Parasport Danmark logo hvid.png

Rugby VM til Vejle

Det danske landshold i kørestolsrugby kan igen se frem til at kæmpe om medaljer på hjemmebane. Vejle skal være værtsby for VM i 2022.

Rugby VM til Vejle
Foto: LEES foto

Når verdens bedste kørestolsrugbymandskaber i oktober 2022 brager sammen for første gang efter de Paralympiske Lege i Tokyo, bliver det på dansk grund.

Det internationale kørestolsrugbyforbund, IWRF, har tildelt Vejle VM-værtsskabet, og dermed får Danmarks viceeuropamestre de bedst tænkelige betingelser for at bygge videre på holdets historiske PL-kvalifikation og øjeblikkelige syvendeplads på verdensranglisten.

- Det er super fedt for os. Det er virkelig noget helt særligt at spille på hjemmebane, og jeg synes også, man kunne se til EM sidste år, at tilskuerne virkelig var den der femte mand, der var med til at løfte os i kampene. Jeg glæder mig rigtig meget til at spille i Vejle igen, siger landsholdets anfører Leon Jørgensen.

Danmark belønnet

Det er kun 10 måneder siden, at Vejle, Sport Event Denmark og Parasport Danmark høstede stor anerkendelse for afviklingen af EM i kørestolsrugby. Det vakte international opsigt, at vejlenserne strømmede til DGI Huset for at følge slutrunden, ligesom faciliteterne for de mange kørestolsbrugere var helt i top. IWRF modtog derfor det danske bud på VM 2022 med begejstring.

- Det var virkelig en fornøjelse for mig at besøge Vejle i forbindelse med EM i 2019, og det glæder mig meget, at vi nu kan se frem til et VM i 2022 i samme flotte rammer. Den passion og det engagement, Vejle Kommune, Sport Event Denmark og Parasport Danmark har lagt i buddet, fortjener stor anerkendelse og ros, siger Richard Allcroft, formand for IWRF.

At IWRF igen ser Danmarks vej vækker glæde og stolthed hos de danske værter, der har store planer for verdensmesterskabet.

- Det er et meget stort skulderklap fra IWRF, at Danmark har fået værtskabet for VM i 2022. Vi glæder os til igen at fylde tribunerne i DGI Huset og give verdens bedste spillere optimale betingelser for at folde sig ud, siger John Petersson, formand for Parasport Danmark.

VM i kørestolsrugby skal afvikles fra den 8. til 17. oktober 2022 i DGI Huset i Vejle.

Dansk mesterskabsrutine

Det er Vejle Kommune, Sport Event Denmark og Parasport Danmark, der i fællesskab har ansøgt om værtskabet for VM i kørestolsrugby 2022, der afvikles i oktober i DGI Huset i Vejle. Danmark har tidligere været vært for EM i kørestolsrugby i 2005 (Middelfart), 2009 (Hillerød) og 2019 (Vejle) samt for VM i kørestolsrugby i 2014 (Odense).

Vejle har også tidligere været vært for EM i parabordtennis i 2015.