.

Tal og data

Udgangspunktet for at ændre på opfattelsen af Parasport Danmark starter for Ivan Løvstrup med bedre dokumentation.

– Hvis du gerne vil igennem med et budskab og påvirke en dagsorden, så er viden og data din allerbedste ven. Vi har haft nogle mavefornemmelser. Er der fx belæg for at sige, at mennesker med handicap er ramt hårdere af idrættens nedlukning end andre? Vi ved det ikke. Men jeg har faktisk en fornemmelse af, at det er rigtigt. Jeg ved, at i Tyskland har man prøvet at kigge på det. Men det har vi ikke gjort i Danmark. Hvis vi havde gjort det, havde vi haft mulighed for at markere os langt stærkere i debatten om idrættens genåbning, siger han.

På den baggrund tager Parasport Danmark og Idrættens Analyseinstitut (Idan) snarest fat på en større undersøgelse af parasporten. Formålet er i højere grad at kunne påvise, hvad parasporten gør for det enkelte menneskes livskvalitet, men også hvad det betyder for samfundet, når mennesker med handicap indgår i fællesskaber, motionerer og holder sig i gang.

 – Hvis vi kan dokumentere, at parasporten gør en forskel, så tror jeg, at vi står et meget bedre sted, siger John Petersson.

Internationale ambitioner

For Parasport Danmarks nye frontduo er det også vigtigt, at forbundet igen markerer sig uden for landets grænser. Ambitionen er at gøre sig gældende på den største internationale scene, hvor John Petersson går efter et comeback til IPC’s bestyrelse.

– Det ligger i naturlig forlængelse af, at vi vil være med der, hvor beslutningen bliver truffet. Ivan og jeg skal arbejde for, at Danmark igen får en vigtig stemme i IPC, siger John Petersson, der i 2017 satte alt på et bræt og tabte præsidentvalget i netop IPC til nuværende formand Andrew Parsons.

– Jeg tabte, men jeg håber, at Parasport Danmark mener, de vandt. Men det har konsekvenser, at vi ikke sidder med og kan påvirke de store beslutninger direkte. Vi er fx kede af, at RaceRunning bliver omdøbt til Frame Running og skæres fra tre klasser til to klasser for at komme i spil som PL-idræt. Hvis jeg havde været en del af bestyrelsen i IPC, havde jeg haft en helt anden platform til at bekæmpe det, siger han.

For Parasport Danmark er en bestyrelsespost i IPC også en mulighed for at løfte et endnu større samfundsansvar på tværs af landegrænser, understreger Ivan Løvstrup.

– Det er klart, at vi gør det relativt godt i Danmark. Vi vil også gerne være med til at tage et ansvar for at udvikle parasporten i de lande, hvor det ikke er så nemt, siger han.

Der er valg til IPC’s bestyrelse til december, og det bliver første vigtige pejlemærke for Ivan Løvstrup og John Petersson. Men for duoen er det på den lange bane, at succesen skal måles.

– I bestyrelsen ved vi godt, at det bliver et langt, sejt træk at udvikle Parasport Danmark i den retning, vi ønsker. Vi tror, vi er nået et godt stykke i 2025, og så arbejder vi videre derfra. Jeg er overbevist om, at fremtiden tegner rigtig god for Parasport Danmark, siger John Petersson.

Ivan Løvstrup har først og fremmest fokus på at lære sin nye hjemmebane at kende.

– Det har været en spændende start, og jeg lærer noget nyt om parasporten nærmest hver dag. Indtil videre er jeg kun blevet bekræftet i, at det er en enormt attraktiv opgave at være direktør i Parasport Danmark, siger han.