Jubilæums Logo Til Parasport.Dk

PL udskudt: Kreativitet i krisetider

De Paralympiske Lege er udskudt i et år, og hos Danmarks Idrætsforbund og Parasport Danmark er man allerede i fuld gang med at kigge frem mod 2021.

PL udskudt: Kreativitet i krisetider
De danske atleter må vente endnu et år, inden de kan gå og køre ind til åbningen af de Paralympiske Lege i Tokyo. Foto: Lars Møller

I slutningen af marts blev det klart, at de Olympiske Og Paralympiske Lege ville blive udsat med et år. En nødvendig beslutning, men også en beslutning der i et paralympisk perspektiv gav nye hovedpiner hos DIF og Parasport Danmark, der har de største aktier i den danske deltagelse ved legene. Økonomien var tilpasset PL i 2020, men nu skulle trænere lønnes et år mere, atleter skal støttes et år mere og til flere stævner og så videre. Og hvad med udtagelserne – ville de blive annulleret? Spørgsmålene var mange, og i kulissen måtte den danske PL-stab arbejde benhårdt på at sikre den mest smertefrie udskydelse for særligt atleterne.

Alle var dog enige om, at beslutningen om at udsætte legene var rigtig.
– Vi bakker fuldt ud op om beslutningen. En udskydelse af de Paralympiske Lege betyder, at atleterne får de mest fair betingelser, når de skal i konkurrence, lød den umiddelbare reaktion fra Nicklas Bjaaland, der er chef de mission for den danske delegation.
Helt på linje var Parasport Danmarks formand John Petersson:

- I lyset af den nuværende situation er det den eneste rigtige beslutning at udskyde legene. Det er naturligvis rigtig ærgerligt for alle de mange atleter verden over, der har forberedt sig, men den globale sundhed er selvfølgelig vigtigere end alt andet.

Økonomisk håndsrækning giver håb

Rynkerne i panden blev dog lidt mindre, da Salling Fondene, KIRKBI og regeringen i april valgte at donere 40 millioner til Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund, der skal hjælpe danske atleter frem mod OL og PL i 2021.

Hvor mange af midlerne der kommer PL-atleterne til gode, er endnu uklart, men Parasport Danmarks elitechef Michael Mølgaard Nielsen glæder sig over støtten.

– Denne ekstraordinære håndsrækning giver mulighed for, at vi fortsat kan støtte atleterne med træningssamlinger og konkurrencer og fastholde kontrakter med trænere, ledere og andre, siger han.

Stærk løsningsorientering

Parasport Danmark har under nedlukningen især haft fokus på at rådgive og støtte trænere og atleter i forhold til håndtering af træning, økonomiske og mentale udfordringer, fortæller elitechefen.

– Coronavirus har haft en massiv indflydelse på alles hverdag. Der har været brug for kreativitet og innovation i forhold til træning, når man ikke kan komme i sin klub eller i fitnesscentret, og samtidig har skulle følge myndighedernes anbefalinger, fotælller elitechefen og fortsætter:

- Her på bagkant har jeg en oplevelse af, at alle undervejs har fundet løsninger i samarbejde med deres træner – og været gode til at dele løsningerne på tværs af idrætter, udenfor og indenfor Danmarks grænser. Og så har vi løbende kunnet linke os op til fx Team Danmark, der har delt tips og gode ideer fra deres egne eksperter.

De danske elite para-atleter har fundet anderledes måder at træne på. Her selvtræner kørestolsrugbyspiller Kristian Bak-Eriksen ved Panum Instituttet i København. Foto: Lene Harbo
De danske elite para-atleter har fundet anderledes måder at træne på. Her selvtræner kørestolsrugbyspiller Kristian Bak-Eriksen ved Panum Instituttet i København. Foto: Lene Harbo

Mental mavepuster

En ting er den fysiske træning, men for mange atleter har det været en mental mavepuster, at legene er blevet udskudt – og at skulle holde motivationen oppe under helt andre vilkår end normalt.

– Mentalt har udsættelsen gjort ondt – og det håndterer den enkelte atlet meget forskelligt. Mange år er gået med målrettet og intensiv forberedelse, og en udsættelse skaber usikkerhed og bekymringer i forhold til job, uddannelse, økonomi og familie. Vi har også her kunnet trække aktivt på Team Danmarks eksperter på mentale område, siger Michael Møllgaard Nielsen og fortsætter:

– Nogle af vores atleter har desuden et handicap, som gør dem særligt sårbare i forhold til corona-smitte. Det giver selvfølgelig bekymringer, og oveni kommer så træningen frem mod de Paralympiske Lege, hvor de har skullet finde særlige løsninger. Jeg skal ikke på nogen måde tegne et glansbillede, men jeg er imponeret og stolt over, hvordan alle – atleter, trænere og ledere – har håndteret de private og sportslige udfordringer. I parasporten har vi en særlig arv med i bagagen. Vi ser muligheder frem for begrænsninger – og det har der været brug for i den seneste tid.

 Og måske kan udsættelsen af legene endda gå hen at blive en fordel:

– I et større perspektiv har vi i Parasport Danmark en ambition om, at udsættelsen bliver til dansk fordel. Vi har flere atleter, som kun kan blive bedre af, at PL er skubbet til 2021, ligesom vi har atleter, som vil komme til at stå stærkere, når de resterende pladser til PL skal uddeles. Vi vil i hvert fald gøre alt for, at vi som hold kommer styrket igennem det her, slutter Michael Møllgaard Nielsen.

De Paralympiske Lege i 2021
  

  • Afholdes 24. august til 5. september 2021
  • IPC har gennemgået og justeret de internationale kvalifikationskrav i forhold til, hvordan kvotepladser, som endnu ikke er fordelt, skal håndteres.
  • Det ser ud til, at allerede uddelte kvotepladser til nationer og atleter fortsat vil gælde.
  • Udtagne danske atleter:
    • Peter Rosenmeier, bordtennis
    • Lisa Kjær Gjessing, taekwondo
    • Daniel Wagner, atletik
    • Kristel H. Walther, atletik
    • Amalie Vinther, svømning
  • Følg de danske forberedelser på Facebook (Danmark til PL) og Instagram (@danmarktilpl). Det officielle danske PL-hashtag er #allfordenmark