Jubilæums Logo Til Parasport.Dk

Siden sidst

Korte nyheder fra parasportens verden.

Siden sidst

BOWLING FANDT EN CORONA-LØSNING

Parasportens bowlingudvalg og -klubber nægtede at give op og aflyse efterårets stævner og fandt i stedet en corona-venlig løsning.

I parabowling samles der ofte over 100 deltagere til stævner, og det er både trofaste klubber og spillere, der altid stiller op. Da efterårets forsamlingsforbund på 50 ramte landet lige præcis, da efterårets stævnerække skulle begynde, var idrætsudvalget og klubberne derfor enige: Vi vil ikke droppe stævnerne, hvis vi kan finde en løsning, der tager højde for hensyn og restriktioner.

Løsningen blev, at stævnerne blev afviklet klubvis i egne faciliteter, og at resultaterne blev samlet af idrætsudvalget og lokale arbejdsgrupper. På den måde kunne bowlingspillerne mødes i mindre grupper, eksempelvis rampebowlerne og de stående spillere for sig.

Johnny Pedersen, formand for idrætsudvalget i bowling siger:

– Selv om vi naturligvis også har været usikre på, hvordan vi skulle håndtere både træning og stævner, var vi enige i udvalget om, at vi ikke ville aflyse alle efterårets stævner, hvis det på nogen måde var muligt at afvikle dem forsvarligt. Nu krydser jeg og resten af udvalget bare fingre for, at vi kan få lov at afvikle forbundsmesterskaberne den 24. april 2021 som planlagt.

Da forsamlingsloftet i december landede på 10, måtte selv bowlingklubberne bukke under og lukke ned. Dog ikke mere, end at bowlingkuglerne triller igen, så snart det bliver muligt.



VORDINGBORG HANDICAP IDRÆT FYLDER 40

40 år med fremdrift var, hvad Vordingborg Handicap Idræt kunne skrive på sit CV, da foreningen den 16. februar rundede sit fjerde årti.

Siden foreningens start tilbage i 1981 har der været masser af udvikling, og i dag rummer Vordingborg Handicap Idræt (VHI) over 160 medlemmer. Foreningen tilbyder i dag blandt andet boccia, bordtennis, bowling, fodbold, snooker og svømning og har i mere end ti år været værter på Parasport Danmarks sportsskoler for børn og unge.

Foreningen har gennem årene fyldt godt op i medaljeskabet, og sammen med medlemmerne har VHI haft titler som verdensmester, europamester, paralympisk mester, nordisk mester samt en lang række danmarksmestre. VHI har også haft flere deltagere med ved Special Olympics World Games, og på ledersiden er det blevet til flere hæderspriser som Handicapprisen, Ildsjæleprisen, Årets leder, samt Du-gør-en-forskel-prisen.

Vordingborg Handicap Idræt har formået at blande idræt og socialt samvær på en måde, så alle føler sig velkommen i foreningen.

På grund af Covid-19-restriktionerne er det desværre ikke muligt for Vordingborg Handicap Idræt at fejre de 40 år, men bestyrelsen garanterer, at der vil blive afholdt en kæmpe fest for medlemmerne, når tiderne atter tillader det.



PARASPORT DANMARK FEJRER 50-ÅRS JUBILÆUM

Den 31. oktober er det 50 år siden, at Parasport Danmark blev stiftet. Jubilæet vil blive markeret løbende over året, kulminerende med en reception i Idrættens Hus den 29. oktober.

Dansk Handicap Idræts-Forbund blev stiftet den 31. oktober 1971 i Aarhus, og siden har store personligheder og begivenheder været med til at udvikle og forme forbundet, der siden 2016 har heddet Parasport Danmark. Det er nogle af de helt særlige mennesker og øjeblikke, der i årets løb vil blive husket, inden det festlige højdepunkt, der bliver en reception og middag fredag den 29. oktober.

– Vi må indstille os på, at det endnu er usikkert, hvad der kan lade sig gøre i årets løb, men vi skal selvfølgelig fejre Parasport Danmarks historie, medlemmerne og vores fantastiske frivillige, hylde koryfæerne og samtidig se fremad. Særligt arbejdet med implementeringen af vores vision og strategi bliver spændende. Og så glæder vi os til, at vi forhåbentlig kan inddrage hele parasporten i fejringen sidst i oktober, siger formand John Petersson.

Parasport Danmarks 50-års jubilæum markeres også med en særudgave af magasinet ’Parasport’, der udkommer til efteråret.



BOCCIA PÅ HØJSKOLESKEMAET

14 hold fra Egmont Højskolen dystede den 1. december i en intern bocciaturnering, der bød på en række spændende og medrivende kampe.

Turneringen var arrangeret af en af skolens elever, Kenan Agic, i samarbejde med Parasport Danmarks bocciaudvalg og I.H. Aalborgs boccia-afdeling.  

Jan Rasmussen fra bocciaudvalget samt Áki Joensen og Mira Spottag Smedegaard fra IH Aalborg dømte kampene og fortalte eleverne på skolen om boccia.

– En stor tak til Parasport Danmark for at være med som dommere og repræsentere boccia. Vi her fra Egmont håber på, at vi kan gentage succesen, siger Kenan Agic, der fik interesse for boccia, da han i 2019 deltog ved en boccia-workshop under EM i kørestolsrugby i Vejle.

– Det var en stor oplevelse for os at være med til turneringen på Egmont Højskolen. Den sportsånd og kampgejst, de forskellige hold udviste, var smittende, siger Mira Spottag Smedgaard.

Efter turneringen blev det aftalt, at Áki Joensen og Mira Spottag Smedegaard i det nye år skal lave et bocciaforløb med de elever, som er interesserede. Håbet er, at eleverne fortsætter med at være idrætsaktive efter deres ophold på Egmont Højskolen. Kenan har allerede spurgt, hvor han kan gå til boccia, og forhåbentlig følger mange flere efter.

Áki og Mira vil desuden afholde åbne klubtræninger og boccia-workshops i Midt- og Nordjylland i løbet af i år. Det sker som en del af et Parasport Danmark-projekt, der skal rekruttere personer med et svært fysisk handicap til at dyrke idræt.




Nye klubber og tilbud

Atletik i Holstebro

Atletikklubben Holstebro starter para-ateltik op per 1. maj 2021.
Kontakt formand Poul Mejls Jensen på email formand@akholstebro.dk eller tlf. 53 85 44 85
Hjemmeside: www.akholstebro.dk

 

Bevægelsesglæde i Aarhus

Bevægelsesglæde tilbyder dans, yoga, leg, gymnastik for børn og voksne med bevægelses- og udviklingshandicap.
Kontakt formand Lotte Leerbeck Dahlbom på email lotteleerbeck@hotmail.com eller tlf. 50 57 03 20.
Hjemmeside: www.bevaegelsesglaede.com

 

Svømning i Silkeborg

Silkeborg Svømmeklub tilbyder integreret konkurrencesvømning for børn og unge med handicap.
Kontakt Rune Sejr Jørgensen på rune.s.jorgensen@gmail.com eller tlf. 40 88 28 32
Hjemmeside: www.ssk.dk