Håndbold hitter
Håndbold er over en årrække vokset til at være en af de helt store idrætter for spillere med udviklingshandicap. Men hvorfor er det danskopfundne spil så populært? Parasport tog til træning med Special Olympics-holdet i Team Faxe for at blive klogere på det.
– Kom så, Mikkel Hansen! Neeeeeej!
– Yes! Den så du slet ikke, hva’?
Bolden suser ind bag Peter i målet, og Nicolai knytter næven i jubel. Stemningen er høj, og de drillende bemærkninger flyver om kap med boldene i Karise Hallen denne onsdag aften, hvor Team Faxes Special Olympics-hold trods coronarestriktioner stadig træner. Holdet er med 43 spillere klubbens største, men i dag er de kun ti. Flere spillere går på en nærliggende efterskole, som er ramt af corona, og må derfor ikke deltage.
For 20-årige Line Rosquist er træningen en af ugens højdepunkter. Efter en lang dag med arbejde og fuldt program ville man ikke fortænke hende i at vælge sofaen onsdag aften, men det er slet ikke i tankerne.
– Det er dejligt at spille håndbold! Vi spiller to og to, og jeg løber frem og tilbage, siger hun med begejstring i stemmen. Hun har kun trænet i et par måneder, men er allerede bidt af sporten.
– Og jeg er blevet venner med Cecilie og kærester med Frederik, griner hun, til stor morskab for holdkammeraterne.
Special Olympics-håndbolden hitter her på Sydsjælland, ligesom den gør det i de omkring 25 etablerede klubtilbud, der over de seneste 13 år er etableret over hele landet – med overvægt i det midtjyske. Men hvordan er det lykkedes at få så mange klubber til at lave håndboldhold for spillere med udviklingshandicap? Det skal vi tilbage i historien og helt til Kina for at finde svaret på.
Øjenåbner i Shanghai
I 2007 var den kinesiske storby Shanghai vært for Special Olympics World Games. Parasport Danmark havde på det tidspunkt ingen etablerede Special Olympics håndboldhold, så fra dansk side deltog et hold fra et beskyttet værksted i Skjern. Oplevelsen for spillerne var stor, og vel hjemme igen besluttede de ansvarlige for værkstedsholdet at prøve at få holdet integreret i den lokale klub Skjern Håndbold. Charlotte Svarrer, som var ansat på værkstedet og samtidig selv spillede håndbold i klubben, var en af de store drivkræfter, og hun blev også formand, da Parasport Danmark efterfølgende startede et håndboldudvalg op.
Den gode idé bredte sig i lokalområdet, og Parasport Danmarks konsulenter holdt informationsmøder for at få flere klubber med, og der blev etableret hold i blandt andet i Lemvig, Struer og Skive. En egentlig turnering kunne snart etableres.
Alle skal have en god oplevelse
I dag er håndbold en af de store idrætter i Parasport Danmark-regi. Mange klubber har flere hold, og turneringen er inddelt i tre divisioner efter spillernes niveau og spilforståelse.
– Alle skal have en god oplevelse – det er det allervigtigste, forklarer formand for Parasport Danmarks håndboldudvalg, Andreas Kronborg, der også er med i trænerteamet for Special Olympics-holdet i Viborg HK og ansat som udviklingskonsulent i Dansk Håndbold Forbund.
– Derfor er der også lagt et stort arbejde i at justere reglerne, så kampene ikke bliver fløjtet i stykker, fordi en spiller kommer til at tage fire skridt med bolden. Det kræver meget af særligt dommerne til vores stævner, for det er jo en balancegang. Hvis man ikke får en åbenlys fordel af en regelovertrædelse, og det ikke er kampafgørende, så lader vi ofte spillet fortsætte, så der bliver noget sammenhængende spil.
Også andre parametre er der skruet på:
– Vi bruger ikke harpiks, vi spiller med lidt mindre bolde, som er nemmere at håndtere, og så har vi justeret kamptiden. I A-rækken kan spillerne godt spille op til 2 x 12 minutter pr. kamp, men i C-rækken er det mere passende med 12 minutter i alt. Igen for at holde fokus på det vigtigste: Det skal være en god oplevelse for alle. Der er ingen grund til at spille så lang tid, at koncentrationen og humøret daler i de sidste minutter, og spillerne går fra banen med en dårlig oplevelse, forklarer Andreas Kronborg.
Den rene glæde
I Karise Hallen er der ingen fare for, at humøret daler – tværtimod:
– Jeg er pivgo’! Og det er sjovt at spille sammen med nogen andre. Vi træner meget hårdt og skyder på mål, lyder det med selvtillid, begejstring og alvor fra Nicolai Lindquist, der har været med siden det sydsjællandske hold blev startet i 2016.
Det var Else Jensen, der med sine 30 år i Team Faxes bestyrelse nærmest, er en institution i klubben, der startede holdet op på opfordring fra Dansk Håndbold Forbunds regionale konsulent.
Hun fik kontakt til den nærliggende specialefterskole, og fik en lærer, der også var håndboldspiller, med. Hun kendte lidt til målgruppen fra sit arbejde som administrativ medarbejder på Faxe Sociale Udviklingscenter, men havde ikke pædagogisk erfaring med den.
– Det har egentlig ikke betydet noget. De spiller håndbold og har det sjovt, og man kommer jo til at lære hinanden rigtig godt at kende. Da jeg for nogle år siden fik kræft og tabte håret efter kemobehandling, kom jeg herned alligevel – så fik de indblik i den side af livet også, fortæller Else, der selv har spillet håndbold på højt plan. Hun har ikke et øjeblik fortrudt, at hun tog udfordringen op.
– Det her giver mig så meget tilbage. De er så glade for at være her og her er masser af kram og varme. Når vi er ude og spille handler det bare om at have det sjovt. Jeg ville slet ikke kunne holde ud at træne et ungdomshold nu med forældrene og alle deres ambitioner, siger hun og fortsætter:
– De vokser så meget af at få spilletøjet på, og de lærer basale sociale spilleregler som at stå i kø, vente på tur og håndtere deres temperament.
Hjælper nye klubber i gang
Helt fra den spæde start har Parasport Danmarks håndboldudvalg haft for øje at indsamle erfaringer, skrive dem ned og lave guidelines, så nye klubber nemt kan komme i gang. Måske er det her, nøglen til den store udbredelse ligger?
– Det har i hvert fald været et mål at gøre det så overskueligt som muligt for nye klubber at komme i gang. Allerede da værkstedsholdet kom ind under Skjern Håndbold, satte de centrale initiativtagere sig og skrev en rapport om, hvad der fungerede, og hvordan man bedst kunne håndtere at starte Special Olympics-håndbold op i en forening. Det var en kæmpe hjælp og har en stor del af æren for, at rekrutteringen kom godt fra start, siger Andreas Kronborg, der selv kom med i 2013 og nu er formand for Håndboldudvalget.
– Vi er i håndbold også hjulpet af, at det hverken er dyrt eller kræver særlige hjælpemidler, dyre el-stole eller lignende. Og så har vi et solidt, gennemarbejdet produkt med nogle meget konkrete rammer, som forklarer, hvad vi gør og hvorfor. Det gør det nemt for nye klubber at komme hurtigt i gang.
Og netop det, at rammerne var skabt, og der var en velfungerende turneringsstruktur med andre hold, har man nydt godt af i Team Faxe, fortæller Else Jensen.
– Vi fik noget sparring i starten, inden vi kom med i turneringen. Det er jo en lidt anden verden, så man skal lige ind i, hvordan det fungerer, og hvordan man tackler de forskellige ting. Men det er nu gået nemt, og det er herligt for spillerne at komme ud og møde de andre hold, både at spille mod dem og at få nye venner og store oplevelser.
Det sidste er Peter Lange et godt eksempel på. Han blev udtaget til at repræsentere Danmark ved Special Olympics World Games i Abu Dhabi i 2019. Et udvalgt hold i rød/hvide trøjer med spillere fra hele landet, landstræner og holdleder var af sted – så der var sket meget siden værkstedsholdets deltagelse i 2007.
– Det var en kæmpe oplevelse – det var helt vildt! Jeg fik gåsehud over det hele, da vi gik ind på stadion til åbningsceremonien, fortæller Peter, der stadig ses med de andre fra herreholdet, selv om de kommer fra hele landet.
Vigtigt at stille krav
Et andet vigtigt element i succesen er ifølge Andreas Kronborg at tænke spillerne som mennesker og håndboldspillere på lige fod med de øvrige klubmedlemmer, og at stille krav til dem, frem for at se dem som en udsat gruppe, der skal tages særlige hensyn til.
– Alle mennesker vokser af at tage ansvar, og spillerne kan fem gange så meget, som de selv tror, og ti gange så meget som deres forældre og pædagoger tror, smiler han.
Det kan Else Jensen nikke genkendende til:
– Vi gør meget ud af at inddrage dem i forskellige opgaver, så de oplever, at de godt kan bidrage med noget. Vi stiller fx med en håndfuld hjælpere til Foreningernes Dag i kommunen, og spillerne hjælper med ved vores lokale Faxe Cup og ved vores halfest. De elsker det, og det er meget lettere at få dem til at hjælpe end de øvrige hold i klubben, siger hun med et smil.
For børn og voksne
Igennem de seneste år har et andet og meget populært tilbud, LykkeLiga, vokset sig større og større. Har det betydet noget for Special Olympics-håndbolden?
– LykkeLiga har helt sikkert givet en masse opmærksomhed i forhold til håndbold for spillere med udviklingshandicap. LykkeLiga er jo for børn, og vores udvalg har haft fokus på håndbolden for voksne, da det er der, vi har knowhow. Så der ligger for tiden en oplagt opgave i at være med til at bygge bro, så der er et voksentilbud enten i den samme forening eller i nærområdet, hvor spillerne kan komme hen, når tiden som børnespiller rinder ud. Her vil vi i håndboldudvalget rigtig gerne være en del af det arbejde, så ingen må stoppe med at spille håndbold på grund af et manglende tilbud, forklarer Andreas Kronborg.
I Karise Hallen er Else Jensen og resten af trænerteamet ved at lukke og slukke, mens spillerne snakker af om træningen. Kinderne er røde og smilene store bag de mundbind, der lige nu er påkrævet, når man forlader hallen. Der er heldigvis kun en uge til næste onsdag.
Håndboldformandens råd
I Special Olympics-håndbold har man de sidste mange år oplevet en stor vækst. Her er udvalgsformand Anders Kronborgs to bedste råd til andre idrætsudvalg der arbejder med Special Olympics idræt.
Idrætten i centrum
– Grundlæggende er det vigtigt at have en positiv og optimistisk tilgang. Glasset skal være halvt fyldt – spillerne kan godt, og vi skal se dem som idrætsudøvere. Derfor er det også vigtigt, at det er håndboldkyndige, der er trænere – ikke pædagoger. Det sportslige niveau behøver ikke at være højt, men det skal være det, der er det bærende.
Hav en tovholder
– Det er afgørende at bringe en tovholder med ind, når der skal startes hold op i en ny klub. Ikke en træner, men en, der er styrer processen, så det ikke bare bliver endnu en opgave for klubbens bestyrelse. Det kan fx være en, der har med målgruppen at gøre i forvejen. Og så er det udvalgets fornemste opgave at gøre det så simpelt som overhovedet muligt for foreningerne at implementere holdet og at gøre det nemt og overskueligt for de frivillige.
Special Olympics-håndbold
I dag er der ca. 25 klubber i Danmark, der tilbyder Special Olympics-håndbold, og mange af dem har mere end ét hold. Der spilles i tre divisioner i tre regioner – to i Jylland og en på Sjælland – og når coronaen ikke lægger landet ned, spilles der årligt et indledende divisioneringsstævne samt fire turneringsstævner, hvor det sidste afslutter sæsonen, og der uddeles medaljer. Derudover er der et herre- og dame-landshold, der også holder samlinger tre-fire gange årligt – og som justeres alt efter hvilket stævne, de skal deltage i.