Årets ildsjæl trives i kulissen
For Powerchair Football-landsholdets holdleder og mangeårige bestyrelsesmedlem handler det frivillige arbejde først og fremmest om mennesker.
Det falder ganske ikke naturligt for ildsjælen Pernille Holm Sørensen at tale om sig selv. Derfor er det et held, at man kan søge kvalificeret hjælp hos Henrik Rye Rasmussen, der er træner for Aarhus Rolling Devils og assistent for det danske landshold i Powerchair Football.
- Hun er altafgørende for sporten herhjemme, det kan der ikke herske tvivl om, pointerer Henrik Rye Rasmussen til en træningsaften for Aarhus Rolling Devils i Tovshøjhallen i den vestlige del af den jyske hovedstad.
Så fornemt et prædikat kommer man naturligvis ikke sovende til, og beder man om en uddybning af Pernille Holm Sørensens engagement i Powerchair Football, folder der sig et katalog ud, som er svært ikke at blive imponeret over.
- Det er alt, hun har en finger med i, og det er alt, der kan lade sig gøre, når man henvender sig til Pernille. Hun har arrangeret ture og store europæiske stævner her i Aarhus, hun står gerne i cafeteriet, hvis der er brug for det, og så er hun bare enormt vigtig at have på et hold, fordi hun lader os trænere fokusere på sporten, mens hun spiller en stor rolle i logistik, planlægning og meget andet. Det gør alt sammen, at vi får nogle gode rammer at dyrke vores sport i, fortsætter træneren.
- Det passer mig bedst at være i kulissen og rundt om et hold. Jeg er først og fremmest engageret og involveret i så mange ting i Powerchair Football, fordi jeg gerne vil være med til at skabe bedre vilkår og muligheder for mennesker med handicap. Det er udgangspunktet, og sådan vil det også være fremover, siger Pernille Holm Sørensen
”Det handler ikke om mig”
Siden 1999 har hun været en fast bestanddel parasporten. I begyndelsen var det sønnen Mark Holm Sørensen, som var indgangen, da han begyndte til el-hockey som femårig. Siden kastede han sig over kørestolsfodbold, som i dag hedder Powerchair Football. Han spiller fortsat i Aarhus Rolling Devils. Sideløbende involverede hans mor sig i bestyrelsesarbejde: Først i Aarhus Rolling Tigers, dernæst i Aarhus Rolling Devils og i storbestyrelsen i Lavia Aarhus samt i Powerchair Footballs idrætsudvalg. Pernille Holm Sørensen sidder fortsat i de to sidstnævnte bestyrelser, og er desuden holdleder for landsholdet. I juni blev hun hædret af Parasport Danmark med Ildsjæleprisen 2020 for hendes forbilledlige indsats gennem årene.
- Jeg er rigtig glad for tilkendegivelsen, men jeg er ikke god til at være i centrum. Det skal ikke handle om mig, for det er jo af helt andre grunde, at jeg er frivillig, og det vil jeg hellere fokusere på. For mig handler det mest af alt om mennesker, forklarer hun.
Pernille Holm Sørensens tør ikke give et bud på, hvor mange timer hun ugentligt spenderer på Powerchair Football, men der er rigeligt at se til for den 53-årige ildsjæl, der samtidig er selvstændig fodplejer.
- Der kan helt sikkert drages nogle paralleller, for i mit arbejde som fodplejer er det en vigtig del at drage omsorg for andre mennesker, høj som lav, og kere sig om dem. Det passer mig rigtig godt, og det er nøjagtig det samme, som jeg nyder at gøre for alle de gode mennesker i Powerchair Football, uddyber vinderen af Ildsjæleprisen 2020.
Mere ’goddaw’ i spillet
I de 21 år, hvor Pernille Holm Sørensen har været en del af parasporten, har Powerchair Football forandret sig markant. Én ting er navneændringen fra kørestolsfodbold til det mere potente ’Powerchair’, men der er også sket en åbenlys udvikling af spillet på halgulvet.
- Vi har fået såkaldte Strikeforce-stole, og det har ændret meget til det bedre. Vi var til EM i Irland i 2014, hvor vi mødte hold, der havde Strikeforce, og der kunne vi med det samme se, at det skulle vi også have, hvis vi skulle følge med udviklingen og have en chance fremadrettet, siger årets ildsjæl, som efterfølgende forklarer:
- En Strikeforce er den første stol, som er designet specifikt til sportsgrenen. Den er lavere og bredere end normale stole, og den er rigtig god til at lave ’spin kick’, som der bruges meget i Powerchair Football. Der er generelt lidt mere ’goddaw’ og dynamik i spillet i dag af den grund. Det har været rigtig opløftende for mig at opleve, at det altså er en sport, som vil fremad, og som hele tiden udvikler og forandrer sig. Vi fik en Strikeforce hjem fra USA umiddelbart efter EM 2014, og min søn var faktisk den første herhjemme til at spille i én.
Det hele værd
Det har også været helt afgørende for Powerchair Football herhjemme, at der har været økonomi til at drage ud i verden, til at afholde stævner, til at udvikle og til nyt udstyr. Det kan næppe komme helt bag på nogen, at det også er Pernille Holm Sørensen, som har påtaget sig at søge midler.
- Vi får ikke elitestøtte, fordi Powerchair Football ikke er på det paralympiske program, og det er sådan set fair nok, selvom vi rigtig gerne ville have den. Heldigvis har det i en årrække lykkes at finde midler hos fonde og virksomheder, som er rigtig gode til at støtte op om os. Det er helt centralt for sporten og for at kunne give gode betingelser. Når jeg oplever, at spillerne virkelig nyder godt af det, vi gør udenfor banen, så er det alt det frivillige arbejde værd. At se dem glade og tilfredse efter træning, det er jo det, der i sidste ende driver mig, afslutter Pernille Holm Sørensen.
At se spillerne glade og tilfredse efter træning, det er jo det, der i sidste ende driver mig.
POWER-PERNILLE BLEV ÅRETS ILDSJÆL
Lørdag den 27. juni blev der afholdt landsmøde i Powerchair Football-udvalget, og hvad der blot skulle have været et glædeligt gensyn med udvalget og repræsentanter fra klubberne, blev pludselig endnu mere festligt, da Pernille Holm Sørensen blev overrasket af Mogens Jensen fra Breddeudvalget.
Her overrakte han årets Ildsjælepris til Pernille Holm Sørensen, der har været dybt engageret i parasporten siden 1999 og har påtaget sig alt fra at søge midler til idrætsaktiviteter, lave mad i klubbens cafeteria og til at køre spillernes sportsstole til Finland.
– Pernille er valgt i et stærkt felt på baggrund af hendes mange års arbejde og engagement inden for Powerchair Football. Pernille er indbegrebet af en ildsjæl, så det er meget fortjent. Vi er glade for, at vi kan anerkende hendes store indsats med denne pris.
Med prisen følger en check på 5.000 kr.
NOMINEREDE TIL ILDSJÆLEPRISEN 2020
- Brian Samsbo – floorball/hockey - LAVUK
- Jacob Lind – svømning – Møns Svømmeklub
- Jane Olsen – kørestolsrugby - Parasport Danmarks landshold i Kørestolsrugby
- John Sørensen – el-hockey - dommer i Parasport Danmarks el-hockey-turnering
- Karin Fjermedal Andersen - bestyrelsesarbejde - Klub Liv og Motion
- Mette Rytsel – tennis/padel - Virum-Sorgenfri Tennisklub
- Michael Skou Vestergaard – skydning - Globen Sport
- Palle E Petersen - paradart - Parasport Vejle
- Rikke Blomgren - Medicinsk Udvalg - Parasport Danmark