Sidste stop, Tokyo
Kristel Walther forbereder sig på sit andet PL, hvor fynboen sigter efter at diske op med et mindeværdigt punktum på tilværelsen som eliteatlet.
Der er, endnu en gang, 200 dage til åbningen af de Paralympiske Lege i Tokyo, da Parasports udsendte møder Kristel Walther på hjemmekontoret i Langeskov. Som så mange andre har hun under nedlukningen taget bestik af sin situation, og i december kunne hun kalde sig husejer – og i samme ombæring ”hjemsendt kontorejer”.
- Det er et stort skridt. Jeg var bare så træt af, at jeg ikke kunne gøre, hvad jeg ville (i min lejlighed, red.). Huskøbet er noget af det eneste positive, jeg kan tage med videre fra det sidste år, siger Kristel Walther.
Hun ser med blandede følelser tilbage på udsættelsen af PL, der i foråret 2020 blev en tidlig milepæl i historien om coronapandemien.
- Da Danmark lukkede ned tilbage i marts, tænkte jeg bare ”fuck, jeg kan ikke træne”. Jeg tog en plade hjem til mine forældres gård, så jeg kunne rotere der og kaste en diskos ud på marken. Men det er bare ikke helt nok, så jeg var ret bekymret for, at mine konkurrenter ville få en stor fordel, siger Kristel Walther.
Derfor var første reaktion også lettelse, da IOC, IPC og Tokyo 2020 i slutningen af marts lyttede til bønnerne fra atleter verden over og flyttede både OL og PL et år – til sommeren 2021.
- Først var det følelsen af at kunne ånde lettet op og bevare mine høje ambitioner. Dernæst var det ”shit, et år mere med denne her intensitet. Det bliver pisse hårdt”, fortæller hun.
Alt for Tokyo
Kvotepladsen til PL i Tokyo kom i hus under VM i Dubai i november 2019, hvor Kristel Walther var 8 cm fra bronzemedaljen med et kast på 33,41 m.
- Jeg pressede mig selv for sindssygt. Jeg var egentlig skadet, men ville for alt i verden sikre mig kvalifikationen til PL. Så det var med binyrebarkindsprøjtning og smertestillende piller, at jeg stillede op, siger hun.
En medalje glippede i sidste sekund, da det polske supertalent Faustyna Kotlowska på 20 år kastede ny personlig rekord, men missionen lykkedes. Det betød, at Kristel Walther og kastelandstræner Alexander Bertelsen sammen kunne lægge en optimal plan for optakten til Tokyo 2020.
- Jeg var klar til at tage på træningslejr i Tyrkiet, da der blev sagt stop. Resten af året prøvede vi alligevel at følge planen ved at tage til nogle af de små stævner, der kunne lade sig gøre herhjemme over sommeren, og det lykkedes ret godt at ramme den planlagte formtop i september, siger Kristel Walther, der på Nyborg atletikstadion forbedrede sin egen PR, så den nu er 36,27 m.
Verdensrekorden, der omtrent samtidig kom på unge polske hænder, lyder på 36,53 m.
Ramt på motivationen
Der var dog en regning, der skulle betales for succesen. Det tog lang tid for Kristel Walther at komme sig over skulderskaden fra VM, og både krop og psyke har været hårdt presset i 2020.
- Usikkerheden har helt sikkert påvirket mig. Det gør da noget ved motivationen, at PL forsvinder ud i horisonten, og at der er snak om aflysning i medierne. Alt det, som jeg elsker – at tage på træningslejr, opleve nye steder og mennesker, at se om jeg lykkes med mine delmål – blev jo bare taget væk.
Tilbage var den travle hverdag med fuldtidsarbejde hos Ortos i Odense og træning seks dage om ugen i Odense Atletik.
- Det er hårdt at være afsted fra 8 til 20, især når man begynder at tvivle på, om alle timerne i træningslokalet er spildt arbejde. Jeg mærkede nogle ret klare symptomer på, at min krop var modstander af situationen, fortæller hun.
Heldigvis var der hjælp at hente:
- Jeg har en meget forstående chef og en fleksibel arbejdsplads, og Parasport Danmark har hjulpet med, at jeg kan få en ugentlig fridag frem mod PL, hvor jeg kan lægge behandlinger og aftaler. Så det går heldigvis meget bedre nu.
Kristel Høj Walther
- Alder: 33 år
- Bopæl: Langeskov
- Funktionsnedsættelse: Underbensamputeret
- Disciplin: Diskoskast (klasse F64)
- Klub: Odense Atletik
- Bedste resultater: 4. plads ved VM 2019, EM-sølv i 2018
- Uddannelse: Cand.mag. i medievidenskab
- Beskæftigelse: Kommunikationsmedarbejder hos Ortos
Kristel kort om...
Paris 2024. Jeg ser ikke mig selv være med. Selvom det da er lidt sjovt, at min oldefars sidste OL var i Paris 1924…
Fritid. Jeg elsker musik og har spillet i band. Vi startede i folkeskolen og hed Potato Cure. Jeg spiller selv guitar og synger.
Coronasmitte. Mine forældre har begge haft det, men heldigvis ikke et slemt forløb. Jeg bliver testet en gang om ugen, hvis jeg har været omkring kontoret i Odense. Det hænger mig langt ud af halsen.
Styrke. Kastere bruger rigtig meget tid på styrketræning. Til min første makstest kunne jeg nok bænke 40 kg, og sidst lå jeg på 117,5 kg. Der er sket meget.
Gjort af et særligt stof
Et opslidende 2020 har således ikke ændret Kristel Walthers plan om, at PL i Tokyo skal være kulminationen på hendes tid på topplan og den rejse, der for alvor tog fart i 2014. Inden da havde den underbensamputerede fynbo prøvet kræfter med sprint og længdespring, men under en skadesperiode introducerede daværende landstræner i para-atletik Joachim Lund hende for den 1 kg tunge diskos.
- Jeg mødte Joachim lidt tilfældigt på en aktivitetslejr, hvor han kunne se, at jeg måske havde noget potentiale inden for atletikken. Senere fik han koblet mig op på Emil Mikkelsen og Jørgen Halkjær i Odense Atletik, og de var fra starten meget åbne og fik mig til at føle mig velkommen, siger Kristel Walther.
Hun er ikke i tvivl om, hvorfor lige diskoskast blev hendes kald.
- Kombinationen af kropslig udfordring og den mentale og tekniske udfordring er rigtig spændende. Vi nørder rigtig meget over bittesmå detaljer, og vi får virkelig en god kropsforståelse. Hvor skal lemmerne være afhængig af, hvilket sted du er i rotationen. Hvordan slipper man denne her genstand på den optimale måde. Det udvikler man hele tiden, og man bliver aldrig færdig. Det perfekte kast findes jo ikke. Men når man kan mærke at dén der, den sad der, så er det virkelig fedt, siger hun.
Hvis man tror på skæbnen, er det langt fra tilfældigt, at Kristel Walther er nået langt med sin sport. Både hendes oldefar og farfar er tidligere OL-deltagere i gymnastik, og i 1920 vandt oldefar Aage en sølvmedalje i Antwerpen.
- Jeg nåede aldrig at møde ham, men min farfar har fortalt mange historier. Jeg ved ikke, om det har inspireret mig, men det har helt sikkert haft betydning, at vi har tradition for at dyrke idræt. Der har altid været fuld opbakning til mine mål og drømme, og min familie ved, hvad det kræver, fortæller Kristel Walther, der også selv var gymnast, inden hun som 20-årig valgte at få amputeret højre underben.
- Min fod blev dårlig, inden jeg kunne nå at drive det til noget, men jeg ved, at jeg var god. Jeg kunne godt være blevet til noget i gymnastikken, siger hun.
Amputationen har hun dog aldrig fortrudt.
- Jeg besluttede mig efter en årrække med dårlig gang, flere operationer og konstante smerter. Problemerne skyldtes en godartet, men aggressiv tumor, som udhulede hælknoglen. Ingen af operationerne kunne gøre mig smertefri, så i sidste ende var en amputation den eneste rigtige løsning, konstaterer hun.
Siden har den nu 33-årige fighter ikke set sig tilbage, og i Rio 2016 fik hun paralympisk debut med en 9. plads og et kast på 25,15 m.
Endestationen
Fem år og 11 meter senere er Kristel Walther klar til at geare op til karrierens højdepunkt.
- Hvis Tokyo bliver det punktum, jeg forventer, skal det være et brag. Det skal være noget, jeg kan være glad for. Jeg kæmper virkelig for, at det skal blive en medalje. Ellers kunne jeg lige så godt lade være, afslører hun.
Selvom det er svært at lægge en sæsonplan på grund af de globale corona-restriktioner, har hun en klar idé om, hvad der skal til for at nå sit mål.
- Hvis jeg kan fortsætte med at træne, som jeg gør nu, og ikke render ind i større skader, og hvis jeg får en god start på konkurrencesæsonen, så ser jeg ingen forhindringer for mig. Jeg er ved at lægge et rigtig solidt fundament, og jeg har erfaringen med mig denne gang. Hvis jeg kaster 37-38 m til PL, ser det rigtig pænt ud, tror jeg. Men jeg ved ikke, hvem af mine konkurrenter, der kommer, og hvordan de har udviklet sig, for det er efterhånden længe siden, vi har set hinanden, konstaterer Kristel Walther, der er fast besluttet på at nyde PL uanset corona-boble og andre begrænsninger.
- Det bliver selvfølgelig et anderledes PL, men jeg glæder mig alligevel rigtig meget. Det vigtigste er, at det er sikre rammer, og at der er taget de rette forholdsregler. Selvom det også var fantastisk at opleve Jesus-figuren og snuse lidt til kulturen i Rio, er det vigtigste konkurrencen og sammenholdet med de andre danskere i PL-byen. Det er det, der gør PL til noget specielt for mig.
Og så glæder hun sig til at tage foden af gaspedalen.
- Det er rigtig hårdt at være på det her niveau. Jeg tænker hele tiden over, hvad jeg spiser. Jeg bliver testet en gang om måneden for at se, om jeg rykker mig styrkemæssigt. Min krop er altid smadret, og der er altid et eller andet, der gør ondt. Jeg kan aldrig sige ja til en øl efter arbejde. Det føler jeg egentlig, jeg er klar til at lave om på.
Efter planen kaster Kristel Walther karrierens vigtigste diskos søndag den 29. august.
Fotostribe: Kristels corona-hverdag
Under coronanedlukningen arbejder Kristel Walther primært hjemmefra, mens hun er blandt de udvalgte eliteatleter, der fortsat kan benytte faciliteterne i Odense Atletik til at forberede sig på sommerens PL i Tokyo. Indimellem er der tid til at koble af med guitaren.
